Af Malene Sønderskov & Morten Ronnenberg Møller, Strategihuset
Ole Bondo Christensen spørger, hvordan kommunerne kan arbejde mere konkret for at inddrage borgerne i et samarbejde om udvikling, effektivisering og prioritering af ressourcerne og hvilke muligheder vi ser.
Vores korte svar: Vi ser rigtig mange muligheder. Men det er en forudsætning at kommunernes ansatte tager stilling til hvorfor, hvem, hvad og hvordan de vil samarbejde med borgerne. At de ansatte bygger en relation til borgerne baseret på gensidighed og tillid. At forvaltningerne slipper lidt af kontrollen så borgerne har en reel mulighed for at byde ind, og så de kan føle, de har indflydelse på det, der sker.
Borgerdeltagelsens’ hvem hvad og hvordan’.
Vi forbinder tit borgerdeltagelse med 50-100 borgere forsamlet onsdag aften til en høring for at diskutere et kommunalt forslag. Når mødet er slut, går borgerne hjem igen og måske, måske ikke, bruger forvaltningen borgernes ideer i det videre arbejde.
Men borgerdeltagelse er jo mere end det. Vil man som kommune skrue op for den, bør man stille sig selv disse spørgsmål:
Hvem skal deltage?
I eksemplet med borgerhøringen er størstedelen af de 50-100 borgere sandsynligvis etniske danske midaldrende mænd og kvinder med fast arbejde eller et aktivt pensionistliv. Her er sjældent småbørnsforældre eller kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2. Og der er sjældent utilpassede unge. Eller kvinder med anden etnisk baggrund.
Vil man have andre end ’the usual suspects’ til at deltage, må man tage nye metoder i brug. Processen skal planlægges, så borgerne har praktisk mulighed for at deltage, så de føler sig trygge ved at deltage og så de oplever, at det kan betale sig for dem at deltage. Borgerne skal med andre ord have reel indflydelse på aktiviteterne og ejerskab til processen.
Hvad skal borgerne deltage i?
Borgerne skal deltage i det, de har lyst til at deltage i. Forvaltningen, derimod, skal omstille sig til at være facilitator for at det kan lade sig gøre. Den skal lytte lidt mere og handle lidt mindre.
I borgerhøringen deltager borgerne oftest som en slags ’uforpligtende rådgivere’ i en planlægningsfase. Det er på forhånd bestemt, hvilke udfordringer, der skal tales om. Ofte er der også nogle løsninger, borgerne kan forholde sig til og vælge imellem. Borgernes indstillinger er vejledende. Ikke bindende.
Der er mange situationer, hvor den form for deltagelse giver god mening. Men hvis målet for eksempel er at styrke det sociale sammenhold og den lokale ansvarsfølelse, så kan det godt betale sig at eksperimentere lidt med, hvad borgerne skal deltage i.
Hvad ville der for eksempel ske, hvis borgerne bestemte dagsordenen for mødet? Hvis borgerne selv kom med forslag til, hvad der kunne øge trygheden og skabe udearealer som både børn og ældre havde lyst til at bruge?
Hvad hvis borgerne stemte om, hvilke af deres egne forslag der skulle have penge? Hvis det var borgerne selv, der stod for at gennemføre de projekter, der fik flest stemmer? Ville det øge ejerskabet og dermed deltagelsen?
Det har det i hvert fald gjort i lande som England og USA, men også Kina, som vi ellers forbinder med topstyring og begrænset demokrati har taget borgerbudgettering, som modellen hedder, til sig. Her får metoden flere – og flere forskellige – borgere til at deltage. Den øger borgernes ansvarsfølelse overfor den lokale velfærd og den styrker deres forståelse for de præmisser og prioriteringsudfordringer, det lokale demokrati arbejder under.
Hvis metoden benyttes under danske forhold kan man for eksempel allokere en lille pose penge fra et eksisterende budget – landdistrikstsmidler som man gør i Hedensted Kommune, eller § 18 midler som man gør i Kolding Kommune – til at fremme deltagelsen.
Hvordan kan borgerne deltage?
Eksemplet med borgerbudgettering viser at borgerne ikke kun kan deltage med deres ideer i en planlægningsfase. De kan også deltage i at træffe beslutninger. Og mange vil også gerne deltage med deres tid og hænder i at skabe den velfærd, de selv er en del af.
Det gælder for eksempel på daginstitutionsområdet, hvor Strategihuset lige nu samarbejder med flere børnehaver om at sætte frivillighed og forældredeltagelse i system fra mandag til fredag. Det vil forældre og foreninger rigtigt gerne. Når bare de ved – og selv har været med til at formulere – hvorfor og hvordan de skal deltage. Når de mærker hvad de selv får ud af at være med, og når pædagogerne (vej)leder dem i, hvordan de kan deltage. Af respekt for de ansattes faglighed og institutionernes pædagogiske praksis vil ’forældre-frivillige’ og foreningsfrivillige nemlig helst undgå at gøre noget forkert og at træde de ansatte over tæerne.
Slip kontrollen – øg effektiviteten
Vil Furesø Kommune øge borgerdeltagelsen bør I i byrådet altså starte med at finde ud af hvorfor I vil gøre det, hvem I vil samarbejde med og om hvad. Og så må I drøfte med jeres embedsmænd og ansatte i de kommunale institutioner hvad I kan, vil og tør invitere borgerne til at deltage I? Hvilke beslutninger er I parate til at overlade til borgerne? Hvor meget af jeres dagligdag vil I dele med dem? Og hvordan forholder I jer til begreber som ’kvalitet’ og ’sikkerhed’ i en situation hvor borgere og kommunalt ansatte arbejder sammen?
For som vores eksempler også antyder, så handler deltagelse i høj grad også om at give borgerne plads til og mulighed for at være med frem for at fortælle dem, hvilke hylder de kan vælge fra. At anerkende at de har noget at bidrage med og at lade dem mærke, at deres deltagelse har indflydelse på den velfærd, der skabes. At slippe lidt af kontrollen for til gengæld at vinde en masse tillid og dermed indflydelse.
Der er ikke noget entydigt svar på, hvor grænsen for borgernes deltagelse går. Til gengæld har vi mennesker det med at opføre os sådan som vi bliver behandlet. Så hvis vi er tydelige og positive omkring vores forventninger; hvis vi møder borgerne med anerkendelse og nysgerrighed, så er der skabt gode forudsætninger for, at borgerne vil være med og at vi sammen kan skabe bedre resultater for de samme penge, og somme tider også for færre.
Stafetten går til Røde Kors
Vi vil gerne sende stafetten videre til Susanne Larsen, Præsident i Røde Kors og spørge hvad de oplever, der sker med effektiviteten og kvaliteten af den velfærd der leveres, når frivillige fra Røde Kors samarbejder med offentligt ansatte på landets sygehuse eller plejehjem, og hvilke udfordringer de ser i forhold til at garantere tavshedspligt og borgerens sikkerhed?
