Sociale bevægelser: Medier og politikere fører an i værdiskred

Det er med stor forargelse, at vi fra de sociale modstandsbevægelser har læst debatredaktør Pierre Collignons klumme i Berlingske den 5. oktober 2018 samt overværet Laura Lindahls personlige angreb på Kim Madsen, formand for Jobcentrets Ofre, i TV-programmet Debatten, der blev sendt på DR2 den 27. september 2018.

Pierre Collignon påstår, at Kim Madsen ikke er syg nok til hverken fleksjob eller førtidspension. Dette er ikke korrekt, og ligeledes kan vi heller ikke nikke genkendende til påstanden om, at Københavns Kommunes linje med hensyn til tildeling af førtidspension "var helt i tråd med" reformen under beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, og på samme måde er der flere punkter, hvor vi forholder os undrende over for Laura Lindahls udtalelser under udsendelsen på DR2, og derfor har modstandsbevægelserne valgt at tage til genmæle her.

 

Derfor tager Kim Madsen ikke bare et job

I artiklen i Berlingske lægger Pierre Collignon hårdt ud med at konstatere: "Der er nogle spørgsmål, man ikke stiller ustraffet i Danmark." Her hentyder han bl.a. til Laura Lindahls spørgsmål til Kim Madsen: "Hvorfor kan du ikke bare gå ud og tage et job?" samt de efterfølgende reaktioner fra landets syge og handicappede borgere på de sociale medier, som følge af duellen i TV-programmet.

Vi vil gerne svare på Laura Lindahls spørgsmål, idet Kim Madsen for få måneder siden offentliggjorde det antal timer, som han kan arbejde – nemlig lidt over tre timers effektiv arbejdstid om ugen. Hvis Kim Madsen gik ud og tog et job på ordinære vilkår, sådan som Laura Lindahl tilsyneladende gerne så, hvordan havde Laura Lindahl så forestillet sig, at et voksent menneske skulle kunne leve af en butiksløn svarende til cirka tre timers effektiv arbejde om ugen?

Ville Laura Lindahl selv kunne overleve på det?

 

Derfor reagerer modstandsbevægelsernes medlemmer voldsomt

Hvis det er meningen, at det offentliges hjælp til landets syge og handicappede med tiden helt skal udfases, således at landets syge og handicappede borgere skal kunne klare sig selv på helt ordinære vilkår – hvilket vi desværre stærkt mistænker er agendaen efter Laura Lindahls kommentar, men som vi også frygter efter regeringens kontinuerlige stramninger på området – ja, så vil landets syge og handicappede borgere ganske enkelt ikke kunne overleve, når deres arbejdsevne er så lav. Derfor er Laura Lindahls udtalelser en kæmpetrussel mod hele vores basale eksistensgrundlag, og det er bl.a. derfor, vores medlemmers reaktioner fuldt forståeligt har været så voldsomme, som de har.

Det her er ikke "kun" en trussel mod den svært syge og i lovens forstand handicappede Kim Madsen. Det her er en trussel mod både landets syge og raske borgere, da alle kan rammes af sygdom og få behov for systemet. Der går i dag kun 22 uger, fra man bliver ramt af sygdom, til man står i præcis samme situation som Kim Madsen og vi andre syge og handicappede. Det vil være en bombe under hele vores velfærdssamfund, såfremt det bliver en realitet, for det vil sende bunden ud af hele vores sikkerhedsnet. Det gælder ikke kun for os, der er syge, men også for hele middelklassen, for hvor mange i middelklassen kan overleve af tre timers arbejde om ugen med deres nuværende timeløn?

Derfor har modstandsbevægelsen bl.a. valgt at tage til genmæle her, for der er tale om en trussel, som vi ikke kan sidde overhørig.

Både Laura Lindahl og Pierre Collignon fra Berlingske undrer sig over de syge og handicappedes kraftige reaktioner, men hvis ikke mennesker skulle træde i kamp- og forsvarsposition, når de trues på de mest basale fysiologiske behov – og dermed hele deres mulighed for overhovedet at overleve – hvornår havde man så forestillet sig, at mennesker skulle gå i forsvarsposition?

Vi mangler i den grad forståelse for de vilkår, som landets syge og handicappede bydes!

Men først og fremmest mangler vi nok oplysning til folket om, hvordan vores vilkår i virkeligheden er, for alt for mange går rundt og tror, at tingene er, som visse af landets politikere fremstiller det.

