Hvis vi skal følge forslaget fra Peter Skaarup i Dansk Folkeparti, så burde vi ikke nøjes med at uddele løbesedler, der advarer mod pædofili-dømte. Hvad med mordere, voldtægtsforbrydere og andre, som har skadet eller frataget et andet menneskes liv? Og sådan kan vi så gå rundt og skule frygtsomt på hinanden og mistænke alle for at ville os det ondt. Det synes jeg ikke er smart.
Man kunne i stedet overveje at stramme loven og idømme pædofile overgreb en strengere straf. Sidestille deres forbrydelse med et drabsforsøg. I de fleste tilfælde er ofrene for pædofile overgreb skadede for livet og døjer med alvorlige senfølger. Så hvorfor dømmer vi pædofile forbrydelser langt mildere, end andet vold? For pædofili er ganske enkelt seksuel vold mod et barn. Det var da et sted at starte - at vi anerkender de konsekvenser, seksuel vold mod et barn har, og idømmer strengere domme for at sende et afskrækkende signal til dem, der har lignende tanker. Og for at imødekomme de krænkedes retsfølelse.
Samtidig kunne vi fjerne forældelsesfristen. Vidste du, at den krænkede på 31 år, ikke vil kunne retsforfølge sin krænker? For der er forældelsesfristen trådt i kraft. Fra da af er den krænkede forbryder, hvis personen ytrer sig om sin krænker, og kan dømmes for injurier. Og krænkeren kan ikke retsforfølges. Den krænkede kan.
Men det er ikke, hvad den politiske debat handler om. Den handler om at beskytte samfundet mod eventuelle gentagelser af den forbrydelse, en pædofil er blevet dømt for. Det er rigtigt, at en forbryder kan gentage sin forbrydelse, uanset afsoning af straf. Faktisk er over halvdelen af fangerne i de danske fængsler gengangere. Vi er med andre ord ikke særligt dygtige til at forhindre gentagelser. Måske, fordi straffen er for mild. Måske, fordi straffen ikke virker.Om Huset Zornig
Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.
Så hvad kan vi gøre anderledes? Hvordan kan vi nytænke den måde, vi håndterer forbrydere - nærmere bestemt pædofile? Det er der bestemt behov for at debattere.
Måske skulle vi se ud over Danmarks grænser. Hverken udfordringen med pædofile eller gengangere i fængslerne er et isoleret dansk problem. Faktisk har vi de udfordringer til fælles med tæt på 7 milliarder andre mennesker i verden. Hvad har de mon tænkt? Gider vi overhovedet interessere os - eller er vi bare den klogeste lille befolkning på planeten? Hvis vi kaster et blik ud over landets grænser, så har man i Canada udviklet en metode, man kalder for CoSA - Circles of Support and Accountibility - som netop skal sikre, at pædofile ikke skal gentage deres forbrydelser. Tilgangen har haft stor succes og er præcist modsat Peter Skaarups forslag. I stedet for at skamme forbryderne for livstid og isolere dem socialt, omfavner CoSA de pædofile ved at etablere et netværk af frivillige omkring dem, der hjælper dem med at håndtere deres trang og handlinger. Som stiller et netværk til rådighed for dem, der bliver så vigtigt, at de ikke har lyst til at miste det ved at begå en forbrydelse igen. Metoden CoSA udspringer af alkoholmisbrug og den afhængighed, alkoholikere har til alkohol i stil med Minnisotametoden. Den bliver brugt over for pædofile, fordi de har en tilsvarende afhængighed af en seksuel orientering, som er skadelig for andre. I øvrigt er CoSA funderet i den kristne kirke - ikke overraskende, da kristendommen netop anser alle for at være syndere, og rummer en tilgivelse og næstekærlighed, men også en indsats fra øvrigheden om hjælp til den enkelte synder. Man slutter ring om den, der har brug for hjælp, og hjælper. Dansk Folkeparti slår sig op på at dyrke danskheden og herunder kristendommen som det grundlæggende værdisæt under vores måde at indrette samfundet på. Peter Skaarup burde derfor omfavne en sådan evidensbaseret og effektiv måde at hjælpe pædofile på, som i den grad er funderet i den kristendom, Dansk Folkeparti ser som en dansk grundværdi. Eller er vi i bund og grund nu om stunder i Danmark mere til at lynche folk? Hvad mener du?