Kim Madsens kamp er blevet en frihedskamp

Sæt Kim fri.

Den nok mest udskældte mand i DR2 Debatten historie, Kim Madsen, skal igen til fremstilles for rehabiliteringsteamet i København.

Kim Madsen skal endnu engang procedere sin sag om en muligt tilkendelse af et fleksjob foran det store dommerpanel i rehabiliteringsretten. Vil dommen denne gang lyde på endnu en arbejdsprøvning – den 10. i en efterhånden endeløs række i det, som vel bedst kan karakteriseres som en tragikomisk beskæftigelsesterapi.

Vil de mange forsvarsadvokater, som i denne tid er ved at arrangere en støttedemonstration ude foran bygningen på Gammel Vasbygade 49 kunne råbe rehabiliteringsretten op, så Kim Madsens overbelyste sag endelig kan munde ud i den eneste rigtige afgørelse: nemlig en fleksjob bevilling?

I al sin enkelthed handler det her om social anstændighed, værdig beskæftigelsespolitik og retten til at udleve sine frihedsrettigheder. Og denne menu er hverken vegansk, vegetarisk eller animalsk – den er humanistisk.

Social anstændighed har længe været en mangelvare i dansk socialpolitik, mestendels fordi store dele af socialpolitikken varetages i beskæftigelsesforvaltningen. Den er blevet kidnappet for at legitimere den politiske tanke om at mennesker kan gøres op i økonomisk værdi ene og alene ud fra en betragtning om arbejdsevne. Og det gør vores beskæftigelsespolitik uværdig, for det er selvsagt ikke et valg man gør sig at blive syg, handicappet eller få kroniske lidelser og dermed ende op med en lav funktionsevne som umuliggør ansættelse på ordinære vilkår i et fuldtidsstilling.

Det var de ting, som Kim Madsen forsøgte at i talesætte i DR2 Debatten, og hvor han på uprofessionel vis blev udsat for et helt urimeligt personangreb fra politisk hold. ”Du ser ikke syg ud Kim” - så Kim skal med andre ord blot holde sin mund og finde sig et fuldtids arbejde.

Udskamning gjorde Kims sag til en frihedskamp

Det er ganske enkelt uhørt, utilstedeligt og en uanstændig optræden af enhver person, der måtte forvalte et folkeligt politisk mandat. Jeg kan ikke i stærke nok vendinger tage afstand fra af en repræsentant for folkestyret, i mangel på saglige argumenter, vælger at benytte sin personlige politiske magt og position til at udskamme en borger – at nægte denne retten til at ytre sig.

Dermed gik Kim Madsens kamp fra at være en social modstandskamp til at være en frihedskamp. En kamp også om retten til at udøve sine personlige og demokratisk sikrede frihedsrettigheder.

Det skred som har fundet sted, og som har gjort at så mange udfaldsramte borgere har taget kampen op udstiller den igangværende afvikling af den historiske danske velfærdsstat. En afvikling som bl.a. beskrives af den bogaktuelle Nick Allentoft i bogen ”Velfærdsillusionen”, og i hans mange artikler gennem flere år.

Den sociale kontrakt er brudt og velfærdsstaten er blevet til en servicestat for den danske middelklasse, som har overladt udfaldsramte borgere som Kim Madsen til sig selv. Og det er derfor at Kim Madsen står med sin megafon og gøre brug af sine grundlovssikrede frihedsrettigheder.

For at råbe den danske middelklasse og politikere op. Madsens frihedskamp er nemlig middelklassens kamp, som han og andre udfaldsramte borgere kæmper, mens de fastholdes og umyndiggøres i livslange sagsforløb i beskæftigelsessystemet.

Vi savner den trygge middelklasse

Alle os som står med megafonen venter fortsat på at den store danske middelklasse støtter op om kampen for at bevare den danske velfærdsmodel, at sige fra overfor buddet af den sociale kontrakt.

Den selvsamme middelklasse som passivt accepterer at folkevalgte politikere med deres mandater fortsætter med afviklingen af velfærdsstaten og bryder den sociale kontrakt - igen og igen.

Får Kim Madsen ikke medhold i sin sagsfremstilling og dermed hans hundredvis af advokaters procedering, så er der næppe mange som bliver voldsomt overrasket. Skuffet og harme, ja – men overrasket? Næppe. I hvert fald ikke de mange som har indgående kendskab til den mistillid, kontroltyranniet og den inhumane sanktionering, man som borger i systemet udsættes for.

Og jeg selv er i den kontekst blot et komma i ligegyldighedernes parentes. For selvom jeg af selvsamme grunde som Kim Madsen har været politisk aktiv siden reformen af førtidspension og fleksjob blev gennemtvunget tilbage i 2012, så er der en stor forskel på Kim Madsen og mig: jeg har nemlig fået min fleksjobbevilling og gør det som Kim Madsen så brændende ønsker.

Jeg får lov til at være en del af arbejdsfællesskabet, med præcist det jeg kan og som mine skånebehov dikterer.

Og nu hvor Kim Madsen ikke står udenfor Jobcentres mure med sin megafon i hånden og råber for at støtte en anden borger, som er tilsagt til fremmøde for rehabiliteringsretten, ja så vil jeg i al ydmyghed låne Kims megafon og forsøge at udfylde hans rolle som forgangsmand for de udsatte.

For en kort stund, indtil en anden overtager megafonen og gør akkurat det samme. For vi er her endnu - os som har været her siden 2012, og de mange som er komme til sidenhen.

Og tro os, når jeg gentager det. VI VIL HAVE EN NY POLITIK.