Borger på ressourceforløb til politikere: Sæt handling bag Jeres ord om forståelse

Clement Kjersgaards brillante program ”Debatten” havde den 27. september 2018 overskriften ”Danmark for de udsatte?” og har været genstand for debat på f.eks. DenOffentlige og i Berlingske lige siden. Selv har heller ikke jeg rigtigt kunnet få udsendelsen ud af mit hoved igen.

Det undrer mig imidlertid, at reaktionerne har fokuseret så entydigt på LA’s Laura Lindahl. Hendes indstilling til udsatte mennesker og dermed hendes udtalelser gør ondt, ja, men for mig er det eneste overraskende, at hun som voksent menneske åbenbart stadigvæk tror, at sygdom altid kan ses og høres på folk og/eller at hun ikke ved, at også syge kortvarigt kan tage sig sammen – evt. hjulpet af medicin, der dulmer smerter eller nervesystem.

Jeg var langt mere overrasket og forundret over Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har trods alt engang været aktiv på venstrefløjen. Med levende dværghøns var hun f.eks. med til at vise sine frustrationer over nedskæringer på uddannelsesområdet. Her små 25 år senere kan hun ikke forstå, at Kim Madsen fra Jobcentrets Ofre råber så højt, når hun ikke synes, det er nødvendigt.

Mødet mellem de to minder mig om den gamle talemåde: ”Hvis ikke man er venstreorienteret som ung, så har man ikke noget hjerte. Hvis ikke man er højreorienteret som midaldrende, så har man ikke nogen hjerne.” I virkeligheden handler det nok mere om, at man som midaldrende i reglen ikke længere har noget på spil. For mig er det i hvert fald bizart at opleve, hvor borgerlig Rosenkrantz-Theil er blevet.

Læs også: Ondt i skulder og overarm

Rosenkrantz-Theil bliver irriteret over, at Finn Sørensen fra Enhedslisten afbryder hende, fordi han ikke gider høre på en masse udenomssnak i stedet for at få et svar på, hvorfor man sad de mange advarsler fra handikaporganisationerne overhørig, dengang man indførte reformerne i 2013. I stedet forsvarer hun de forkætrede reformer med den samme basale tankegang, som reformerne blev indført med, når hun siger ”Grundlæggende satte vi folk hjemme foran fjernsynet og så måtte de sidde og rådne op og så var systemet ligeglade med dem.”

 

Stigmatiseringen parkering

Vi er hermed tilbage ved den gode gamle historie om at være ”parkeret på førtidspension” og her er Rosenkrantz-Theil rørende enig med Lindahl og i øvrigt også den unge iværksætterfyr, Jeppe Falk, hvis fars liv angiveligt ligefrem blev reddet af, at han kunne komme ud i få timers ugentligt arbejde. Og så i øvrigt ikke et ord om de refusionsordninger, der har den ellers erkendte konsekvens, at udsatte og syge borgere parkeres på kontanthjælp og/eller i ressourceforløb, fordi det er billigere for kommunen end både førtidspension og fleksjob.

Jeg kunne godt tænke mig, at politikere der hævder, at de ønsker at hjælpe de udsatte, ville starte en vis selvjustits lige her.

Var der reelt tale om omsorg, ville man ikke stille sig op og tale, som om man ved, hvad der er bedst for andre voksne, myndige mennesker, hvis livssituation, man ikke forstår. Hvis det reelle politiske formål var at hjælpe folk, så ville man ikke samtidig have behov for de evindelige trusler om økonomiske sanktioner og at forsørgelsesgrundlaget evt. helt kan bortfalde. Hvis man kerede sig om de ulyksagelige, ville man indstille opbakningen til en tone, der afkræver syge borgere taknemmelighed overfor det moderne system. Man ville også pr. omgående stejle, når man får at vide, at dem hvis bedste man har i sinde, faktisk ikke har nogen retssikkerhed.

 

Forskel på enkeltsager

Når spørgsmålet om retssikkerhed blev taget op af advokat Mads Pramming, så er det mærkværdigt, at Clement Kjersgaard ikke også havde inviteret nogen af de politiske partiers retsordførere. Man kunne have slået to fluer med ét smæk ved f.eks. at invitere SFs Karsten Hønge, som både er beskæftigelses -og retsordfører. Det havde under alle omstændigheder været uhyre interessant at vide, hvad partierne mener om denne ende af beskæftigelsespolitikken, men det var ikke noget, de inviterede politikere forholdt sig til.

Pernille Rosenkrantz-Theil kan i programmet høre, hvordan hendes omsorg har afstedkommet et massivt overgreb – alligevel stopper hun ikke op et eneste sekund!

Tværtimod siger hun – mens hun gestikulerer over imod Jeppe Falk og i øvrigt bifaldes i baggrunden af Laura Lindahl – at hvis man havde lyttet til Enhedslistens kritik dengang man indførte reformerne, så havde det betydet, at vi ikke havde haft de mange folk, der var kommet i fleksjob og var blevet en del af et fællesskab, som vi har i dag.

