Sådan kunne nyttejob give mening og milliardværdi

I 2013 var hele 395.581 borgere i intet mindre end 792.394 såkaldte aktive beskæftigelsesforløb. Et aktivt forløb er enten vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller et løntilskudsforløb. Det koster årligt 11.600.000.000 kroner at drive denne aktive beskæftigelsesindsats. Læg hertil offentlige ydelser på over 60.000.000.0000 kroner. Det svarer til at hver eneste dansker i beskæftigelse betaler over 14.000 årligt til ydelser og beskæftigelsesindsats. Derfor er tidligere minister Carsten Koch sammen med et udvalg igang med udspil til indretning af fremtidens beskæftigelsesindsats.

Mens debatten handler om regler, love og penge er det vigtigt, at huske, at det væsentlige er den enkelte lediges muligheder for at komme videre. For sig selv. For en mening med hverdagen. For samfundets helhed.

For nylig skrev Torben Steno om en lokal original gut i det sydfynske, som berigede sit netværk, omgangskreds og nærmiljø men også sig selv.

Manden undgik at arbejde hele sit liv, og det ville være absurd at forestille sig ham komme i nyttejob, påpegede Steno, og spurgte om det er på tide med en debat om, hvordan visse borgere får fred for det offentlige, men mulighed for at overleve økonomisk, fordi de på en eller anden abstrakt måde alligevel bidrager til samfundet i kraft af deres originalitet.

Stenos tilgang er således den kunstneriske værdiansættelse af originalerne som mange vil betragte som uvurderlige og et vigtigt billede i det harmoniske romantiske danske samfundsbillede. Løsningen skulle være en tilpasset version af borgerlønnen.

Stenos historie er et eksempel på, at debatten om udsatte borgere er ved at tage en ny retning.

Socialkrisen fremtvinger nyt syn på ledighed

Efter godt tre års målrettede reformer af de offentlige ydelser begynder en gammel ide således at dukke op igen. Borgerlønnen.  Ideen om, at vi alle sammen skal have en basisydelse, vi kan overleve på, og så være frit stillet til at arbejde derudover.

Modellen blev introduceret i den danske debat tilbage i 1978 i Niels I. Meyers bog Oprør fra Midten, og er siden dukket op ad flere omgange. Med borgerløn kan systemet rette opmærksomheden på dem, der kan og vil bidrage inden for samfundets normer, og give den enkelte fred til at passe det liv han eller hun ønsker. Dermed vil samfundet kunne spare en stor del af de offentlige omkostninger til aktiv beskæftigelsesindsats - det beløber sig årligt til 11.7 milliarder. kr. eksklusiv ydelser.  

Koch-udvalget har glemt noget

I denne tid drysser løbende forslag og udspil fra det såkaldte Carsten Koch udvalg, der skal komme med oplæg til fremtidens beskæftigelsessystem.

De første fem anbefalinger er sendt i høring hos arbejdsmarkedets parter. Men ingen af anbefalingerne medtænker frivilligssektoren, selvom netop frivilligsektorens to ben - socialområdet og idræts- og fritidsområdet - i årevis har efterlyst mere smidighed i samarbejdet med den offentlige sektor og ikke mindst reglerne for, hvordan ledige må være aktive i frivilligsektoren.

Eksempelvis har DIF i årevis skreget på et opgør med den såkaldte 4-timers regel. Den betyder konkret, at ledige på offentlig ydelse højst må være aktive i frivilligt arbejde i fire timer om ugen. Tilbage i september 2012 orienterede DIF beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om, at hele 79 procent af deres foreninger er overvejende eller meget negativt indstillet i forhold til begrænsningerne for det frivillige arbejde. 24 oktober 2012 - altså for snart halvandet år siden - svarede beskæftigelsesministeren, at en tværministeriel arbejdsgruppe skal danne grundlag for et regeringsudspil. Ifølge DIF er der intet sket siden.

DIF peger ellers på, at netop frivilligsektoren kan fungere som en fleksibel og effektiv katapult for ledige, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ved at fjerne barrierer for ledige, der gør en indsats i frivilligsektoren frigives nye værdifulde ressourcer både for ledige og foreningerne.

De næsten arbejdsparate

I november 2013 var - udover godt 100.000 ledige på dagpenge - 142.000 borgere på kontanthjælp. Heraf havde 28.065 af dem været det i over tre år. Læg hertil, at 15.707 personer var godkendt til fleksjob uden af have det, mens 235.497 borgere var på førtidspension, heraf var 34.419 i øvrigt under 40 år. Omkostningerne til såvel ydelser som aktiv beskæftigelsesindsats løb sidste år op i samlet 72,6 milliarder kroner.

I samfundets øjne bør borgere på kontanthjælp og de, der er godkendt til fleksjob, være i beskæftigelse. Kun borgere, der er tildelt førtidspension er i princippet fredet. Omkring halvdelen af de godt 142.000 mennesker, der er på kontanthjælp, har været det i et år eller længere, og i aldersgruppen 20-24 årige var 22.060 unge på kontanthjælp i november 2013, heraf havde 8.351 eller 37 procent af dem iøvrigt været kontanthjælpsmodtagere i et år eller mere.

Når et menneske har været på kontanthjælp gennem længere tid må det være rimeligt at antage, at man sammen med dem, der er godkendt til fleksjob, ikke er i stand til at passe et arbejde, som de fleste.

Alligevel er der nu gennemført reformer, som har lagt nye principper og forventninger ned over enhver borger på offentlig ydelse - lige bortset fra SU og Folkepension. Alle kan og skal kunne arbejde, og om det så er helt ned til to timer om ugen skal kommunerne iværksætte handleplaner. Deraf omkostningerne på over 11 milliarder kroner hvert år. Med de seneste reformer er det rimeligt at antage, at dette beløb vil stige væsentligt de kommende år med mindre Carsten Koch udvalget virkelig kommer med nyt.