Vi vil godt understrege, at vi tager afstand til de mindre pæne bemærkninger, som nogle syge og handicappede borgere desværre er fremkommet med i ren og skær afmagt, frygt, vrede og chok over Laura Lindahls udtalelser på TV. Men ligesom Lindahl ikke er herre over, hvad hendes politikerkolleger siger, kan vi ikke bestemme, hvad hver enkelt udtaler. Vi har dog forståelse for den enorme frygt og vrede, som udtalelser fra Laura Lindahl fremprovokerer hos mennesker, der i forvejen er truet og under et kolossalt pres på alle områder i deres liv både med hensyn til arbejde, helbred, bolig, familie og økonomi. Et pres, der er øget som følge af de senere års mange fattigdomsskabende reformer.

 

Vi er trætte af "tonepolitiets" løftede pegefingre

Som sædvanlig så løftes der pegefingre og leges "tonepoliti" over for landets syge borgere, alt imens politikere og øvrigheden gang på gang slipper upåtalt af sted med en helt utilstedelig opførsel over for os, sådan som vi også overværede i forbindelse med Laura Lindahls kontanthjælps-bashing i Debatten. Vi er trætte af at blive løgnagtigt udstillet og udskammet som dovne nassere, der ikke vil arbejde, uden at nogen griber ind og forlanger ordentlighed i debatten over for os.

Skyldes det mon, at man ikke regner os for at være lige så meget værd som andre mennesker i samfundet?

Skyldes det, at man i dag kun betragtes som værdifuld, hvis man kan levere et stykke arbejde på arbejdsmarkedet?

I så fald finder vi denne tankegang særdeles uhyrlig og vil minde om, at sygdom er hver mands herre og ikke noget, vi selv har ringet efter!

Vi undrer os over, at Pierre Collignon fremstiller Laura Lindahl som ofret i sin artikel i Berlingske, for det var Laura Lindahl, der gik til personligt angreb i udsendelsen. Havde Laura Lindahl opført sig anstændigt, sådan som man i øvrigt måtte forvente sig af en politiker i regeringen, så havde det ikke medført en sådan efterfølgende shitstorm. Med andre ord har politikere lige så stor en andel i, hvordan en debat udfolder sig, som vi har – hvis ikke mere. 

 

Det politiske spin krakelerede under udsendelsen

Vi har forståelse for, at Laura Lindahl var stærkt presset under udsendelsen og havde behov for at ændre fokus, for Kim Madsens mange udsagn om, at han gerne vil arbejde, at han er ligeglad med, hvad han skal lave – og det, at han direkte tiggede om et fleksjob for åben skærm og dermed bad om tilladelse til at få lov til at arbejde – ja, det borede jo en skarp pæl igennem alt det gentagne spin, som politikerne de sidste mange år har forsøgt at bilde befolkningen ind, nemlig historien om de dovne kontanthjælpsmodtagere, der ikke vil arbejde.

Det fik Kim Madsen i den grad modbevist her, alt imens Laura Lindahl benægtende stod og rystede på hovedet under udsendelsen ...

Så fik vi den sat på plads!

Men at Laura Lindahl var under stærkt pres, det berettiger ikke en politiker i regeringen til frontalt personangreb mod en syg borger.

Vil man have andre til at opføre sig anstændigt, så må man som det første begynde med sig selv og lade være med at gå til personligt angreb på modparten. Ofte får vi det indtryk, at der slet ikke eksisterer grænser for opførslen over for os – overhovedet.

Nogle af vores medlemmer fortæller desuden, at deres "pæne" kommentarer blev slettet på Laura Lindahls Facebook-profil, og at de mindre pæne kommentarer fra vores frustrerede medlemmer til gengæld blev bevaret. Vi tillader os at undre os over, hvilket motiv Laura Lindahl mon har med det ...

 

Jo, Kim Madsen ér syg

Pierre Collignon skriver:

"Kim Madsen har i årevis søgt om at få førtidspension eller fleksjob, men ifølge Københavns Kommune er han ikke syg nok til at blive tildelt nogen af delene."

Læseren ledes hermed til at tro, at så fejler Kim Madsen nok intet, når ikke han er "syg nok" til nogen af delene.

Godt forsøgt!

Men sandheden er, at Københavns Kommune vurderer ham til at være "for rask" til førtidspension og "for syg" til fleksjob. Dét er en væsentlig forskel!

