Lad os dog få mål for integrationen

Regeringen har netop påbegyndt sit længe ventede ’opgør med konventionerne’, idet den har suspenderet kvoteflygtninge til Danmark på ubestemt tid. Kvoteflygtningene regnes blandt verdens svageste, og integrationsminister Inger Støjbergs begrundelse for beslutningen lyder, at der simpelthen ikke er plads til flere. Det må tolkes således, at hun og regeringen har vurderet, at vi ikke har kapaciteten og evnerne til at integrere flere flygtninge og at de, vi i forvejen har, fylder for meget. Denne antagelse, at integrationen i Danmark ikke fungerer, er næsten universelt accepteret i samfundsdebatten.

Når vurderingen af, om integrationen er en succes eller fiasko, netop kun er en antagelse, skyldes det blandt andet, at vi mangler samfundsmæssige mål for integrationsindsatsen. Mangel på mål betyder, at enkelsager – som givet reflekterer reelle lokale problemer – får lov til at dominere debatten, som for eksempler Langkær Gymnasiums opdeling af elever efter etnicitet. Problemet med det er, at enkelthistorierne let skævvrider billedet af integrationen og skaber holdningsmæssige barrierer netop for integrationen.

Praktisk og konkret opgave

Integration er en praktisk og konkret opgave, som tusindvis af kommunalt ansatte beskæftiger sig med hver dag. Vi bruger med andre ord som samfund mange ressourcer på at løse opgaven. Alligevel har vi ingen succeskriterier, der kan bruges til at vurdere, om vi har fremgang eller tilbagegang på området. 

Det er meget vanskeligt at skabe løsninger og fremgang, når vi ikke ved, hvad vi vil opnå. Der mangler ganske enkelt klare, kvantificerbare mål og delmål for integrationsindsatsen, så vi kan drøfte udviklingen og indsatsen på et kvalificeret grundlag. Eller evidensbaseret, for at bruge et af tidens plusord.

Integrationsloven indeholder ganske vist en række mål for integrationsindsatsen. De handler om selvforsørgelse, deltagelse i samfundet og forståelse for danske værdier. Men de er i dag løse hensigtserklæringer. De kan ikke bruges til at give os et retvisende billede af, hvordan det egentligt går med integrationsindsatsen på samfundsplan, og ej heller til at vurdere den relative succes – eller det modsatte – af individuelle integrationsindsatser. Fraværet af kvantificerbare mål overlader debatten til holdninger og udefinérbare og værdiladede begreber, som f.eks. ”sammenhængskraft”.

Mange tal men ingen mål

Ikke at der mangler tal. Integrationsindsatsen evalueres kvantitativt på en række parametre, som for eksempel beskæftigelsesgraden. Men da der ikke er opstillet mål for beskæftigelsesgraden, bliver indvandrere og flygtninges beskæftigelsesgrad typisk blot sammenlignet med etniske danskere.

Det er misvisende.

Det er ikke realistisk, at flygtninge, der ankommer fra krigshærgede lande med lavt uddannelsesniveau og manglende sprogkundskaber, på kort sigt kan matche etniske danskere i beskæftigelse. Vi har heller ikke den slags forventninger til socialt udsatte grupper i Danmark, som f.eks. anbragte børn. Her er et anvendt mål for succes en uddannelsesgrad på 50 pct., altså markant lavere, end landsgennemsnittet. 

Vi kan diskutere, om et sådant mål for socialt udsatte børn og unge er ambitiøst nok, men bag målet ligger en erkendelse af, at vi ikke kan forvente det samme af alle. Den erkendelse og måldifferentiering er i dag fraværende, når vi taler om flygtninge.

