Af Dorthe Junge, Skoleleder, Frederiksberg Ny Skole
Tak til Peter Hvid Amstrup, formand for Danske Erhvervsskoler – Lederne, for overlevering af Folkeskole-stafetten. Jeg tager velvilligt imod udfordringen om at reflektere over spørgsmålet: Hvordan kan skolelederne efter din mening modtage folkeskolereformen bedst muligt, for at skabe den fornødne forandring, som du ser, i folkeskolen? For jeg må afsløre, at det efter min vurdering er helt afgørende, at vi overvejer, hvordan vi griber denne enestående mulighed for at forandre folkeskolen.
Folkeskolen dumper i ”flere fag”
Noget må der ske i folkeskolen. Der lægges mange kræfter og megen energi i folkeskolen hver dag – og fra flere sider. Og vi bruger mange af vores fælles velfærdsressourcer på folkeskolen. Det batter bare ikke nok. Det store arbejde, de mange kræfter og de mange ressourcer må bruges på nye måder, hvis vi i højere grad skal lykkes med folkeskolen. Og det skal vi. Folkeskolen - folkets skole - skal være den samfundsinstitution, hvor alle uanset baggrund og ressourcer, udvikler sig optimalt og bliver så dygtige og livsduelige, at de ikke bare bliver i stand til at være medskabere af deres egen fremtid, men også af vores fælles fremtid.
Der må ske noget i folkeskolen, fordi den lige nu dumper på mindst fire vigtige felter.
Alt om folkeskolereformen
Værst af alt bliver folkeskolen i disse år ringere og ringere til at bryde den negative sociale arv. Vi fortsætter den stadigt nedadgående kurve fra de foregående 10 år. Hvad der står på hylderne derhjemme, hvor man er født, og hvilken hudfarve man har, er altså afgørende for børnenes og de unges chancer for at få en uddannelse og klare sig senere i livet. Det må vi som velhavende, moderne demokrati kunne gøre bedre.
Et andet område, hvor vi ligger tæt på en bundkarakter, er vores manglende læringsfokus i folkeskolen. Forskningen peger på, at elever, der ved, hvad de skal lære, og hvorfor de skal lære det, har nemmere ved at lære det. Og at lærere, der sætter klare læringsmål i deres undervisning, har et tydeligere billede af, hvordan og hvornår deres elever lærer det, de skal. Desværre viser en EVA-undersøgelse fra 2012, at læringsmål og målstyret undervisning ikke er kendetegnende for den praksis, der udøves i klasselokalerne i dagens Danmark. Og uanset at man kan diskutere PISA eller andre undersøgelsers videnskabelige og statistiske validitet, og dermed egnethed til at sige noget om kompetencer og færdigheder hos danske skoleelever, er vi for mange steder i folkeskolen alt for optagede af, hvad eleverne skal lave, og for lidt optagede af, hvad de skal lære. Lærernes bevidsthed om, hvad det er, der skal læres, er generelt for utydelig eller for uudtalt. Vi har for stor tillid til de eksisterende lærebogssystemer – og i værste fald, til de bøger og bogsystemer, man nu tilfældigvis har liggende på skolen. Hvis vi bare når bogen, regner vi for ofte med, at så har eleverne også lært det, de skal. På samme måde er der en tendens til, at det i temaforløb og emneuger generelt fylder mere, hvad eleverne skal lave, end hvad de skal lære. Det er vi nødt til at gøre anderledes, hvis vi fortsat tror på livslang læring.
En tredje tidsel i folkeskolens blomsterbed er det faktum, at der bliver lavet mange helhjertede indsatser i folkeskolen for at gøre tingene anderledes og bedre, som desværre ikke har en udbredt og blivende virkning. Billedet har været præget af fantastiske tiltag, projekter og forsøg, som stritter i mange forskellige retninger, og som primært er båret af ildsjæle, der ender med at brænde ud, når deres arbejdet ikke understøttes, systematiseres og udbredes i større målestok. Ingen kan være tjent med et sådant spild af ildsjæle, energi og gode ideer.
Endelig har vi i skolekredse, af forskellige grunde, haft for lidt fokus på, hvilke kompetencer, de børn, vi har i skolen i dag, har brug for om 10 år, når de forlader folkeskolen. Hvad kræver det at være med til at forme fremtiden og ikke bare blindt følge med udviklingen? Den svenske ledelsescoach, Lasse Zähl, har engang sagt, at fremtiden ikke kommer af sig selv, at der altid er nogen, der skaber den, og at det lige så godt kan være dig. At kunne være med til at skabe fremtiden kræver opbygning af andre og anderledes kompetencer i tillæg til dem, vi traditionelt har udviklet i skolen.
Folkeskolereformens venlige skub
Det brede politiske flertal bag folkeskolereformen giver os derfor ikke bare et venligt skub til, men også en kærkommen mulighed for, at forholde os til, hvordan vi får skabt en folkeskole, som klarer sig bedre og forhåbentlig ender med at bestå på ovenstående fire felter.
Både som ledere og som medarbejdere skal vi sørge for at gribe chancen og være med til at præge denne forandring af folkeskolen. Det er en enestående lejlighed til at gentænke folkeskolen med fokus på udvikling, læring og trivsel – for alle.