Med andre ord er der tilsyneladende ikke nogen hjælp at hente i systemet for syge borgere som Kim Madsen, der både er "for lidt syg" og samtidig også "for meget syg".

Hermed befinder borgeren sig ufrivilligt i ingenmandsland på ubestemt tid uden umiddelbar udsigt til en afklaring af sin sag, og det samme gør sig gældende for mange andre af vores medlemmer. Mange oplever også, at der overhovedet ingen sagsbehandling foregår i månedsvis, men alligevel bliver vores medlemmer i det offentlige rum beskyldt for, at det skyldes, at de ikke vil arbejde.

Det er altså ikke fair play!

Hvorfor må vores medlemmer ikke få tildelt fleksjob, når nu de gerne vil arbejde det, de kan?

Hvorfor er det kun os i modstandsbevægelserne, der tilsyneladende undrer os over det…?

Og hvorfor er det så vigtigt for jer at bevare fordommen om, at vi ikke vil arbejde, frem for at høre om de sandheder, som vi har at fortælle om systemet?

Kim Madsen stod direkte for åben skærm og tiggede om at få lov til at arbejde. Hvor mange beviser har I behov for, før I dropper jeres falske postulater?

Denne gidseltagning og parkering på kontanthjælp eller andre lignende lave ydelser anser vi desværre for uundgåelige, når nu kommunerne efter reformen kun må tildele cirka 50 % af de førtidspensioner, som de tidligere tildelte. Folk bliver jo ikke pludselig mere raske, blot fordi man rent politisk nedsætter kvoten for førtidspensioner.

 

Nej, Københavns Kommune handlede ikke i tråd med reformen

Pierre Collignon skriver videre vedrørende Københavns Kommunes linje med hensyn til tildeling af førtidspension:

"Kommunens linje på området var helt i tråd med en reform vedtaget i 2012 af et bredt flertal i Folketinget."

Den påstand undrer vi os over, for i udsendelsen i Debatten udtaler beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) om kommunens linje efter den tidligere beskæftigelsesborgmester:

"Vi er i fuld gang med at rette op på det her" og fortæller videre, at de er i gang med en handleplan, at området er blevet tilført flere penge, og hun indrømmer, at der var blevet strammet for voldsomt op.

I november 2017 udtaler beskæftigelsesborgmesteren desuden følgende til Avisen.dk:

"Jeg tror, at vi har afveget fra, hvad der oprindelig var intentionen."

Det stemmer ikke overens med det Pierre Collignon skriver i Berlingske.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) udtaler også i samme artikel, at det vil "være hendes klare ambition at få gjort op med de gentagne arbejdsprøvninger, som ledige i dag skal igennem, før de kan få svar på, om de kan komme på førtidspension eller ej."

LÆS OGSÅ: KBH har tjent halv mia. på at bryde den sociale kontrakt

Det værdsætter vi, men her cirka et år efter at de udtalelser faldt fra beskæftigelsesborgmesteren, kan vi konstatere, at det fortsat ikke er sket, idet Kim Madsen netop har afsluttet sin niende arbejdsprøvning.

Så meget for de mange famøse intentioner ...

Hvorfor må Kim Madsen ikke arbejde?

Hvorfor tages der ikke hensyn til vores helbred?

I Debatten var der af uvisse årsager også inviteret en iværksætter, som mente sig i stand til at fortælle, hvad hans syge og nu afdøde far mente var det bedste for syge og handicappede mennesker – nemlig at arbejde. Heri forstår vi implicit det budskab, at vi syge skal ud at arbejde.

Vi har intet imod, at syge og handicappede arbejder det de kan, men vi har noget imod det, vi ser i dag, nemlig at svært syge og handicappede – mere eller mindre uden arbejdsevne og sågar døende – presses ud på arbejdsmarkedet. Et pres, der også driver flere ud i selvmordstanker. Og vi har noget imod, at det efterhånden er mere reglen end undtagelsen, at syge og handicappede bliver endnu mere syge af de forløb, som de udsættes for i jobcenterregi.