Således bliver narrativet overladt til anekdoter og enkeltsager, hvor omdrejningspunktet bliver værdipolitik, frem for data og viden. Vi risikerer med andre ord at lovgive med afsæt i følelser og enkelttilfælde, fremfor de erfaringer, vi rent faktisk har på området. For vi har viden. Mandag Morgen, Tuborgfondet og Frivilligrådet afholdt for nylig konferencen “Godt for Danmark: Fælles løsninger til god integration”, hvor 100 forskellige integrationsløsninger fra hele landet blev præsenteret. Danmarks Statistik og en række andenaktører indsamler hvert år data og udgiver omfattende rapporter på området. Den viden bliver i dag i utilstrækkelig grad inddraget i debatten.

Men hvad viser data så? 

Der er ingen tvivl om, at der er udfordringer med integrationen. Færre indvandrere er i job, end etniske danskere, og flere modtager offentlige ydelser. Men at kalde integrationen fejlslagen på det grundlag er ikke sagligt. For det første er der ikke enighed om, hvornår integrationsindsatsen kan betegnes som en succes eller fiasko, fordi der som nævnt mangler mål. For det andet bygger sådanne tal på et øjebliksbillede, som ikke viser, om vi bevæger os tættere på et mål – eller en løsning – eller ej.

Udviklingen er overbevisende

Fra 1995 til 2007 steg beskæftigelsesindekset for mandlige ikke-vestlige indvandrere i forhold til etniske danskere fra 48% til 74% ifølge Danmarks Statistik, og tallet har siden finanskrisen ligget næsten stabilt.

Samtidig forbedrer indvandrerne deres dansk. I 2000 var det kun ca. hver anden indvandrer og efterkommer, der havde gode danskkundskaber - i 2011 var det tre ud af fire. Efterkommere af indvandrere har omkring lige så gode uddannelsesmuligheder som danske unge, da antallet af 20-24-årige ifølge DA, der er i gang med en videregående uddannelse, er næsten de samme.

Læg hertil, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere i højere grad er iværksættere end etniske danskere. Mellem 2007 og 2011 blev 30% flere indvandrere således iværksættere ifølge Danmarks Statistik – hvilket typisk betyder, at de er selvforsørgende og skaber beskæftigelse for andre – mens  antallet af danske iværksættere faldt med 20%.

Hvad angår begrebet ”sammenhængskraft”, er det en diffus og dermed vanskelig størrelse at måle. Et hyppigt argument er, at indvandrere og flygtninge er ”velfærdsturister”, der kun kommer til Danmark for at modtage velfærdsydelser og dermed ligger til byrde for danskerne. I en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed er 82% af ikke-vestlige indvandrere “helt enige” i, at man har pligt til at arbejde, mens 79% af danskerne mener det samme. 52% af ikke-vestlige indvandrere er yderligere “helt enige” i, at det er ydmygende at modtage penge, hvis man ikke har arbejdet for dem, mens det kun gælder for 27% af danskerne.

Integration på uoplyst grundlag

Vi kan ikke ud fra disse tal konkludere, om integrationsindsatsen er en succes eller det modsatte. Det kan vi ikke af den simple årsag, at vi ikke har fastsat mål for succes. Hvis vi gør det til en ambition at fastsætte sådanne mål, kan de udmærket tage udgangspunkt i de pejlemærker, som integrationsloven indeholder – selvforsørgelse, deltagelse i og forståelse for samfundet – men de må nødvendigvis tilpasses således, at de er kvantificérbare og dermed kan give os et retvisende billede både af effekten af den overordnede integrationsindsats, men også de enkelte indsatsområder, så vi kan evaluere indsatser meningsfuldt og udtænke nye løsninger baseret på hidtidige erfaringer.

Som det er i dag, diskuterer vi og træffer beslutninger om den fremtidige integrationsindsats på et uoplyst eller tilfældigt grundlag. Det levner plads til myter og følelser, som i sig selv kan skabe holdningsmæssige barrierer for en succesfuld indsats.

Der er behov for klare målsætninger, en øget synliggørelse af succeskriterier og systematisk historisk data omkring integrationsindsatsen. Det muliggør en mere saglig diskussion og tillader os at identificere både gode og dårlige tiltag, så vi kan lære af fejl og bygge videre på succeserne.