“‘Når I er ude i området og arbejde, må I ikke tage pauser. Hvis I skal på toilettet, skal I bede én af os om lov, og hvis I bliver tørstige, må i godt gå ind i huset og drikke noget vand, men husk at bede om lov.’
Jeg kommer til at udstøde et lille grin, da jeg naivt tro, at hun prøver at være morsom. Fra hendes forbløffes udtryk forstår jeg, hurtigere end du kan nå at sige nyttejob, at hun er dødsens alvorlig.”
Sådan beskriver en af skribenterne i antologien “Stemmer fra dybet” sin første dag på nyttejob.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Bogen, der er udkommet for nylig, tilbyder 12 vidt forskellige skæbnefortællinger fra mennesker på den anden side af samfundets middelklassetryghed. På hver deres måde giver de tolv fortællinger indsigt i en side af velfærdssamfundet, som er blevet mere og mere isoleret og stigmatiseret de senere år. Alene af den grund er bogen berettiget og nødvendig.
Mangfoldig bog
Men bogen er også mangfoldig i sine meget forskellige historier. Der er unge, som trækker med alvorlige kroniske sygdomme eller uhyggelige oplevelser fra deres opvækst. Der er nedslidte mennesker, der har arbejdet en i tid, som færre og færre kan genkende i dag, og der er de kreative, de stærke og de misbrugte, som tilsammen giver et indblik i socialkrisens virkelighed. Altså en tilstand, hvor tusinder af borgere møder velfærdsstatens brud på den sociale kontrakt samtidig med, at de er udfordret af sygdom, ulykke eller udsathed. Rie Grenaa, som læsere på DenOffentlige har mødt før, er en af dem, der fortæller.
“På dette tidspunkt begyndte jeg selv at sætte mig ind i mine rettigheder som sygemeldt, og samtidig bad jeg kommunen om aktindsigt i min sag. Det var chokerende at læse den. Der var fejl på fejl. Notater om helt andre borgere, fejlciterede lægeerklæringer med mere.”
En anden historie er Lasses. Han blev som 25 årig ramt af leukæmi og skulle gennem et langt sygdomsforløb. Samtidig med sygdommen boksede han med velfærdsstaten.
Socialdebat 2018
Følg debatten om socialområdet anno 2018 på DenOffentlige
“Samme dag som jeg begyndte på forbehandlingerne forud for stamcelletransplantationen modtog jeg afslag på kontanthjælp. Årsag: Jeg havde i december (måneder forinden, red.) købt en cykel til 10.999 kroner, som kommunen nu anslog som formue på 10.000 kroner. Altså havde jeg nu formue, og så kunne jeg ikke få kontanthjælp,” fortæller Lasse, der slutter sin historie med et brev om en af de sager, han havde med sin kommune.
“Ny afgørelse vedr. lønindtægt...”
Vi har den 30. juni 2014 modtaget din klage over vores afgørelse af den 26.06.2014 omkring tilbagebetaling af 578,23 kr. i kontanthjælp for marts måned 2014, idet du også i denne måned havde lønindtægt fra Aarhus Universitet (en dag, som kommunen var oplyst om, red.).
Klagen vurderes at være modtaget rettidigt.
Klagen er d.d. revurderet, og vi ændrer vores afgørelse, idet vores beregning af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp ikke var korrekt.
Vi træffer derfor d.d. ny afgørelse om, at du i marts 2014 har modtaget 103,07 kr. for meget i kontanthjælp, og kræver derfor dette beløb tilbagebetalt.”
Det der med økonomi fylder helt naturligt en del i bogen, og historierne er leveringsdygtige i talrige eksempler på socialsysstemets paradoks - på den ene side, skal det hjælpe og støtte borgere til et stabilt liv, men på den anden side medfører regler og reformer, at paradokserne er absurd hverdag. Her er et eksempel fra Line Lazarus.
