Jeg blev holdt væk fra arbejde i seks år: Det kostede et par millioner skattekroner

Seks år. Ni arbejdsprøvninger. Timevis af møder med sagsbehandlere. Tusindvis af sagsakter. 

For nylig blev de seks års systemhelvede visket bort som blyant på papir. Jeg fik en bevilling til fleksjob baseret på den tilstand jeg var i for seks år siden. Endelig kan jeg få lov til at arbejde, og har du lyst, kan du herunder høre en optagelse fra det møde, hvor jeg fik den besked jeg havde ventet på i seks år.

I de seks år, der gik fra jeg mødte velfærdsstaten efter 46 år på arbejdsmarkedet, blev jeg aktivist. Min kamp blev alles kamp, og sammen med tusinder af andre borgere har jeg været med til at skabe de sociale bevægelser, der forsøger at råbe op om socialkrisen. Den du også kan læse om i bogen Velfærdsillusionen, som redaktøren her på DenOffentlige har skrevet.   Vi råber for at blive hørt De sociale bevægelser har i årevis kæmpet for at syge, ledige og udsatte borgere bliver behandlet ordentligt af velfærdsstaten. Vi har råbt og demonstreret for at råbe politikere, vælgere, sagsbehandlere og ledere op, fordi systemet er sygt og mennesker bliver ødelagt. Jeg er overbevist om, at de sociale bevægelsers aktivisme vil blive indskrevet i historiebøgerne, for før eller siden går det op for danskerne, at vi betaler skat til et system, der ødelægger mennesker i stedet for at hjælpe dem.    Jeg har brugt min egen historie for at vise, hvor galt det står til. Nu har jeg fået en bevilling til fleksjob, og får lov til at arbejde. Det tog seks år. Mens jeg har ventet, har jeg kæmpet (og jeg skal nok fortsætte kampen). Dels for at overleve selv i et system, der nedbryder mennesker. Dels fordi jeg blev chokeret og aldrig i mit liv som skatteborger på arbejdsmarkedet gennem 46 år havde troet, at systemet er, som det er.    Flere og flere lytter - men hvor er politikerne? Vores kamp er hørt og set af mange. Jeg har eksempelvis modtaget mange henvendelser fra studerende som har skrevet opgaver om vores aktivisme og socialkrisen. De har interviewet mig i timevis, stillet utallige spørgsmål om ulovlighederne i jobcenter, jeg har sendt dem beviser samt love og paragraffer på området og de har alle været utrolig engageret i deres opgave. Så beviserne flyder nu frit i landets uddannelsesinstitutioner samt i rigtig mange medier.    Mange ting har undret mig gennem mine seks års sagsbehandling. Systemet. Menneskene i det. Lederne, der virker til at have opgivet respekten for både deres ansatte og borgerne. Men mest af alt har jeg undret mig over den politiske debat og de beslutninger, der bliver truffet på Christiansborg. Igen og igen taler politikere om at de retter op på fejl og gør velfærdsstaten bedre for borgerne. Det er desværre bare snak, og i dag står tusindvis af borgere tilbage med indtryk af, at et flertal i Folketinget ønsker en velfærdsstat, der nedbryder mennesker.   Selv oplevede jeg i DR programmet Debatten, hvordan jeg blev mistænkeliggjort, fordi jeg kan lave aktivisme, men ikke passe et almindeligt arbejde. Jeg er nemlig syg. Men man kan ikke umiddelbart se det, når jeg råber røvhuller. Så er det åbenbart rimeligt at en ung politiker mistænkeliggør mig.    Systemet står i vejen for os, der vil arbejde Selvom det eneste og største ønske for mig er et job, har systemet fortalt mig, at det er forbudt i min tilstand og situation. Mit største ønske siden min sygdom for alvor fratog mig min arbejdsevne for seks år siden, har været et job på særlige vilkår.

Man kalder det fleksjob, og det er en måde, der giver syge og handicappede mulighed for at fastholde et ben på arbejdsmarkedet. Man kan sige det på den måde, at fleksjob er den eneste mulighed for at holde fast i arbejdsmarkedet, for uden fleksjob kan ingen rent faktisk tjene penge nok til at klare sig. Blandt andet fordi vi har en høj skat, der skal finansiere velfærdsmodellen. Altså den, der ikke længere virker!    Når systemet så vælger at holde mig væk fra arbejdsmarkedet tænder det min sociale retfærdighed, og det jeg har mødt, set og oplevet i de sidste seks år skræmmer mig. Det er ikke det Danmark jeg er vokset op i. Det er ikke det velfærdssamfund, jeg har betalt til gennem 46 år på arbejdsmarkedet.   Jeg har virkelig gjort hvad jeg kunne for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. 9 arbejdsprøvninger, som tilsammen har varet i 145 uger, taler deres eget sprog om at jeg ikke kan betragtes som værende doven. Med min indsigt på beskæftigelsesområdet har jeg sågar søgt en søgt stilling som jobkonsulent i Jobcenter Lærkevej i København. Jeg fik afslag der, som jeg har fået afslag fra over 1000 andre arbejdsgivere på min ansøgning om at komme i gratis praktik. Ingen kunne bruge mig i min tilstand. De sidste to år har jeg haft et tilbud om fleksjob på hånden fra en samfundsansvarlig ordentlig købmand. To gange jeg har været i arbejdsprøvning hos ham. Det tager nogle uger at prøve mig men næsten et år at gennemføre, når man tæller sagsbehandling for og efter med.   Hvad er det politikerne vil?  Min harme over den måde Danmark behandler udsatte grupper - den er stor.  Jeg er en stædig gammel kamel som aldrig vil opgive kampen for social retfærdighed. Min sag og mange tusinde andre borgeres sager i jobcenter vil også fremover blive fortalt, for det er den eneste måde vi kan vise, at velfærdsstaten i dag svigter de mennesker, den burde hjælpe.    Da jeg blev visiteret til fleksjob, læste sundhedskoordinator op af mine lægejournaler. Hun sagde i ord og toner at forvaltningen var fuldstændig enig i at jeg lider af de diagnoser som mine læger samt speciallæger har beskrevet i utallige statusattester mm.    Jeg spurgte ham: altså de diagnoser som jeg også havde i 2012 ? Han svarede ja.   Her er det så jeg må skrige højt ud så alle kan høre det: hvorfor skal det så tage 6 år af mit liv at læse de fire linjer hvor der står på latin at jeg lider af udtalt slidgigt i det meste af kroppen  ?   Jeg kunne have været tilbage på arbejdsmarkedet i et fleksjob allerede i 2012- hvis det ikke var pga Christiansborgs inhumane politik. Jeg har igennem 6 år kostet samfundet ca halvanden million kroner af andre folks penge. Hvorfor skulle dette være nødvendigt ?    Tak Mette Frederiksen. Tak Lars Løkke. I har haft hovedansvaret i årevis, men nægter at lytte. Nægter at forholde Jer til en virkelighed, hvor den sociale kontrakt er brudt. Hvor det vi betaler for, ikke er det vi får. Generationssvigt er dimensioner udspiller sig mens i trygt hæver Jeres politiske vederlag som demokratiets vogtere.    Hvorfor nægter i at lytte? Hvorfor nægter i at tage debatten om velfærdsstatens svigt? Hvorfor holder i middelklassens trygge borgere fast i forestillingen om et samfund, der ikke findes?    Lyt her og fortæl mig så om det viser et system, der virker.