Af Else Sommer, Direktør, Børne- & Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune
Stefan Hermann spørger mig om hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og aftagerne. Det er et på en gang meget svært og super enkelt spørgsmål. Det er svært fordi afstanden helt tydeligt er for stor, hvilket vi kan se af hvor mange nyuddannede, der får et chok når de lander på arbejdsmarkedet. Men det er også såre simpelt fordi uddannelsesinstitutioner og aftagere er hinandens forudsætning.
Succes skabes af fagprofessionelle
En succes for velfærdssektoren skal skabes af de dygtige fagprofessionelle, og en succes for professionshøjskolerne står og falder med at der er et attraktivt arbejdsmarked for kandidaterne.
Så hvorfor er det så svært, hvorfor opleves afstanden så stor, hvad kan vi gøre bedre?
Min egen verden er den pædagogiske sektor, men mine svar er generelle. Jeg vil fokusere på professionsuddannelserne, fordi netop denne uddannelsestype har sin styrke i den forudsigelige sammenhæng mellem uddannelsen og professionen. Netop denne type uddannelse bør karakteriseres af meget tætte bånd. Netop denne type uddannelse burde gå forrest og skabe en model for kobling mellem uddannelse og arbejdsmarked.
Fælles mål
Såvel uddannelsessektoren som den offentlige velfærdsektor gennemgår i disse år store omvæltninger. Reformprogrammerne drives dels af økonomisk-politiske dagsordener, dels af mere kulturelle trends i det globale videnssamfund. Trods politiske forskelle ønsker langt de fleste danskere en fremtidssikring og udvikling af den skandinaviske velfærdsmodel. Vores befolkning skal have et højt uddannelsesniveau og vores offentlige sektor skal have høj kvalitet, effektivitet og konkurrenceevne.
Det er vigtigt at forstå begge krav hvis vi skal skabe en fremtid hvor uddannelsessystem og aftagere har fælles mål og spiller naturligt sammen. Og dermed siger jeg så også at de fag-faglige krav i uddannelsessystemet ikke kan stå alene. Fag-faglighed har en styrke i en høj grad af robusthed over tid, men denne styrke kan også blive en svaghed når afstanden mellem uddannelse og virkeligheden udenfor bliver for stor.
Netop professionsuddannelserne har den styrke, at de kender deres arbejdsmarked og derfor kan indoptage de politiske-økonomiske krav og rammebetingelser, som kendetegner dette. Det kan ske i form af en bedre praksisorientering, hvor professionshøjskolerne integrerer praksis mere i den teoretiske undervisning, og velfærdssektorerne sørger for en kvalitativ bedre praktik.
Men jeg tror også der skal mere til.
Vi skal uddanne til fremtiden
Vi skal skabe et fælles billede af fremtiden. Hvordan er den skole vores kommende lærere skal undervise i? Hvordan er sygehussektoren? Hvad er rammevilkårerne? Hvad er der fokus på i hverdagen. Vi må ikke lukke øjnene og uddanne de kommende generationer til fortiden. Vi må ikke bilde os ind at fag-faglighed og faglig udvikling kan udspille sig uden direkte og tæt samspil med den faglige praksis. Så når vi skal inkludere flere børn i folkeskolen, når vi har udviklet os til et multikulturelt samfund, når børn vokser op med digitale medier, - ja, så må læreruddannelsen indrette sig på de udfordringer dette giver for lærerfaget.
Men selvfølgelig skal al faglig udvikling ikke styres af relevans, for så bliver det i sidste ende konserverende. Kunsten er at etablere et tæt dialektisk samspil mellem faglig udvikling og udvikling af praksis. Det kræver en stor mobilitet mellem uddannelsesinstitutioner og praksis.
Mere interaktion
Alle der underviser på professionsuddannelserne bør have et solidt kendskab til, - og erfaring med - professionen. Vi skal sikre, at det ikke kun er de studerende der er i praktik, men at også underviserne får mulighed for at møde praksis med jævne mellemrum. Det kan være i form af praktikordninger, men kan også være ved partnerskaber mellem uddannelsesinstitutionernes medarbejdere og de arbejdspladser de uddanner til.
Praksis bør styrkes i uddannelserne – ikke blot via praktik, men ved at også den teoretiske del af uddannelserne inkluderer praksisfeltet. Når en lærer/sygeplejerske/pædagog optræder som gæstelærer, kan man både opnå en vedligeholdelse af den teoretiske viden hos praktikerne, og et nærvær af praktisk erfaring i uddannelserne. Hvis efteruddannelse og uddannelse kombineres klogt, kan man også opnå den dynamik der er mellem teori og praksis.
Hvad gør vi i København?
Mit svar er en række forskellige konkrete tiltag, der alle skal medvirke til at sikre at vi arbejder efter samme grundfortælling. De studerende er fremtidens fagprofessionelle, og de bærer derfor på en fortælling om faget og fagets udvikling som gerne skal spille meget tæt sammen med den kernedrift og udvikling, der er i sektoren. Og velfærdssektorernes udviklingsstrategier kan ikke meningsfuldt formuleres og implementeres, uden at man samtidig skeler til udvikling af fagene.
Det er min ambition at udvikle børne- og ungesektoren til bedre samspil mellem styringskrav og faglighed. Udfordringer, retning og ambitioner formuleres oppe fra, men svarene og udviklingsdynamikken skal komme nedefra. Det kræver meget forandring i samspillene mellem politik – forvaltning – faglighed. Det forudsætter en dialog begge veje, og det er en betingelse at fagfolkene accepterer at spille kreativt og udviklende med indenfor de rammer der er. Det kræver faglig styrke, mod og accept. Jeg vil gerne have fagprofessionelle med selvtillid, der går i aktiv dialog, udfordrende men også lyttende, - ikke med hænderne over kors. Jeg vil gerne vende det der ofte er et modsætningsforhold til at være en dynamo. Det lykkes heldigvis ofte, men ikke altid.
I København har vi et strategisk samarbejde med professionsuddannelserne og universiteterne. På det strategiske niveau er vi for så vidt meget enige. Mange af vore arbejdspladser har også et godt praktisk samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Det er mellem den strategiske enighed og de praktiske samarbejder vi stadig mangler noget. Vores fælles konstatering af behovet står ikke mål med den måde vi de facto udvikler os. Det vil vi gerne gøre noget ved.
Stafetten går til Christian S. Nissen
Jeg vil gerne spørge tidl. Generaldirektør Christian S. Nissen: Hvad er den gode balance mellem økonomisk-politiske styringsinitiativer og fagprofessionel udvikling?