"Jeg har tænkt på arven. Det gør jeg hver eneste dag. Morgen. Skumring. Jeg mister den. Arven. Det ved jeg. Og det nager mig dybt. Han (far, red.) var aldrig en del af mit liv. Han overlod mig til min mor, og livet har været én lang lort. Arven ville være en symbolsk måde at sige undskyld på. Et slags plaster på såret. Det er alligevel 60.000 kroner. De ville kunne gøre en verden til forskel i mit liv - og pigernes. De ville kunne få deres børneopsparinger igen. Dem har jeg brugt. Begge to. På mad, jul og konfirmation.
....
Fordi jeg er på kontanthjælp, selv om jeg er syg, så modregnes arven. Det vil sige, at jeg mister det hele."
Kontanthjælpsreglerne betyder, at borgere skal være landet på bunden af samfundet, før de kan få hjælp fra velfærdssystemet. Omvendt er det lovligt at have formue, når man først har fået tilkendt førtidspension. I praksis betyder det, at netop førtidspension er det eneste opnåelige mål for udsatte og syge borgere, der drømmer om at få fod under eget liv og slippe for velfærdssystemets til tider totalitære behandling af sine borgere, for at afklare deres arbejdsevner. Selvom politikerne gentagne gange har understreget, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse til mennesker, der skal kunne arbejde, oplever et ukendt tusindtal af syge og nedslidte borgere, at de fastholdes på kontanthjælp, fordi det er billigere for velfærdsstaten.
Historier, der gør indtryk
Antologien er både let at læse og samtidig svær at fordøje. Virkelige menneskeskæbner, der møder livets udfordrende sider, er for de fleste - incl. undertegnede - svære at fordøje. Så er det mere behageligt at læse en krimi eller se en god film med stærke følelsesmæssige dramaer. Omvendt er historierne åbenlyst subjektive - fortalt af borgerne selv - og derfor langt fra den virkelighed og de præmisser, der driver velfærdsstaten. Det er på een gang en styrke og en svaghed ved bogen.
En styrke, fordi velfærdsmodellens garantier tilsiger os, at udsatte borgere, syge mennesker og familier med særlige udfordringer får den nødvendige og rigtige hjælp. Bogen viser med sine tolv historier, at der er noget helt galt med velfærdsmodellen. Her fortæller Line Lazarus, hvordan det også rammer børnene og dermed trækker spor til de næste generationer.
"Da kontanthjælpsloftet blev annonceret, brasede hendes verden sammen. HUn havde læst i en artikel et eller andet sted, at myndighederne kun var forpligtet til at hjæpe hende, hvis vi skulle ryge på gaden. Risikoen var reel, det er kun, fordi Gert er flyttet ind, at vi blev reddet på målstregen. Miranda udviklede angstanfald og er flere gange brudt sammen henne i skolen. Hun gemte sig på skoletoilettet og ringede til mig. Gennem kamppuls og kramegråd. Jeg er tæt med mine børn, så hun havde gudskelov tillid til mig, og jeg kunne tale hende gennem angsten og ud på den anden side. Udmattet og udtømt. Hun var så bange for at blive hjemløs og ende med at blive skilt fra mig."
En svaghed, fordi de tolv historier provokerer på hver deres måde. Nogen vil læse enkelte historier som offerfortællinger mens andre flere steder vil sidde med undren over måden, tingene foregår på - både hos de enkelte borgere og i velfærdsstaten. Mange vil muligvis se fortællingerne som unikke og særlige, og dermed have vanskeligt ved at tro på dem. Her fortæller Carina Martinus eksempelvis, hvordan tilkendelse af førtidspension efter bl.a. år med alvorlig psykisk sygdom. Freden til at fokusere på en hverdag sammen med kæresten, gør hurtigt en stor forskel, viser hendes nytårshilsen til vennerne på Facebook.
