Jeg fik denne stafet fra sekretariatschef i Frivilligrådet, Terkel Andersen, som spurgte mig, om det er muligt at være ”samarbejdspart for det offentlige og samtidig være de unge enlige mødres sociale stemme og ubetingede støtte?”
Mit svar er ”ja” – under visse forudsætninger, som jeg vil beskrive nedenfor. Det er mit udgangspunkt, at socialhumanitære organisationer - som f.eks. Mødrehjælpen - har en forpligtigelse til både at hjælpe konkret og samtidig være den kritiske og saglige vagthund på vegne af deres målgrupper.
Lad mig forklare hvorfor: Når jeg er i udlandet, fortæller jeg ofte stolt om den danske velfærdsmodel. I Danmark kan man gratis tage en uddannelse, hvis man har flid og evner. Hvis man bliver syg, kan man komme gratis på hospitalet. Valgdeltagelsen er høj, og korruption i den offentlige sektor er stort set ikkeeksisterende. Det er resultater, vi skal være stolte over, og som er værd at kæmpe for.
Men historien slutter desværre ikke her. Hvis vi stiller skarpt på de sårbare unge mødres levevilkår og livschancer, så er billedet mindre smukt. Under en tredjedel af de helt unge mødre har en uddannelse, når de fylder 26 år - mod 75 % af de ældre mødre. Ligeledes er beskæftigelsesprocenten blandt de helt unge enlige mødre 20 procentpoint lavere end dem, der først fik børn senere. Og det udligner sig ikke over tid. Unge sårbare mødres børn har derudover fire gange så stor risiko for at blive anbragt uden for hjemmet, og deres forbrug af antidepressive lægemidler er markant højere end hos andre børn.
Der er flere årsager til disse forstemmende resultater. For det første ved vi stadigvæk for lidt om effekterne af forskellige hjælpeindsatser. For det andet er en del kommuners hjælpeindsats stadig siloopdelt, hvilket betyder, at den enkelte sårbare mor kan have adskillige sagsbehandlere. For det tredje skal vi huske, at socialarbejdere i det offentlige har en dobbeltrolle: De er både rådgivere og myndighedsudøvere. Mange sårbare mødre er derfor bange for, at det, de fortæller kommunen, kan blive brugt imod dem. Det er svært at hjælpe et menneske, som ikke tør fortælle, hvordan hun har det.
I Mødrehjælpen er vi eksperter i at hjælpe unge mødre i gang med en uddannelse eller i job. Og vores resultater er signifikant bedre, end hvad der generelt opnås inden for den offentlige sektor. Derfor har vi i mine øjne en etisk forpligtigelse til at sprede vores indsatser og udfordre de traditionelle kommunale arbejdsmetoder – begge dele for at hjælpe flere.
Medproducent af velfærdsydelser?
For netop at sprede vores indsatser, har vi de seneste år indgået partnerskaber med en række kommuner. Og her kommer Terkel Andersens dilemma for alvor ind i billedet. For spørgsmålet er, hvordan man kan bevare sin uafhængighed og integritet som fortaler, hvis man i stigende grad fungerer som medproducent af velfærdsydelser betalt af kommunerne.
I Mødrehjælpen har vi gjort to ting. For det første har vi opstillet seks principper, som alle skal være opfyldte, før en partnerskabsaftale kan indgås. For det andet sørger vi for at have en stærk og uafhængig økonomi. Den vender jeg tilbage til senere.
De seks principper for partnerskaber skal sikre, at der ikke opstår forvirring og uklarhed omkring Mødrehjælpens rolle – hverken hos dem, vi samarbejder med, eller de familier, vi hjælper. De seks principper lyder således:
Indsatsen skal være helhedsorienteret. Den unge mor kommer aldrig til at gennemføre en uddannelse, hvis hun ikke samtidig kan håndtere det at være forælder på en god måde. Hun skal have orden i privatøkonomien, et rimeligt sted at bo og et godt forhold til barnets far – alenemor eller ej. Liden tue kan vælte stort læs. En hjælp, som ikke tager højde for alle parametrene, virker ikke.
Hjælpen til den unge mor må ikke være stigmatiserende. Stigma afholder mange fra at opsøge hjælp, selvom de har brug for den.
Rådgivningen skal være adskilt fra myndighedsopgaver. Den sårbare mor skal turde fortælle, hvordan hun reelt har det i stedet for at give den forklaring, som hun tror, at myndighederne vil høre. Ellers lærer hun ikke noget, og vi risikerer at blive administratorer af problemer, frem for problemløsere. Mødrehjælpen har naturligvis en skærpet underretningspligt, hvis vi f.eks. får kendskab til omsorgssvigt, og her har vi gode erfaringer med at indberette i samarbejde med den enkelte mor.
I vores partnerskaber skal civilsamfundet altid inddrages f.eks. i form af frivillige, som udgør en uudnyttet ressource i samfundet. Det dybere sigte handler om at opbygge mere social kapital i de nærområder, hvor vi går ind, og at skabe mere tryghed og social bæredygtighed i nærområderne. Samtidig har frivillige jo en anderledes måde at arbejde på. De går ikke hjem til overenskomsttid kl. 16.00 – men udviser venskab og forståelse.
Rådgivningen skal tage afsæt i tidligere resultater, og vi skal måle effekterne af den. På den måde ved vi, hvilke tiltag der virker, og hvad der ikke virker. Kunsten er her at sætte fokus på læring for både brugere og organisationer og mindre på kontrol og bureaukrati. Dette stræber vi efter i alle vore partnerskaber.
Endelig er det en forudsætning, at Mødrehjælpen er en ligeværdig del af ledelsen af partnerskabet. Dette kan ske via bestyrelsesposter, eller ved at vi varetager den daglige ledelse af partnerskabet.
Ud over de seks principper er det afgørende, at Mødrehjælpen grundlæggende har en stærk og uafhængig økonomi. Vi må aldrig være mere afhængige af én finansieringskilde, end at vi har råd til at sige nej til pengene. Dette kan lyde som en luftig hensigtserklæring – men realiteten er, at vi hvert år siger pænt nej tak til adskillige projekter, fordi de ikke lever op til vores principper.
Med de seks partnerskabsprincipper og en uafhængig økonomi har vi rammerne for, at kommuner og socialhumanitære organisationer kan mødes som ligeværdige partnere i en indsats og samtidig udfordre den danske velfærdspolitik. Og lad det være sagt helt klart: Mødrehjælpen vil gerne være med til at løse de velfærdsmæssige problemer, som vi står overfor.
Stafetten går til Ninna Thomsen
Jeg giver stafetten til sundhedsborgmester i Københavns Kommune, Ninna Thomsen, for at høre, hvilke perspektiver hun ser i partnerskaber mellem kommunerne og de socialhumanitære organisationer.
