Tak for stafetten til Adjunkt Anja Hvidtfeldt Stanek for spørgsmålet om, hvordan skolereformen ser ud i børnehøjde.
Formand for KL's Børne- og Kulturudvalg Anna Mee Allerslev skriver d. 12/11-14 i sit blogindlæg, at ”eleverne er med den nye folkeskolereform i centrum, og i dialog med eleverne bliver der sat mål for den enkeltes læring. Når jeg besøger skoler rundt om i landet, er både skolelederne, lærerne, pædagogerne, forældrene og ikke mindst eleverne klar til at gå nye veje”.
På det tidspunkt, hvor Allerslev har været rundt på besøg, har reformen været i gang i fire måneder. Tænk at den allerede virker! Tænk at eleverne allerede er ”klar til at gå nye veje”. Jeg er helt med på, at man fra politisk side ønsker at fremme noget med en reform. Men har hun ret i, at eleverne er med på reformen og klar til at gå nye veje? Forstår de den? Og er der kommet dialog med eleverne?
Hvordan ser det ud hvis man spørger eleverne?
Som børneforsker lyder det besnærende, og jeg får lyst til at undersøge det lidt nærmere ved bl.a. at spørge til, hvordan ’en skolereform’ kan forstås, mærkes, ses og høres af og hos dem det hele drejer sig om: Eleverne. Jeg går derfor på opdagelse i, hvordan børn oplever skolereformen – uagtet skolens (ledelsens, KL og lærernes) intentioner. Altså, hvordan forstås reformen? Har eleverne hørt om den? Mærket den? Hvad går den går ud på? Hvad er understøttende undervisning, faglig fordybelse og bevægelse for noget?
Denne undersøgelse startede i midten af november 2014 og fortsatte frem til midten af januar 2015 (da skolereformen har været i gang i ca. ½ år). Pt. er jeg ved at færdiggøre en lille film på baggrund af dette materiale. Jeg har besøgt fire umiddelbart almindelige skoler rundt om i landet. De er almindelige, fordi de ikke har været specielt fremhævet i debatten, men driver skole og implementerer reformen, som skoler nu gør rundt om i landet.
Jeg har observeret, interviewet og filmet. I Espergærde (Nordsjælland) har jeg fulgt et søskendepar, der går i 4. klasse, fra de slog øjnene op om morgenen, og jeg var med dem i skole, på Klub og hjem igen – og forlod dem først ved sengetid.
Jeg har besøgt en anden 4. klasse i Ishøj (syd for København), været med i en skoledag i en 5. klasse i Herlev (vest for København), og i en 8. klasse i Them (Midtjylland). Desuden har jeg interviewet en håndfuld elever fra tre andre skoler hjemme hos dem selv. I alt indgår der ca. 80 elever fra 4.-8. klassetrin.
Stor vilje til at forstå
Det, som slår mig, er elevernes vilje til og forsøg på, at forstå, hvad skolereformen er for noget (måske er det det, Allerslev mener, når hun skriver, at eleverne er ”klar til at gå nye veje”). Men trods det synes eleverne ikke at vide – endsige forstå - hvad der sker, og hvad de forskellige nye tiltag egentlig er for noget: Faglig fordybelse bliver til lektiecafé, understøttende undervisning (USU) bliver til lektielæsning og fritimer, pædagogerne bliver til hjælpelærere, bevægelseselementet bliver til idræt, lektielæsning eller flere matematikstykker - eller helt aflyses.
Nogen af dem siger med klar og tydelig røst, at understøttende undervisning er ’bevægelse’, hvorefter de kigger på hinanden, og siger ”Njaaa, det er da idræt, eller hva?”. En anden siger: ”Understøttende undervisning. Det er godt! Eller…. det var godt lige indtil vores pædagog fandt ud af, at USU er til at lave lektier i”, hvorefter hans kammerat korrigerer ham og siger, at det er det da ikke, hvorefter de alligevel ikke ved, hvad det er.
Men de mærker, at de skal lave lektier mange gange om dagen, både i USU, i bevægelsestimerne og derhjemme. De siger alle, at dagen er blevet længere. Et par stykker siger, at de glade for reformen, og at de i forvejen var glade for at gå i skole, og nu har de endnu mere tid til at være sammen med deres kammerater, og at lektiecaféen passer dem godt, for der kan de nå det hele. Hvorefter de siger, at der jo egentlig ikke har været den store ændring siden reformen kom.
