Af Terkel Andersen, sekretariatschef i Frivilligrådet
Forleden slog det mig, hvor meget man kan savne at høre Hanne Reintofts og Tine Brylds stemmer i radioen. Med deres brevkasseprogrammer var de med til at vise, hvor megen stolthed og dyb faglighed, der ligger i den danske socialrådgivertradition. Evnen til at lytte respektfuldt og stille sig ved siden af de udfordringer, som mennesker åbner sig omkring, hjælpe folk videre ved at stille de rigtige spørgsmål eller, hos Hanne Reintoft, med grundig og saglig gennemgang af de støttemuligheder, der ligger i den danske sociallovgivning. Ofte mennesker, der var kommet i klemme og ikke havde fået den vejledning de havde behov for i det kommunale system. På den måde var brevkasseprogrammerne en kritisk stemme, men også et vidnesbyrd om lovgivers hensigt i udformningen af vores velfærdssamfund.
Mødrehjælpens eksempel
Casper Holst Mayo Nielsen genfortæller i sin stafet Danmarks DNA er frivilligt og folkeligt historien om de dynamikker, der har skabt og hele tiden genskaber vores velfærd. Jeg kom til at tænke på Hanne Reintoft og Tine Bryld, fordi jeg samme dag, jeg læste den, sad med en fremragende ny bog om Moderskab og mødrehjælp skrevet af Pia Fris Laneth i anledning af Mødrehjælpens 100 års jubilæum. Bogen er et flot researchet og velskrevet bidrag til dansk velfærdshistorie suppleret med fængslende portrætter af otte unge kvinder, der med vidt forskellige baggrunde har haft brug for Mødrehjælpens bistand for at komme ud af fastlåste situationer – stuckness.
En vigtig del af fortællingen om Mødrehjælpen handler om den måde, organisationen har været med til at flytte holdninger i samfundet i intimt med- og modspil til en offentlig sektor, som organisationen også har været med til at forme. Holdninger er blevet flyttet fra fordømmelse og udstødelse af kvinder, der var ”kommet i ulykke” til omfavnelse af en indsats, der efterhånden kunne rumme både rådgivning, støtte til uddannelse, ordentlige boligforhold for mor og barn, en gradvis udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse og seksualoplysning. Det hører med til historien, at Mødrehjælpens mangeårige direktør Vera Skalts også var initiativtager og første leder af Den Sociale Højskole i København.
Opslugt af velfærdsstaten
Jeff Mulgan beskrev på et tidspunkt da han var direktør for Young Foundation de frivillige organisationer og bevægelsers styrke som det, at sætte ny retning. Ofte er det dér man i krydspunkter mellem aktører får udkrystalliseret en ny forståelse af samfundsmæssige udfordringer og definerer nye mål og nye veje. For den gamle Mødrehjælp lykkedes det så godt, at organisationen allerede i 1939 blev en del af det offentlige forsorgssystem. Dødeligheden blandt børn af enlige mødre faldt markant. I en mangeårig periode blev Mødrehjælpen også en del af myndighedsopgaven i afgørelser om, hvilke kvinder, der kunne bevilges abort. Denne del af opgaveporteføljen, som skulle forvaltes restriktivt, beskriver Pia Fris Laneth som årsagen til, at Mødrehjælpen kunne nedlægges uden stor folkelig modstand uagtet omfanget af den indsats, organisationen fortsat løftede på mange andre områder.
Hanne Reintoft og Tine Bryld var med på rejsen, både i nogle år inden Mødrehjælpen blev opslugt af velfærdsstaten med bistandsloven i 1976 og da organisationen genopstod blot syv år senere som Mødrehjælpen af 1983 med Hanne Reintoft som første direktør. Allerede da stod det klart, at et enstrenget udelukkende offentligt baseret system ikke kunne levere svaret alene. Krisetid og systemets selvovervurdering var allerede endt ud i en tilstand af ”stuckness”. Hanne Reintoft illustrerede det på denne måde: ”To procent får uddannelseshjælp! På Egmontgården, kollegiet bag den gamle Mødrehjælps bygning, som nu er overtaget af Københavns Kommune, er 17 procent af beboerne, som er unge enlige mødre, i gang med en uddannelse. I 1975, lige før Mødrehjælpen lukkede, var det 58 procent. Jeg har besøgt Egmontgården, og jeg følte mig hensat til 1950’erne, (…) der var en kvælende fornemmelse ikke ”bare” den nye fattigdoms symptomer, men af den gode gamle sorte fattigdom, puttet pænt væk.”
Roger Spear, der er gæsteprofessor ved Center for Socialt Entreprenørskab ved RUC, har påvist, at de frivillige foreninger i UK har nedtonet deres fortalerrolle betydeligt i takt med at de er indgået i et stadig mere kontraktuelt samspil med det offentlige som velfærdsleverandører. Mødrehjælpen af 1983 er i dag en lige så nødvendig og samtidig lige så innovativ organisation som den gamle Mødrehjælp - i et initiativ som ”Familiens Hus” i frugtbart samarbejde med Høje Taastrup og Esbjerg Kommune. Men krisen trækker i dag omtrent lige så lange spor blandt de svageste unge som tilbage i startfirserne. Det rejser spørgsmålet, om erkendelsen af ”at være stuck” er så klar i kommunerne, at Mødrehjælpen kan balancere mellem roller som samarbejdspart og samtidig fortsætte med at være de unge enlige mødres sociale stemme og ubetingede støtte.
Stafetten går til Mads Roke Clausen
Derfor gives stafetten videre til Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen og medlem af Frivilligrådet, som samtidig kan kippe med flaget for sin forgænger Hanne Reintoft, der fylder rundt den 3. marts.