"I august fik jeg min pension og økonomien er langsomt begyndt at vende......2017 blev også året hvor jeg debuterede som forfatter. Julen og nytåret har jeg haft det meget bedre psykisk end sidste år. Vi er kommet godt ind i det nye år og ser frem til mange gode timer med venner og familie. På hæklemosteren er der allerede nu mange ordrer i bogen og som forfatter er jeg igang med efterfølgeren af "sort sind" nemlig "sort sind lukker lyset ind" og krimien "mareridtet i provinsen."
Netop med sin ærlighed bliver Stemmer fra dybet et godt indlæg i socialkrisen, fordi den viser borgernes oplevelser og virkelighed. Nok hører vi om enkeltsager i medierne hele tiden, men samlet i bogform bliver det et stærkt og tankevækkende koncentrat, som mange sagsbehandlere og politikere med fordel kunne læse.
Nedslag fra bogens historier
Bogen skaber bevidsthed om hverdagen i spændingsfeltet mellem mennesker og velfærdsstatens regler og bureaukrati med flere tankevækkende beskrivelser, hvor man sidder tilbage med undren. Her er nogle eksempler, som sætter ord på socialkrise og velfærdsreformer.
“Jeg husker, at jeg var til en eneste samtale på et eller andet kontor inde i Nykøbing angående min aktivering, men det var umuligt at finde noget til mig, fordi jeg ikke havde faglige kompetencer eller bil og kørekort, eller alternativt havde et netværk, som lige kunne køre mig. Efter det ene møde blev jeg faktisk ikke indkaldt igen i den tid, jeg boede på Mors. Jeg fik bare min bistand udbetalt uden problemer.”
“‘Jeg er begyndt at drikke meget. Jeg har fundet ud af, at det bedøver mig næsten lige så meget, som pillerne gjorde. Da den sidste pakke slap op, havde jeg ikke råd til at købe flere.”
“Du kan få 52 kroner i overlevelseshjælp per dag, men så skal du selv møde op i borgerservice og få dem udbetalt.
Jeg knuger mobilen, en af de få ting jeg ikke tør skille mig af med for at spare penge. Kommunedamen i den anden ende japper videre og regler og restriktioner.
“Men det koster 20 kroner af tage bussen,” rasper jeg. “Så er der jo kun 30 kroner tilbage til mad.”
“Det var rigtig svært som syvogtyveårig at blive førtidspensionist, da man ikke kan se på mig, at jeg er syg. Og jeg har altid haft evnen til at se hlad ud, når jeg er sammen med folk. Folk kunne ikke forstå, jeg var nødt til at gå hjemme, at jeg ikke bare kunne gå på arbejde nogle timer. Men hver dag skulle og skal jeg planlægge, hvad min energi og mit hoved skal bruges til, så jeg får mindst mulig hovedpine. Og hvis jeg gjorde eller gør for meget, kan det ende med indlæggelse med ødelagt ventilsystem, og dermed endnu en operation i hovedet.”
Flere af fortællingerne leverer på en stille og beskeden måde en mulig forklaring på, hvorfor socialkrisen har så svært ved at bliver anerkendt og debatteret med henblik på løsninger. De mennesker, der oplever den, har meget lidt overskud til at deltage i den offentlige debat. Og de, der har, møder ofte krav om, at de tier stille.
“Efter at jeg fik at vide af en fleksjobkonsulent, at det nok ikke gavnede min sag, at ytre min mening, har jeg trukket mig ud af alt.”
Det er en væsentlig debat, som denne bog bidrager til. Man kan håbe, at den gør en forskel.
Antologien: Stemmer fra dybet
Redaktør Dorte Hummelshøj Jakobsen
Med bidrag fra: Maria Busch, Rie Grenaa, Charlotte Holm, Mette Kjærulff, Claus Larsen, Line Lazarus, Lasse Lillevang Vesterholt, Carina Martinus, Rikke Petersen, Mette Sejrbo, Dorthe Skriver Nielsen, Heidi Stephansen.
Forlag: Candied Crime, 2018