Andre siger, at de lange dage gør dem trætte, at lektiecaféen ikke fungerer, og at alle lærerne tror, at de kan nå alle deres lektier her, hvilket ikke er muligt, og så er der bare endnu flere lektier end før, og det er sjældent, der er voksne, der kan hjælpe. Så længere dage i skolen og flere lektier. Mange taler om, at den længere skoledag ikke kan kombineres med sport og andre fritidsaktiviteter, især der hvor der er lang transporttid. Forvirringen er total.
Dialog med eleverne?
Jeg har også interviewet formanden for Danske Skoleelever Miranda Wernay Dagsson. Hendes organisation er en aktiv politisk medspiller, og her ser de positivt på mange af idéerne bag reformen.
Reformen er bl.a. en åbenlys mulighed for elevinddragelse, hvilket man burde udnytte, da elevernes engagement i deres skole har vært stor. Både KL (Allerslev) og Danske Skoleelever (Dagsson) taler om elevinddragelse, medbestemmelse og dialog, hvilket jo er i overensstemmelse med Folkeskoleloven. Når jeg så spørger eleverne, om de oplever, at de er blevet inddraget, hørt og har været i dialog, så ser det ikke helt så overbevisende ud: ”Du er den første, der spørger”, ”Hørt på os…? - nej da!”, ”Jo, der var vist nogen i elevrådet sidste år, der blev spurgt, men det hørte vi ikke noget om”, ”Kun at vi har fået flere luftere, da vi bad om det”.
Skoleleder Andreas Elkjær siger i et interview jeg lavede med ham: ”Vi er ikke gode til at inddrage eleverne. Det er bagsiden af al denne fokus på test og Pisa, at vi ikke bruger nok tid på elevinddragelsen /…/ Der er guld i at spørge børnene… men vi har ikke prioriteret det”.
Elkjær ønsker det anderledes.
Der er ingen i mit materiale, der oplever at være medinddraget eller at have været i dialog. Nogen af dem ville gerne høres, hvis det ville få en betydning. Andre er utilfredse over, at ingen har ulejliget sig med at inddrage dem. Andre igen ser på mig, som om jeg er faldet ned fra månen med mit spørgsmål, og at det med at blive hørt og inddraget slet ikke er noget, som de har overvejet i et sekund. Tankevækkende i en folkeskole hvor opdragelse til demokrati har været og fortsat er centralt i formålsparagrafferne.
Rod på alle hylder
Det handler ikke om, at jeg har talt med børn i alderen 10-14 år gamle, som er for små til at overskue det. Det virker ikke som om, at eleverne har modstand på ’nye tider’. Men efter disse ugers rundrejse og mange timers klippearbejde, hvor man virkelig får nærstuderet og hørt, hvad eleverne siger, så er den totale forvirring det, som står tilbage. Det er simpelthen ikke tydeligt hvad faglig fordybelse og understøttende undervisning (USU) er.
Eleverne ved, at de er blevet lovet mere bevægelse, men ’puf’ så forsvandt den. De mærker længere dage, oplever flere lektier. Nogle er trætte og sultne, andre trives med det. Børn vil altid opleve deres hverdag forskelligt. Men set i børnehøjde på denne opdagelsesrejse, så synes der at være fuldstændig rod på alle hylder.
Oplagt er det at sige, at elevernes forvirring skyldes lærerne, der ikke gør deres arbejde ordentligt. Men det virker ikke sådan. Rundt om på skolerne arbejder lærerne for at få de nye strukturer implementeret.
Mest af alt synes forvirringen at gå på, at reformen kun kradser i den strukturelle overflade. De umiddelbart nye tiltag overlapper og blandes ind i de gamle, og meget lidt - ud over en længere skoledag – står frem. Måske ville mange lærere nok udtrykke en lignende forvirring, hvis de blev spurgt og inddraget.
Filmen ”Vi får lige en lufter” - skolereformen i børnehøjde, kan meget snart ses på min hjemmeside på Århus Universitet.
Stafetten giver jeg videre til Jacob Fuglsang, forfatteren bag den nye bog Den store løgn om uddannelse med spørgsmålet, hvorvidt forvirringen og uklarheden omkring folkeskolereformen er den reelle udfordring og hvilke signaler reformen sender til elever og lærere?