Folkeskolereformen giver os mere tid til opgaven. Børnene og de unge skal simpelthen være mere tid sammen med lærere – og pædagoger. Som fagprofessionel må man tro på, at det giver både mere udvikling og læring samt større trivsel for børnene og de unge. Hvis ikke, underkender man jo sin egen faglige visdom og sin faglige professionalitet. Folkeskolereformen giver os desuden større beslutningsrum lokalt ude på den enkelte skole. Vi skal lokalt på skolerne drøfte os frem til, hvilke specifikke områder og hvilke særlige indsatser, der er brug for at fokusere energi og ressourcer på, netop på vores skole, for at løfte opgaven om at skabe en skole, der giver optimale udviklingsmuligheder for alle, hvor alle har fokus på lysten til at lære, hvor vi handler og løfter i tværfaglige fællesskaber, og hvor vi udvikler børn og unge til at kunne håndtere og forme fremtiden. Da vi på den måde skal tænke anderledes og udfordre vores egne mentale mindset, både som pædagoger, lærere - og ledere - vil det være vigtigt at bygge vores viden på noget af al den pædagogiske læringsforskning, der efterhånden er dukket frem. Senest samlet og overskueliggjort af John Hattie. Men vi vil samtidig være i stand til at tiltrække følgeforskning til de nye tiltag eller indsatser, vil har fokus på lige netop på vores skole eller i vores kommune. Forskningen vil gerne. Det er bare om at invitere. Forskning kan vi så bruge til refleksion og kvalificering af vores daglige pædagogiske læringsprocesser og –aktiviteter, både samlet på skolen og i de enkelte team.
Folkeskolereformen er desuden en anledning til at gøre læringen i folkeskolen mere virkelighedsnær. Vi skal åbne skolen og invitere til, at aktører uden for skolen kan træde ind i læringsarenaen sammen med os og som supplement til det, vi kan og gør. Ud over muligheden for at gøre skolen mere motiverende og læringen mere anvendelig gennem opgaver og aktiviteter i virkeligheden, frem for i en som-om-virkelighed, får vi også chancen for at få ekstraordinære kompetencer ind i skoleverdenen. Til gavn for både børn og voksne. Kræfter uden for skolen kan måske hjælpe os med både at arbejde innovativt og at sikre, at børnene og de unge mennesker får kompetencer til at skabe værdi gennem innovation og entreprenørskab. Her skal nemlig trædes nye stier i et nyt og spændende land for de fleste af os på ledelsesposterne.
Folkeskolereformen understreger, at skolen skal tage udgangspunkt i, hvad børn og unge mennesker skal lære, og først bagefter tage stilling til hvilke aktiviteter de skal lave. Eller rettere, hvem, der skal lave hvilke aktiviteter og hvordan, for at opnå netop den læring. Vi skal nemlig have mere fokus på, hvilke metoder, der virker bedst på hvilke børn og unge. Metodefriheden må derfor udskiftes med et metodeansvar.
Ledelserne må gøre noget – og noget andet end vi plejer
Det er blevet sagt utallige gange før, men jeg gør det gerne igen. Folkeskolereformen kræver ledelse. Det kan ikke siges ofte nok. Og man kunne fristes til at sige, at folkeskolereformen kræver forandringsledelse. Kloge folk hævder, at al ledelse er forandringsledelse. Hvis mennesker skal gøre det samme, som de altid har gjort, er der blot brug for administration. Der er først, når vi skal gøre noget andet, end det vi plejer, at vi har behov for ledelse. Så rækker det ikke med vedligeholdelsesadministration.
Men hvis lærere og pædagoger ikke skal lave ”mere af det samme”, men tværtimod ”mere af noget andet”, så gælder det samme for os som ledere. Og for vores forvaltningsledere, i øvrigt. Men hvad skal vi som skoleledelser være opmærksomme på at gøre anderledes – eller i det mindste finjustere, hvis man allerede er godt i gang?
For det første skal vi som ledere have fokus på resultatet af al den energi og alle de gode kræfter, der bruges i folkeskolen. Hvad er effekten af al det arbejde lærere og pædagoger lægger i det pædagogiske udviklings- og læringsarbejde hver dag? Alt er ikke lige godt eller lige gyldigt. Processerne og metoderne er kun interessante på baggrund af den effekt, de skaber for de børn og unge, som det hele handler om. Der vil være flere veje og flere metoder til at opnå den samme effekt, og ikke alle børn og unge skal nødvendigvis gå den samme vej eller bruge den samme metode. Det skal vi have fokus på som ledere. Vi skal lytte til vores medarbejderes faglige visdom. Og vi skal konstant drøfte faglig visdom, metoder og effekt med vores pædagoger og lærere.
For det andet skal vi kunne lede team og optimere det arbejde og de fordele, der er i teamarbejdet. Vi skal være med til at sikre en effekt og et udbytte både for de lærere og pædagoger, som er i teamet og for de børn og unge, som skal have glæde af de pædagogiske teams arbejde. Vi skal som ledere sammensætte, understøtte og udvikle teamene. Vi skal sætte mål sammen med teamene, og vi skal give feedback, både til den enkelte og til teamet. Det kræver nye ledelseskompetencer for mange af os.
For det tredje skal vi have modet til at lede denne forandring, hvilket med Dorthe Staunæs’ ord er noget af en følsom metier. Vi skal være dristige, uden at være dumdristige. Og endelig skal vi turde tage ansvaret på os som ledere. Det er et ledelsesansvar, at vi lykkes med denne forandring. At vi får skabt mere udvikling og læring for alle børn og unge. Og at børnene og de unge mennesker bliver i stand til at leve i og forme fremtiden. Vi skal gøre det sammen med dygtige pædagoger og lærere, sammen med forældrene og sammen med børnene og de unge. Men ansvaret kan vi ikke smide over på dem. Det er i sidste ende vores. Det er et forandringsledelsesansvar, som vi må turde tage på os.
Stafetten går til Anne Skare Nielsen
Jeg vil gerne give folkeskolestafetten videre til forfatter og fremtidsforsker Anne Skare Nielsen og spørge hende: Hvad oplever du som de vigtigste kompetencer, vi som skole kan give børnene og de unge, så de bliver i stand til både at navigere i og være medskabere af fremtiden?
