Et år efter han forlod DR for at stifte et institut for konstruktiv journalistik, og flere år efter at alle blev frikendt efter en langvarig mediesag, siger Ulrik Haagerup nu undskyld til Solhaven og Søren Virenfeldt.
- Jeg er flov over min rolle i det, og jeg beklager og undskylder vores kultur på det tidspunkt, og så synes jeg, det var på tide og relevant at give en undskyldning, siger Ulrik Haagerup til TV2 Nord mens han for nylig skrev på sin Facebook, at han havde røde ører over sagen.
"Virenfeldt var i dag inviteret på besøg på Constructive Institute og fortalte lavmælt og nøgternt sin historie, der skal minde os om, hvad der sker, når den journalistiske kultur bliver mere optaget af at lave en “god historie” med drama, konflikter, skurke og ofre og vinde citater, seertal og kollegial anerkendelse, end vi er optagede af at give et nuanceret billede af virkeligheden, så folk selv kan tage stilling. En ændring af den globale nyhedskultur begynder med selverkendelse. I dag sagde jeg undskyld - med røde ører, skrev Haagerup i begyndelsen af september.
Solhaven-sagen ryddede medierne forsider i 2015 efter en højt profileret DR dokumentar, der tilsyneladende afslørede vold og misbrug af de unge på opholdsstedet Solhaven. Sagen blev blandt andet stor, fordi Solhaven var blevet landskendt for sin pædagogik og succes med at håndtere nogle af de mest udsatte og svære unge. Siden gik stedet konkurs og 11 ansatte og ledere måtte gennem en langstrakt retssag med voldssigtelser. De blev siden pure frifundet. Det kan du læse mere om på vores temaside her.
Nu har TV2 Nord talt med både Virenfeldt og Haagerup om sagen. Se deres historie og interviews herunder.