Tirsdag morgen. Jeg står ved skolens indgang sammen med mine kolleger og tager imod. Denne tirsdag morgen kommer der to nye elever til orange klasse, en pige og en dreng. Jeg ved, at pigen er 9 år og kommer fra Afghanistan. Hun hedder Amina. Drengen hedder Rashid og kommer fra Tjetjenien. Han er 10 år. ”Dorte” siger jeg og peger på mig selv. ”Jeg hedder Dorte”, siger jeg igen, mens jeg tager Aminas hånd. Amina kigger ned i gulvet. Jeg gentager mit navn på engelsk og lige da ser Amina mig i øjnene. Hun har kønne, mørke øjne, men mere når jeg ikke at se, inden hun igen kigger ned.
Amina og Rashid er blot to ud af mange flygtningebørn, der kommer til Danmark – ofte efter en både fysisk og psykisk hård rejse gennem længere tid - for at få muligheden for et bedre liv, en hverdag med skole og leg, uden frygt og sult. Kort efter familiens ankomst til et asylcenter, starter børnene i skole. Velkomsten i døren til skolen på deres første skoledag er ikke kun en høflig gestus fra min side, men første skridt på vejen til at skabe en god relation mellem dem og mig, mellem elev og lærer.
DELTAG I BØRNEÅRSMØDET. LÆS HER.
En anerkendende tilgang
I min tid som lærer på en Røde Kors skole nåede jeg at undervise børn fra alverdens lande. Jeg blev personligt og professionelt beriget i mødet med de mange nationaliteter, kulturer, religioner og sprog. Jeg lærte, at flygtningebørn er helt almindelige børn, der har levet under kaotiske og til tider traumatiserende forhold. Det gør dem til en særlig gruppe børn, hvor relationen til mig og de andre voksne på skolen er det vigtigste for dem, deres trivsel og læring. De er også ressourcestærke børn; de har allerede viden om og erfaring fra skolen og/eller livet, blot på et andet sprog.
Om Huset Zornig
Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.
En anerkendende tilgang til børnene med fokus på deres livsbetingelser og styrker må stå i centrum for undervisningen af flygtningebørn – og alle andre børn. Målet bliver således at skabe et trygt læringsmiljø, hvor hver enkelt barn bliver set, anerkendt og udfordret fagligt på trods af sprogbarrieren.
Modtagelsesklasse eller almen klasse?
I disse dage taler man om at sende nytilkomne børn direkte i en almen klasse i folkeskolen. Hvordan oplever børnene det? Er det et trygt læringsmiljø for et nytilkommet barn?
Med min mangeårige erfaring i undervisning af flygtningebørn og migranter og som tidligere lærer i folkeskolen må jeg stille mig undrende over for den løsning. Vejen til læring for en nytilkommet elev går gennem et skelet af basissprog. Et skelet, som eleven kan bygge videre på i skolen og i mødet med det dansk sprog og den danske kultur. En nytilkommet elev har brug for at lære basisdansk for at kunne kommunikere på dansk og skabe mening i sin nye hverdag.
En god lærer differentierer sin undervisning i forhold til sin elevgruppe, men hvordan differentierer læreren i forhold til en elev, der ikke taler dansk? Og er det rimeligt at lægge den opgave på læreren, der måske ikke er uddannet til det, og som samtidig skal undervise de øvrige elever i henhold til Fælles mål?
Hvorfor ikke give de nytilkomne elever en håndsrækning og lade dem starte i en modtagelsesklasse; en klasse med færre elever, hvor ingen taler dansk, men alle har det samme mål, nemlig at lære basisdansk og hvor læreren er specialiseret i at undervise denne elevgruppe?
En modtagelsesklasse, hvor undervisningen er baseret på struktur, genkendelighed og visualisering.
Hvad kan en modtagelsesklasse?
Hver morgen giver jeg hver enkelt barn hånden og ønsker godmorgen. Hver eftermiddag siger jeg ”farvel og tak for i dag. Vi ses i morgen”, mens jeg igen giver hånd. Dette har flere formål: jeg når at ”se” den enkelte elev, vi får øjenkontakt, eleven lærer hilsner på dansk og berøringen skaber en særlig kontakt mellem os.
Så gennemgår vi dagen og taler om dags dato, vejret, årstid, fag og aktiviteter. For at dette skal give mening for nytilkomne børn, der endnu ikke taler dansk, skal alt visualiseres. Her bruger jeg ikoner for hvert fag/aktivitet/spisepause/frikvarter.
Inden vi går i gang med det mere faglige, har vi aktiviteten ”Hvad lavede du i går?”, hvor eleverne fortæller hinanden parvis, hvad de lavede dagen før. Aktiviteten slutter af med, at hver elev fortæller om en kammerats dag. Ordforrådet opbygges gennem tid og via billeder og tekst, som er synlige i klasseværelset f.eks. et billede af et barn, der spiller bold med teksten ”Jeg spillede fodbold”.
I løbet af dagen har vi flere gange ”bevægelse” eller fælles leg i klassen eller udenfor. Til at starte med bestemmer jeg legene, for at børnene lærer gamle danske lege samt kommunikations- og samarbejdslege. Siden vælger børnene legene. Metoden kalder jeg stilladsering - jeg bygger et stillads, som børnene kan kravle op ad efterhånden, som de får færdigheder, føler sig trygge og udvikler sprog. Denne metode bruger jeg også i den faglige undervisning.
Jeg leger med og er altid ”den”. Det er jeg for at undgå konflikter, så børnene oplever legen som noget sjovt og trygt.
Struktur, genkendelighed og visualisering – nøgleord for en modtagelsesklasse - gør eleven tryg og skaber rum for læring.
Ud over at lette kommunikationen og tydeliggøre meningen med aktiviteterne skal børnene ikke bruge unødig energi på overvejelse eller bekymringer som ”Hvad skal der nu ske? Hvad skal jeg gøre? Hvordan ......?”.
De kan fokusere på at være børn i et klasseværelse med en tydelig voksen og trygge, synlige rammer, der fremmer læring.
Med basisdansk i rygsækken har eleven værktøjer til at modtage yderligere læring i en almen klasse. Hvordan kan et barn uden basisdansk få en god skolestart i en almen klasse?
