Programmerne viser, hvordan smertefulde oplevelser i barndommen forfølger børnene hele livet. Serien rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan vi – både som samfund og som enkeltindivider - bedst kan hjælpe ”brændte børn” med at få et tåleligt liv.
”Jeg har selv oplevet en barndom i helvede og ved, hvordan svigt og overgreb sætter sig. Man kan forsøge at fortrænge det, flygte, skifte navn, lyve. Men virkeligheden melder sig hver nat som mareridt, du ikke kan slippe fra. Før eller siden er du nødt til at konfrontere fortiden, hvis du vil videre. Det gør de medvirkende i serien,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun opsøgte selv sin fortid i den prisbelønnede tv-dokumentar ”Min barndom i helvede”, der blev sendt for to år siden. Rejsen tilbage lukkede en mængde huller i Lisbeths hukommelse. Hun er blevet mere klar over, hvor hun kommer fra, hvem hun er, og føler sig bedre i stand til at lægge fortiden bag sig og koncentrere sig om nutid og fremtid. Kort sagt, har hun fået det bedre.
”Efter min dokumentar fik jeg henvendelser fra tusinder af mennesker, der ville dele deres historie. Fire af dem møder seerne nu i serien. Formålet er at skabe en større bevidsthed hos os alle om, hvad svigt af børn betyder, så vi alle kan blive klogere på, hvordan vi kan forhindre det og hjælpe dem, der har oplevet det,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Svigt, fornægtelse og bortforklaringer
I tv-serien ”De brændte børn” møder seerne Naja, Freya, Mikkel og Camilla, der alle nu er voksne. På overfladen virker de almindelige, men alle har de en barsk opvækst tilfælles.
Fra Naja var helt spæd, har hun minder om at være udsat for misrøgt og overgreb. Hun har erindringer om at blive efterladt i dagevis med sin lillebror i et koldt sommerhus uden mad. Svigt, vold, druk og sidenhen også seksuelt misbrug er oplevelser, hun forbinder med sin barndom.
Mikkel husker, hvordan han var med til at holde skeen, når hans mor skulle fixe. Og hvordan hans far i flere år udnyttede ham seksuelt.
I hver deres program tager de livtag med deres barndom. De opsøger vidner og steder af betydning, søger aktindsigt og fylder de hvide huller ud i deres opvæksts landkort. Og de møder nogle af de ildsjæle, der fik en afgørende, positiv betydning for at de i dag klarer sig relativt godt.
Lisbeth Zornig Andersen er med på rejsen som guide og coach. Det er en rejse, som langtfra er let. Ofte bliver de brændte børn mødt med en mur af fornægtelse, afvisning eller tavshed fra de pårørende: ”Så slemt var det da heller ikke.” ”Det er jo løgn fra ende til anden.” De må kæmpe for sandheden om deres egen barndom.
I flere tilfælde har myndighederne svigtet undervejs. Det er sjældent klart, hvem der havde ansvaret for sagerne dengang. Sagsakter er ofte forsvundet eller kommunerne vil ikke udlevere dem. Bortforklaringerne stå i kø: ”Det var jo også andre tider dengang.” ”Regler er helt anderledes nu”. ”Sådan vil vi ikke gøre i dag.”
I enkelte tilfælde er der kommuner, der står ved deres ansvar, tør se fortiden i øjnene, og møder de nu voksne børn. Enkelte beklager endda det skete. Og effekten på dem, der modtager en undskyldning, er enorm.
Helte og hjælp
Hver for sig har ”de brændte børn” i tv-serien også mødt en person eller en institution undervejs, som har haft en afgørende betydning for, at de i dag kan fungere og drømme om en fremtid. Typisk har de mødt en ildsjæl, der har set det skadede barn, og som har guidet i den rigtige retning. En lærer, en pædagog, et familiemedlem, der har ydet en enorm indsats, trods svære odds.
”Det er heldigt og vigtigt, at der er voksne, der rent faktisk ser det skadede barn for hvad det er, selv om det kan optræde voldeligt og afvisende, og formår at hjælpe. Men som tv-serien også klart viser, har vi brug for langt mere systematisk at spotte brændte børn, og langt mere systematisk sætte ind med den rigtige hjælp og støtte, i stedet for at flytte barnet fra institution til institution, fordi indsatsen ikke virker,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Myndighedernes svigt fylder meget hos de brændte børn. De står med ubesvarede spørgsmål om manglende hjælp eller misforstået hjælp, og har brug for svar på, hvorfor det gik, som det gik.
”I almindelige familier taler man om, hvad der er sket over årene, og hvorfor livet tog den drejning, det gjorde, mens de bladrer i billedalbummet. Det kan de brændte børn ikke. De oplever beslutninger, som ingen forklarer dem. Derfor har de brug for hjælp fra myndighederne til at lægge puslespillet, der kan forklare, hvem de egentlig er og hvad de er formet af. Kommunerne burde sikre en instans, der kan hjælpe med at afrapportere barnets opvækst, når det bliver 18 år eller senere. Det kunne for eksempel være i form af en kommunal ombudsmand,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Serien er produceret af Nordisk Film for TV 2. Første afsnit bliver udsendt den 3. september kl. 20:50.
