Det første skridt er taget, og det er fantastisk. Nu mangler vi bare, at barnet bliver ved med at gå. For et skridt er ikke nok, herefter skulle gerne komme flere skridt og til sidst en sammenhængende gang, der fortsætter udviklingen og bliver helt naturlig og problemfri. Indtil videre hænger det første skridt isoleret i luften.
Næste skridt skal være sammenhæng. Generelt mangler der input fra de andre ministerier. Der må forventes en udmelding fra blandt andre Erhvervsministeriet og Undervisningsministeriet, som opfølgning på de løsningsforslag, som Socialministeriet har sendt ud. En omfattende omrokering på det sociale område opfylder ikke sig selv, der skal nytænkning til, og det skal ske rundt om i ministerierne, og dernæst i kommunerne.
Det er min opfattelse, at kommunerne trænger hjælp på det her punkt. Det er ikke en opgave, som de har formået at løfte på egen hånd, og derfor skal de have alt den hjælp, de har brug for, til at løse de her udfordringer ude i kommunerne. Det skal Socialministeriet stå i spidsen for, men heller ikke her, kan man løfte opgaven alene. Det er enormt vigtigt, at socialministeren holder snor i det her, og ikke bare lader det blive ved en uopfyldt overfladeplan, og det kræver blandt andet inddragelse af de involverede ministerier.
Først og fremmest er det erhvervspolitikken, som må følge trop. En stor del af de ting, som Socialministeriets 2020-plan ”Alle skal med” vil løse, kræver nemlig at der er arbejdspladser til socialt marginaliserede. I mange tilfælde ikke ’bare’ arbejdspladser, som vi i forvejen har svært ved at finde nok af, men særlige arbejdspladser og særlige praktikpladser for udsatte, som vil i arbejde eller tage sig en uddannelse. For hvilket incitament er der for at kæmpe sig gennem en uddannelse, når man i forvejen har det svært, hvis der først ingen praktikplads er at finde, og dernæst intet job? Det er bekymrende, at vi ikke har hørt socialministeren tale om disse jobs, som er yderst nødvendige for at få denne plan til at lykkedes.
Og det er ikke kun i forhold til uddannelse, at udsigten til arbejde er nødvendigt. Også i forbindelse med misbrug eller hjemløshed er et fremtidigt job et afgørende incitament. For at bryde med en afskåret hverdag, må der nødvendigvis være udsigt til en plads og en funktion i samfundet. Et alternativ til den eksisterende tilværelse, hvor man føler sig udenfor det samfund, som man ellers er en del af.
Undervisningsministeriet må også byde ind, særligt når nu planen blandt andet er fokuseret på bedre undervisning til socialt udsatte, og at antallet af udsatte unge, som skal gennemføre en ungdomsuddannelse, skal forbedres.
Der mangler konkrete bud på, hvordan det her skal udføres i kommunerne, og hvordan regeringen vil hjælpe kommunerne med implementeringen af den nye plan.
Herudover er der tre væsentlige pointer, som helt er glemt i socialministerens plan: Indvandrer-, udkants- og grønlænderproblematikken.
Der er naturligvis sammenfald mellem disse tre isolerede grupper, og dem, som allerede er nævnt i rapporten. Eksempelvis misbrug, hjemløshed eller psykiske lidelser. Men præcis disse tre grupper kræver en helt særlig opmærksomhed, og kan derfor ikke alene indgå som en del af det, som er nævnt i socialplanen. Her er eksempelvis tale om problemer med integration, hvilket igen kræver indblanding andet sted fra.
Det samme gælder udkantsproblematikken. Her er ikke ’bare’ misbrug og fattigdom at pege på, men også et omfattende strukturelt problem, som skal tages hånd om for at kunne løse den store udfordring, der ligger i vores udkantsdanmark. Vi kan jo se, at fattigdommen i de her geografiske områder stiger og stiger.
Et konstruktivt opløft til socialplanen, eller et næste skridt, kunne derfor lyde:
Initiativ til alternative arbejdspladser, opbakning fra de involverede ministerier, hjælp til kommunernes reelle udførelse af planen og desuden yderligere fokus på tre væsentlige udsattegrupper, som kræver et særligt blik.
Socialplanen er første skridt, nu skal vi bare blive ved med at gå.
