Af Anders Balle, formand for Skolelederforeningen
Behov for partnerskab
Der er behov for på et højere, nationalt niveau at indgå et bredt forpligtende partnerskab om skolens udvikling. Undervisningsminister Antorini har allerede slået takterne an med sine tanker om en ”Ny Nordisk Skole” med ny fagrække, større flow mellem undervisning og fritid, mere inklusion, hvor nøgleord som: tillid, fleksibilitet, digitalisering og fagligt stærke læringsmiljøer får plads.
Det kan skolelederne bakke op om. Der er oven i købet bevis for, at det kan lade sig gøre. I Ontario, Canada har man på baggrund af et samarbejde og permanent fælles opbakning fra ALLE relevante parter om skolen nået fremragende resultater i form af læringslystne børn, øget læring og bedre faglige resultater samtidig med, at færre ekskluderes og flere går videre i ungdomsuddannelse.
Under overskriften ” Raise the bar, close the gap” er det lykkedes de canadiske skoler i delstaten at gå fra en lav PISA-placering til top-5, og at gå fra samfundsmæssig lavstatus til respekt og højstatus, uden at sortere de svage fra, og uden at gå på kompromis med udvikling af de brede menneskelige kvalifikationer.
Den vigtigste forklaring på succesen ligger i det fællesskab, der er skabt omkring skolen, hvor alle arbejder mod samme mål. Skolemyndighederne inviterede pædagoger, lærere, ledere, embedsfolk, forskere, fagforeningsfolk og arbejdsgivere til arbejdsbordet – for at bruge de forskellige kompetencer og sikre tilliden og den gensidige forpligtelse mellem parterne. Alle blev for ca. 7 år siden enige om tre enkle mål:
- Eleverne skal nå bedre faglige resultater
- De fagligt svageste elever skal løftes
- Den folkelige tillid til folkeskolen skal styrkes
Sammen med målsætningerne blev der gennemført et lønstigningsprogram, der blev sat penge af til efteruddannelse af skoleledere og lærere, ligesom forskning på uddannelsesområdet bliver prioriteret højt. Resultatet er, at Ontario i dag har uddannelsessystem, som alverdens skolefolk kaster lange blikke til.
Det, der imponerer mig i Ontario, er den brede opbakning til målene på undervisningsområdet. Det er mit indtryk, at alle interessenter fra de politiske partier til de faglige organisationer i store træk står sammen om målsætningerne og det, der skal til for at nå dem.
Det har stor betydning. Et partnerskab betyder, at samarbejde, konsensus, fælles mål og indsats prioriteres højere end evindelige reformer, kontrol, ranking og særinteresser. Folkeskolen undgår dermed i langt højere grad at blive politisk kastebold, som vi ellers kan opleve det. Og så – hvilket er særdeles vigtigt – skolen igen kan nyde stor folkelig opbakning.
Implementering lige så vigtig
Den store enighed om skolepolitikken og fælles, tydelige mål betyder, at faglige resultater kan gå hånd-i-hånd med et stort, professionel engagement. Men der skal også velplanlagt, hårdt arbejde til.
Når andelen af lavt præsterende elever er reduceret fra 19 % til 7 %, andelen af elever der gennemfører high school, er steget fra 68 % til 81 %, når Canada nu ligger i PISA’s top 5 – også i PISA etnisk og gabet mellem førstegenerations-immigranter og ikkeimmigranter her er halvt så stort som OECD-gennemsnittet – skyldes det ikke konsensus på policy-niveau alene.
Forbedringen af skolesystemet i Ontario hviler også på en plan, a theory of action, en teori med afsæt i forskningen om, hvad der kan skabe bedre læringsudbytte, og hvordan man skaber ændringer i store organisationer. Det har betydet fornyet efteruddannelse af lærere, nye materialer i undervisningen, bedre ledelse på skolerne, og fokus på hvordan man engagerer forældre mere i samarbejdet med skolen.
Delstatens undervisningsministerium har bl.a. oprettet et nyt sekretariat til arbejdet med at forbedre læse- og matematikfærdigheder, hvor man har ansat dygtige undervisere som udviklingskonsulenter, og som i et nært samarbejde med skoledistrikterne giver støtte og sparring kollegialt til lærere og ledere.
Man har centralt sørget for at involverede skoleverdenen og vist åbenhed over for skoledistrikternes egne forslag og initiativer, men uden at slippe styringen med projektet. Målsætningerne er på alle niveauer blevet taget alvorligt – så langt, at det ikke er overladt til lærerne at skabe forandringerne på egen hånd. Den enkelte lærer skal ikke sidde alene med store mål, som canadierne formulerer det.
Det, der er rigtig godt, er at succes avler succes. Når lærerne ser deres elever blive bedre og opnå resultater, de ikke havde regnet med, hæver det forventningerne til eleverne og alle får energi af oplevelsen af, at undervisningen giver bedre resultater.
Ledelsen tættere på undervisningen
Vi anser som skoleledere vurderingen af undervisningen som en del af vores ansvarsområde med det formål at kvalitetssikre og dokumentere elevernes læring, skolens resultater og medarbejdernes kompetenceudvikling. I den forbindelse har Skolelederforeningen udviklet værktøjet ”Fokuspunkter ved observation og vurdering af undervisning”.
Værktøjet er lavet på baggrund af i OECD-rapporten fra maj 2011, hvor Danmark anbefales at integrere lærervurderinger i evalueringssystemet og ligger på www.skolelederne.org > Ledelsesværktøjer.
Det er foreningens opfattelse, at evaluering og udvikling af skolen foregår bedst praksisnært, på skolerne i en udfordrende og udviklende dialog mellem ledere og lærere. Med respekt for at undervisning er kompleks, personlig og svær at systematisere. Men også med respekt for, at skolens arbejde og resultater bedst udvikles, hvis man er åben over for at kunne dokumentere og drøfte undervisningens kvalitet og resultater.
Materialet er derfor tænkt som inspiration for skolelederne til en mere systematiske iagttagelser af læreradfærd og -kompetencer. Formålet er som nævnt at skaffe et fælles grundlag for en dialog om undervisningen på skolen, men kan samtidig imødekomme omverdenens ønske om indsigt i skolens aktiviteter. Det sidste anerkender vi som skoleleder fuldt ud vigtigheden af.
Jeg finder det vigtigt, at vi i folkeskolen får skabt en evalueringskultur, der lægger op til dialog og udvikling, og som ikke hænger nogen ud eller er rene kontrolforanstaltninger. På den anden side SKAL vi have udfordret skolens grundstruktur, så undervisningen af lærerteamene kan tilrettelægges mere fleksibelt og situationsbestemt. Så resultaterne bliver bedre, og uden at vi taber de svageste.
Stafetten går til...
Herfra vil jeg sende stafetten videre til John Larsen, der er skoleleder på Eggerslevmagle Skole.