Undervejs i udsendelsen fik vi vist statistik over tildelingen af førtidspensioner. Jeg savnede statistik på, hvor mange eller hvor få, der som resultat af reformerne rent faktisk kommer derhen, hvor Rosenkrantz-Theil m.fl. gerne vil have dem hen. Der har været adskillige artikler især i DenOffentlige.dk, som samstemmende fortæller, at indsatserne ikke flytter en disse. Cirkus jobcenter koster en hulens masse penge hvert eneste år til f.eks. jobcentrene selv, private aktører og lægeerklæringer. Der er således reelt tale om omfordeling indenfor middelklassen.

Åbner man så øjnene? Nej da, man fortsætter med at opfatte folk som Jeppe Falks far som normen og folk som Kim Madsen som enkeltsagen!

 

Tomgang

Hvis forholdet var en til en, kunne man måske hævde, at det var okay, at Kim Madsen skal betale i både konkret og i overført forstand for, at Jeppe Falks far kunne finde lykken i sit fleksjob. Men når der i f.eks. Helsingør Kommune er 0 ud af de 236, som har gennemført et ressourceforløb, der er kommet i fleksjob eller når der i Hvidovre Kommune er tale om 5 ud af 260 der er gået fra ressourceforløb til fleksjob eller job eller når en omfattende evaluering kommer frem til, at blot 14 % af syge over 40 år flytter sig som følge af ressourceforløb, så stiller tingene sig da vel for pokker anderledes! Eller hvad: Hvor mange ofrer må der gå på hver lykkelig flekjobber?

Clement Kjersgaard læste et citat fra Mette Frederiksen op, ifølge hvilket hun er ked af, at nogle er blevet ramt, selvom det ikke var det, der var meningen. Men sætte antal på, hvor mange der burde få en førtidspension, vil hun ikke ”fordi hun ikke vil opgive nogen”. Tak for det. Men jeg vil faktisk hellere høre på Laura Lindahl og Joachim B. Olsen fra tidlig morgen til sen aften.

Det ville være særdeles ønskeligt, om Pernille Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet omsider var blevet klar til et tilbundsgående ideologisk opgør med den gamle reform, så vi måske kunne få et Danmark også for de udsatte efter et eventuelt regeringsskifte.

Men det er der desværre ingen tegn i hverken sol eller måne på. Dels kunne Rosenkrantz-Theil og Lindahl åbenbart kun blive uenige om, hvorvidt det var lovgivningen i sig selv eller kommunernes forvaltning af den, der var et problem. Dels – og endnu mere sigende – er det, at reformen faktisk var arvegods fra den forrige borgerlige regering.

 

Her er forslagene

Der har været fremsat mange forslag til forbedringer af lovgivningen for de udsatte. Jeg kan næppe huske dem alle, men her er nogle af de konkrete forslag, der har været bragt frem:

• Sætte loft over, hvor længe eller hvor mange gange en borger kan sendes i arbejdsprøvning og/eller ressourceforløb, før kommunen skal tildele fleksjob eller førtidspension
• Lovgive således, at det ugentlige timetal skal være afklaret under visiteringen til fleksjob, således at borgeren ikke senere kan afkræves forsøg på en stigning i arbejdstiden
• Sætte en minimumsgrænse for, hvor få timer en borger kan arbejde, før man giver denne valget mellem fleksjob eller førtidspension
• Afskaffe sanktionsregler for alle med dokumenterede begrænsninger i arbejdsevnen
• Lovgive således at indsatser i et ressourceforløb skal give mening for borgeren, hvorfor indstillinger fra rehabilitetingsteamet alene skal tjene som vejledning og idekatalog for ressourceforløbets indsatsdel
• Lovgive således at kun uddannede socialrådgivere kan udpeges som sagsbehandler for borgere med dokumenterede begrænsninger i arbejdsevnen
• Lovgive således at det altid er borgerens helbredsmæssige situation – dvs. lægeerklæringer – som har forrang frem for eventuelle muligheder ifølge anden lovgivning
• Lovgive således at der i rehabiliteringsteamsene altid skal sidde mindst en person, som har lægefagligt kendskab til den sygdom, som borgerens arbejdsbegrænsning skyldes. Har borgeren f.eks. en psykisk sygdom, skal der i rehabiliteringsteamet indgå en psykiater.
• Lovgive således at enhver form for kommunal kassetænkning elimineres
• Etablere retssikkerhed også for syge og handikappede borgere ved at nedlægge Ankestyrelsen og i stedet oprette forvaltningsdomstole

Ingen bør blive overrasket, hvis Liberal Alliance afviser alle de ovenstående punkter.

Hvis de velmenende folk fra Socialdemokratiet imidlertid gør det samme, så er det i værste hhv. bedste fald begrundet i hykleri eller himmelråbende naivitet.

I bedste fald har man ikke forstået, at egne intentioner, moralbegreber og menneskesyn i reglen slet ikke følger med ned i de systemer, som skal udmønte lovgivningen – altså kommunerne, jobcentrene og de mere eller mindre kvalificerede sagsbehandlere som i sidste ende får til opgave at skalte og valte med syge menneskers liv og helbred.

Det er på denne måde, at omsorg bliver til overgreb og det ville være ekstremt ønskeligt om Pernille Rosenkrantz-Theil m.fl. ville indtænke denne ”trickle-down” effekt i lovgivningen.