Den aktuelle folkeskolereform er hyppigt omdrejningspunkt for debat. Ikke mindst de såkaldte lektiecafeer har skilt vandene. Med udsigten til at de snart bliver obligatoriske, har uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i sit eget indlæg stillet mig over for en interessant opgave. Jeg skal forsøge at beskrive, hvordan cafeerne er kommet fra start, og hvilke perspektiver der er for dem efter et valg.
Grund nummer 1: Sammenhæng mellem lektier og indlæring?
Først må det være relevant at spørge, om eleverne i virkeligheden lærer noget af at lave lektier? For mange er spørgsmålet måske lidt kunstigt. Formodentlig kan det også provokere. Lektier er virkelig noget, der kan udfordre de fleste familier. Børn og unge gider det ikke, og forældrene er efter en lang arbejdsdag tilbøjelige til at give dem ret.
Derfor har de private lektiehjælpsudbydere oplevet et sandt efterspørgselsboom gennem de seneste år. Forældrene vil hellere end gerne betale sig fra at slippe for opgaven, og de private udbydere forekommer også at være bedre end de nyoprettede cafeer, hvor en lærer eller pædagog skal hjælpe rigtig mange elever med deres forskellige fag.
Så hvorfor nu spørge undersøgende til et område, der har udfordret mange familiers private og økonomiske frirum? Nogle internationale undersøgelser belyser forholdet mellem lektier og elevers læring, og der er langt fra tale om 1-1-forhold.
Grund nummer 2: Mindre tid på lektielæsning
Først lidt nøgne tal. Danske elever i de ældste klasser brugte inden reformen gennemsnitsligt ca. 5 timer om ugen på lektielæsning. PISA-undersøgelser viser, at danske elever brugte ca. 1 time mindre om ugen på lektier i 2012 end i 2003.
Tallene peger altså generelt på, at timeforbruget på lektier fylder mindre, og det er langt fra kun et dansk fænomen. I Finland og Korea bruger eleverne (endnu) mindre tid på lektielæsning end i Danmark.
Tidsforbruget er i sig selv ikke det mest interessante. Det forholder sig ikke sådan, at jo flere lektier, jo mere læring. En aktuel spansk undersøgelse viser, at den ideelle ramme for lektielæsning er omkring en 1 time om dagen.
2 timer giver ikke dobbelt så meget læring, og det er bedst, hvis elever klarer lektielæsningen selv uden hjælp fra mor og far. Undersøgelsen bygger på et stort datamateriale på over 7000 elever, men der er en række forbehold.
Grund nummer 3: Differentiering er afgørende
Elevernes læringsudbytte ses i undersøgelsen kun i forhold til standardiserede test i naturfag og matematik, og det er kun de ældste grundskoleelever og gymnasieelever, der er omfattet af undersøgelsen. I forhold til danske gymnasieelevers lektielæsning har ph.d. Flemming B. Olsen leveret en række dybdegående studier.
Men den spanske undersøgelse peger på en helt simpel pointe. Flere lektier giver ikke i sig selv mere læring. Ligesom flere timer i skolen heller ikke gør det. Det afhænger af indholdet og de pædagogiske og didaktiske rammer. Lektier skal omhandle stof, der er gennemgået, men de skal samtidig udfordre eleverne. Og vigtigst af alt så skal eleverne have tilbagemeldinger på deres arbejde fra en kvalificeret professionel lærer.
Elever har forskellige forudsætninger, og de lærer forskelligt. De gør alle voksne i øvrigt også. Det skal ideelt set afspejles i lektierne. Så selvom lektier tager afsæt i gennemgået stof, så skal de være forskellige i forhold til elevgrupperne.
Grund nummer 4: Feedback fra kvalificerede lærere er afgørende
Eleverne skal udfordres i forhold til deres forskellige læreprocesser. Den moderne betegnelse for dialog mellem lærer og elev kaldes feedback, og den er betydningsfuld for elevers læringsudbytte. Også når det drejer sig om lektier. De skal altså ikke bare laves. De skal også være genstand for en fremadrettet dialog om, hvad eleverne skal arbejde videre med. Det kræver tid og professionelle lærerkræfter.
Hvad siger det så om de cafeer, der snart bliver obligatoriske? Det peger i hvert fald på, at der skal være et tæt samspil mellem lektierne og det, der ellers sker i løbet af dagen.
Eleverne skal opleve, at deres lektier tager afsæt i noget af det, som de har været igennem, men samtidig ikke bare er mere af det samme. Ligeledes skal eleverne have feedback fra en kvalificeret voksen, og det er svært, hvis kun en lærer eller pædagog skal hjælpe 50 elever.
Grund nummer 5: Lektiecafe er en ramme for læring
Så er der selve betegnelsen, der også volder problemer. Lektiehjælpscafeer signalerer umiddelbart hjælp til de forældre, der ikke kan understøtte deres børns lektielæsning. Derfor har man fx i Norge målrettet tilbuddet til det, der kaldes ressourcesvage elever. Sådanne tilbud har mange danske skoler og biblioteker egentlig altid haft. Specielt skolernes tilbud har bare aldrig været ret velbesøgte.
I lande med heldagsskoler indgår lektielæsning som en integreret del af selve skoledagen. Eleverne laver ikke lektier derhjemme, og mange forældre er begejstret for den model. Her giver lektier som begreb egentlig ikke mening.
I Tyskland, Schweiz og Holland er dele af skoledagen orienteret om de enkelte elevers opgaveløsninger. I forhold til den danske skolereform minder det sidste mest om faglig fordybelse, hvor ressourcestærke og ressourcesvage stilles differentierede opgaver, som de løser under vejledning og med feedback fra professionelle voksne. Så alle elever rent faktisk lærer noget af at lave lektier, men det kræver en yderligere indsats, når/hvis cafeerne bliver obligatoriske. Vel vidende at der er et betragteligt antal skoler, der tilbyder gode lektiecafeer, så skal området generelt set understøttes bedre. Cafeerne skal varetages af flere professionelle hænder, der er i tæt samarbejde med deres kolleger. Lektierne skal også være så differentierede, at de udfordrer alle elever.
Hvis skoledagen er længere, så skal eleverne ikke lave en masse lektier derhjemme, men de skal fortælle forældrene, hvad de har lavet og lært i skolen. Lektier har altid tjent det formål, at forældrene har fået indsigt i, hvad eleverne beskæftiger sig med i løbet af skoledagen. Den indsigt skal de fortsat have. Det vil i sig selv understøtte elevernes læring og udvikling, hvis de skal fortælle forældrene om, hvad de har lært.
Hvis de rammer ikke imødekommes, så vil det måske være bedst, at målrette lektiehjælpen, som man gør i Norge. Men lektier i og uden for skolen kan altså understøtte alle elevers læring, hvis de ledsages af de rette didaktiske og pædagogiske valg og hænder.
Stafetten giver jeg videre til centerleder Thomas Illum Hansen, med spørgsmålet om, hvordan digitale læringsmiljøer kan udvikle elevers læring?
