KMD betaler staten 200 mio kr. i milliardskandale

Infrastruktur

03/04/2019 08:45

Nick Allentoft

Leverandøren af it-systemet EFI, KMD, har indgået forlig med Skatteministeriet om udviklingen af EFI. Forliget betyder, at KMD betaler 200 mio. kr. i erstatning. Alle er glade ifølge pressemeddelelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den mangeårige skandale om Skats inddrivelsessytem er nu forligt med den leverandør, der stod for det nu skrottede system, KMD. Skandalen har kostet milliarder i tabte skatter og selv IT-systemet fra KMD kom aldrig til at virke. Siden er et nyt system udviklet af en anden leverandør. 

Skat varslede i forbindelse med skandalen en erstatningssag mod KMD, og det er den sag, der nu er indgået forlig omkring. KMD betaler i alt 200 millioner kroner til Skat, fremgår det af følgende pressemeddelelse fra Skatteministeriet:

 

"Skatteministeriet har indgået forlig med it-leverandøren KMD om udviklingen af EFI. Forliget betyder, at leverandøren KMD i alt skal betale 200 mio. kr. inkl. moms til Skatteministeriet – penge, der dermed kommer retur til statskassen.

Skatteminister Karsten Lauritzen er tilfreds med, at det er lykkedes at lande et fornuftigt forlig med KMD, hvor staten får en tilfredsstillende kompensation. Han roser i denne forbindelse KMD for at have gået konstruktivt ind i forhandlingerne, så der nu kan lukkes endnu et kapitel i sagen om EFI.

Historierne om Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

- EFI har på alle mulige måder været en ærgerlig sag – både for skatteforvaltningen og for KMD. Derfor er jeg tilfreds med, at det er lykkedes at indgå et forlig, som begge parter er tilfredse med. For mig er det vigtigt, at der har været en god og konstruktiv dialog med KMD, som samtidig med forliget tager deres del af ansvaret for den fejlslagne udvikling af EFI. Nu har vi heldigvis et nyt gældsinddrivelsessystem, som er sat i drift, og som virker. Dermed kan vi se frem ad, komme videre med oprydningen i de gamle gældsposter og koncentrere os om den vigtigste opgave – nemlig at inddrive danskernes gæld til det offentlige, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Konkret indebærer forliget, at KMD betaler 100 mio. kr. kontant til Skatteministeriet. Derudover giver KMD rabatter på eksisterende kontrakter til skatteforvaltningen. Inklusiv moms svarer det til et samlet beløb på 200 mio. kr.

Direktør i KMD, Eva Berneke, glæder sig over, at der nu er indgået et forlig mellem Skatteministeriet og KMD.

- Sagen har på mange måder været kompleks, og det er aldrig rart for nogen parter at være i sådanne juridiske forløb. Både Skatteministeriet og KMD har ønsket at finde en løsning og se fremad. Fra KMD’s side værdsætter vi den konstruktive dialog, der har været i forløbet. Samtidig vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse og værdsættelse af vores organisationers generelt gode samarbejde, siger Eva Berneke, direktør i KMD."

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.