Der findes spørgsmål, som det er en fornøjelse at besvare. Et sådant spørgsmål har jeg fået af Ida Wintzel Winther, som i sit blogindlæg har sendt stafetten videre til mig med følgende spørgsmål: ”Hvorvidt forvirringen og uklarheden omkring folkeskolereformen er den reelle udfordring og hvilke signaler reformen sender til elever og lærere?"
Det er korte svar er ja. Reformen sender på mange måder modsatrettede signaler til elever og lærere. Og det skyldes både den måde reformen er blevet til på og den måde, som reformen netop nu er ved at blive gennemført på alle landets skoler. Det redegør jeg for i bogen ”Den store løgn om uddannelse”, som netop er udgivet på Gyldendal. Men her vil jeg forsøge at give et kort svar.
Modsætningerne ses i dagligdagen
Først er det vigtigt at sige, at signalforvirringen om uddannelse i Danmark ikke er startet med skolereformen. Tværtimod. Når det gælder børns skolegang og unges uddannelse, har vi i Danmark i årevis modsagt os selv. Forstået på den måde, at vi siger ét og gør noget andet.
Det gælder helt konkret i skolernes dagligdag. Det gælder forældre, der siger, at skolen er vigtig, men alligevel hiver deres børn ud af skolen, hvis de kan få en billigere skiferie. Det kan også være lærere, der siger, at de gerne vil være sammen med børnene, men skynder sig ind på lærerværelset i hvert frikvarter. Eller skoleledere, som holder højstemte taler om faglighed, men aflyser timer og lader elever uddanne sig selv og hinanden i nærmeste storcenter.
Eksemplerne ovenfor omfatter ikke alle de voksne, som omgiver børnene på deres vej fra børnehave til uddannelse. Heldigvis. Men det forekommer alt for ofte, og hver gang det sker, sender det et sørgeligt signal til børn og unge. De oplever på første parket voksne, der hævder at tage uddannelse alvorligt og i praksis gør det stik modsatte. Vi driver skole og uddannelse på de voksnes præmisser. Ikke på elevernes eller de studerendes. På den måde svigter vi den samfundsopgave, det er at ruste næste generation til at komme godt gennem livet.
Sparetider udfordrer kommunerne
Det er i det landskab af signalforvirring, at skolereformen er blevet til. For også på det politiske niveau skriger selvmodsigelserne til himlen. Kommuner siger, at de prioriterer skole og undervisning. De økonomiske nøgletal viser noget andet. Nogle af pengene kommer ind, fordi små skoler bliver slået sammen til større. Men der er først og fremmest tale om, at sparekniven lyner landet over. Mange kommuner har svært ved at leve op til den laveste fællesnævner for timetal, som loven fastsætter.
For slet ikke at tale om det vejledende timetal, som mange kommuner stadig halter bagefter. Det får den højstemte tale om længere skoledage og helhedsskole til at klinge lidt hult. Og det gør det svært at tro på de mange løfter i skolereformen. De politiske intentioner kan være gode nok, men hvis de ikke bliver fulgt op og ført ud i praksis, skader de mere, end de gavner.
Det er præcis det, vi ser for øjeblikket. Mange elever oplever ikke i deres dagligdag, at de og deres undervisning bliver taget alvorligt på skolerne og i hjemmene. Dermed bliver der en kløft fra skolereformens løfter om helhed, bevægelse og variation i skoledagen til en hverdag, hvor helheden i praksis opleves som en mere atomiseret skoledag, hvor bevægelse bliver til en tur i langsom gang rundt om skolen, og variationen er, i hvilken del af skoledagen logistikken kokser, og eleverne skal udsættes for en pædagogisk nødløsning.
Skolereformen risikerer at skade
Nogle steder vil skolereformen komme tæt på det idealbillede, som politikerne bag reformen tegner. Men andre steder risikerer reformen at gøre ondt værre. Det skyldes, at en væsentlig del af den længere skoledag sker ved at lave understøttende undervisning. Det begreb er så løst formuleret og så uklart, at det bliver op til skolerne selv at give det indhold. Dertil kommer, at tiden til den understøttende undervisning skal findes ved, at pædagogerne fra fritidstilbuddet skal arbejde på skolen, og at lærerne skal undervise en større del af deres ugentlige arbejdstid.
Reformen stiller store krav til ledelse, og til at undervisningen faktisk gennemføres som planlagt. Som det kendes fra mange skoler i dag går det langtfra altid som planlagt – og jo løsere dagen og undervisningen er organiseret, jo større risiko er der for de misforståelser, lappeløsninger og feberredninger, som skoleelever allerede i dag kender alt for godt.
Det næste spørgsmål er så, hvordan skolereformens nyskabelser præsenteres for eleverne. Kan lærerne og pædagogerne ikke klart og præcist forklare eleverne, hvad lektiecafeer, understøttende undervisning og bevægelse i undervisning skal gøre godt for, og hvad eleverne skal lære, risikerer det at blive spild af elevernes tid. Og det er der, som beskrevet nærmere i bogen, nok af i skolen.
Min påstand er i bogen er, at der er gode ord og reelle hensigter nok. Måske endda for mange. Skal skole og uddannelse blive bedre i Danmark, skal vi tage konsekvensen af det, vi ved, og det, vi siger. Bogen er en opfordring til forældre, lærere, ledere, politikere, administratorer til at se sig i spejlet og hver især spørge, om vi lader handling følge ord. Eller om vi siger et og gør noget andet. Og dermed svigter de børn og unge, der indretter deres arbejdsindsats, så den afspejler den manglende konsekvens, vi praktiserer i forhold til deres skolegang og uddannelse.
Jeg vil gerne sende stafetten videre til Andreas Rasch-Christensen fra Via University og spørge, hvordan han oplever skolereformens lektiecafeer er kommet fra start og hvilke perspektiver, der er for dem efter et valg.