Frustrationerne vokser

Syge og langtidsledige er frustrerede, for selvfølgelig er det umuligt at skabe rummelige arbejdspladser til flere hundrede tusinde mennesker på én gang midt i en krise og på et arbejdsmarked, der i forvejen kæmper for at rumme alle dem, der kan arbejde fuld tid. Reformerne klemmer en række mennesker, der bliver stigmatiseret og pludselig tilhører en social underklasse.

De senere år er der brugt og investeret store ressourcer på at skabe opmærksomhed om det rummelige arbejdsmarked. CABI, VINSA og VFSA er eksempler, og blogstafetten om det rummelige arbejdsmarked her på DenOffentlige har sat emnet på dagsordenen for vores læsere. Alligevel vedbliver der at være solide kulturelle og strukturelle udfordringer.

Debatten om borgerløn er en logisk følge af den udvikling. Men den skal have et twist, hvis det skal bidrage konstruktivt til fremtidens danske samfundsmodel. Der er en mellemvej, som passer bedre til danske værdier, traditioner og ikke mindst vores samfundsmodel.

Den vej forudsætter, at frivilligsektoren bliver anerkendt og inddraget som medspiller på beskæftigelsesområdet frem for at være et værktøj til effektiviseringer.

Alle kan bidrage

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står igen og igen frem med det centrale budskab, at alle der kan bidrage, skal bidrage - hvis de skal gøre sig fortjent til eller i det hele taget forvente hjælp fra det offentlige, kunne man tilføje.

Problemet her er, at reformerne overser det historiske udgangspunkt for mange offentlige ydelser, nemlig at i Danmark skal mennesker ikke sulte eller leve i fattigdom. Derom må man konkludere, at de fleste vist er enige.

Ifølge bl.a. professor Ove Kaj Pedersen handler velfærdsstaten også om at undgå social opstand og oprør. Altså undgå, at mennesker, der ikke har råd til mad, griber til ekstremer for at overleve. Alligevel har de senere reformer skabt præcis den situation hos tusindvis af borgere. De har ikke råd til mad og skal vente i uger på kommunal sagsbehandling før de får deres fremtid afklaret. Absurd men virkeligheden, som også beskrevet i flere artikler. 

Frivilligsektoren er et aktiv

Med den første egentlige Civilsamfundsstrategi i 2008 kom betydningen af frivillige for alvor på den nationale dagsorden. Danmark er foreningsland, og danskere trives med stiftende generalforsamlinger, frivillige i sportsklubber, ældreklubber, institutioner, grundejer- og boligforeninger, skoler og så videre. Vi kan det der med at yde en frivillig indsats.

Kendetegnende for frivilligsektoren er, at meget arbejde udføres, når det passer ind i frivilliges kalender. Samtidig er det en tilbagevendende debat i enhver forening, hvordan eksempelvis administrative opgaver udføres bedre, hvem, der passer hjemmesiden, hvordan der kan laves kampagner for flere medlemmer, laves medlemsdage, indkaldes til generalforsamling og så videre. Der er tonsvis af opgaver i enhver forening, der er til konstant debat og giver løbende udfordringer for enhver forening.

De senere år er forventninger og ønsker til frivilligsektoren ligefrem blevet centrale for eksempelvis kommunernes velfærd på plejehjem og senest tilmed tænkt ind i fremtidens folkeskole. 

Flere kommuner har oprettet frivilligcentre, hvor man forsøger at skabe en sammenhæng mellem frivilligsektoren og tilbud til borgerne. 

Men det er mere eller mindre overladt til frivilligsektoren selv, at finde løsningerne på, hvordan den kan imødekomme det stigende behov for partnerskaber med den offentlige sektor.

Det er her, der ligger løsninger, som kan reformere beskæftigelsesområdet både konstruktivt og visionært.

Tænk på tværs

Lige nu reformeres beskæftigelsesområdet alene med blik for lovgivning, regler og rammer og med jobcentrene - og A-kasserne - som ansvarlige for at effektuere. Men betragter man beskæftigelsesområdet gennem borgernes øjne, er de komplet ligeglade med love, regler og rammer så længe der er beskæftigelse og lysere udsigter forude hele tiden.

Sådanne lysere udsigter kan eksempelvis være muligheden for at hjælpe idrætsforeningen, ældreklubben, spejderne, den lokale patientforening eller handikaporganisation mere professionelt. Der er konkrete opgaver, hvor konkrete kompetencer kan komme i spil, og så er der gennem foreningerne kontakt til mennesker, der kan åbne døren til arbejdsmarkedet.

Nogle kommuner har allerede den fysiske ramme i form af velfungerende idrætsråd, der organiserer samarbejde mellem foreningerne, tilbyder administrativ hjælp og organiserer koncepter for den selvorganiserede idræt. Her er en god indgang for mennesker med periodisk eller ukendt nedsat arbejdsevne men kompetencer og vilje til at komme videre. I dag må frivilligsektoren ikke give plads til borgere, der er på overførselsindkomst, for så kan de arbejde og skal i en anden retning.

Sådan er lov og systemer indrettet i dag, og derfor må man håbe, at Carsten Koch udvalget, også har blik for, at jobcentre og ydelser får tilført den nødvendige fleksibilitet, der giver mulighed for at inddrage frivilligsektoren.

Tænk hvis reglerne om tilskud til foreninger kunne kobles med muligheden for at foreninger inden for visse rammer kan få løst opgaver af borgere, der af den ene eller anden grund er på offentlige ydelser.