Vi ser mennesker blive sendt i arbejde til trods for lægelige advarsler imod det, fordi lægeerklæringer bevidst ignoreres. Vi får jævnligt henvendelser fra medlemmer, som desperat fortæller om, at deres helbred forværres af kommunernes jagt på at grave en arbejdsevne frem. Samtidig hører vi politikere sige nok så flot, at vores helbred ikke må forværres, men vi ser ingen politikere tage affære og stoppe kommunernes praksis, når vores helbred stik imod intentionerne gang på gang forværres af deres helbredsskadelige forløb. Det fortsætter blot upåvirket år efter år – ligesom meget af alt det andet, som alle I raske får indtryk af fungerer efter bogen.

Kan I forstå vores dybe bekymringer…?

Er det ikke snart på høje tid at få indført sanktionsmuligheder over for de egenrådige kommuner?

 

Vi er trætte af taknemmelighedsretorikken

Samtidig får Kim Madsen skudt i skoene under udsendelsen i Debatten, at han skal være taknemmelig for al den hjælp, han får …

Det affødte et højlydt udbrud fra Kim Madsen, som uden tvivl er blevet fejlfortolket af flere som værende utaknemmelig. Men hvad er det, I forventer af os, I taknemmelighedsryttere? Skal vi sige tak efter hver anden sætning, vi siger? Og hvorfor skal vi det?

Siger I tak til os, der har slidt på arbejdsmarkedet i årevis, inden vi blev syge og handicappede, og som har betalt for jeres ophold i børnehaven og jeres fine lange uddannelser m.v.?

Den tak har vi vist stadig til gode at høre!

Mange af os har jo indbetalt til fælleskassen i årevis og dermed også til det sikkerhedsnet, der skulle forestille at gribe os, hvis vi blev syge. Mange af os har også betalt prisen på arbejdsmarkedet med en nedslidt krop og et smertefuldt helbred til følge, og som "tak" bliver vi så udskammet og talt ned til i et offentligt TV-program i bedste sendetid.

Kan I forstå, at udtalelserne provokerer os?

Vi vader rundt i påtvungne kurser i mindfulness, varmtvandsplaskeri, find-din-indre-fugl-kurser osv. Bevares, vi er da taknemmelige for, at vi kan komme på kursus, men hvad skal vi bruge det til? Mange af kurserne er rent spild af skatteborgernes surt tjente penge, for der er ikke nogen af os, der er kommet i arbejde af at have fundet vores indre fugl.

Derfor er vi trætte af taknemmelighedsretorikken!

Kan I forstå, at vi føler os provokerede?

Vi er trætte af mistænkeliggørelsen

Vi bliver mistænkt for ikke at være syge til trods for utallige lægeerklæringer, som er klokkeklare.

Hvad får Laura Lindahl til at finde det berettiget at stå og insinuere, at vi ikke vil arbejde, men kun vil sidde hjemme foran TV'et og hæve vores – ifølge hende – "fede hyre"? En dame, der om nogen får mere af fællesskabets pengekasse i løn, end flere af os tilsammen, og som tilmed kan hæve en ualmindelig "fed hyre" i pension resten af livet efterfølgende – også af fællesskabets pengekasse – mens hun blot sidder foran TV'et.

Kan I forstå, at udtalelserne provokerer os?

Hvorfor skal vi arbejde ulønnet i årevis?

Kim Madsen vil meget gerne væk fra kontanthjælp og ud at arbejde, men det er det eneste, han ikke kan få lov til. I stedet skal han arbejde ulønnet i arbejdsprøvning år efter år, uden at det giver mening, og det mener folk så, at han skal være taknemmelig for! Hvis ikke man kan finde en tilstrækkelig arbejdsevne efter syv år og ni arbejdsprøvninger, så burde man måske i stedet indse det indlysende!

Vi har medlemmer, der har svært ved at finde økonomi til at arbejde ulønnet, fordi de bl.a. får ekstraudgifter i form af transport. Vi har også medlemmer, der bliver pålagt selv at skulle betale for påkrævet sikkerhedsudstyr m.m., og disse udgifter skal betales ud af den samme kontanthjælp, hvor raske, der kommer i arbejde og får øgede udgifter til transport, også får en øget indtjening i form af løn, der kan betale de øgede udgifter.

Regeringen skriger på arbejdskraft, og Kim Madsen skriger på et fleksjob.

Kan I høre, hvordan det lyder …?

Hvorfor er det os, der er syndebukkene …?

Kan I forstå, at vi er frustrerede og undrer os ...?

Kan I forstå, at vi sætter spørgsmålstegn ved, om den politiske agenda nu også er at få dem af os, der kan arbejde, i arbejde, for der er jo noget her, der ikke stemmer, når så stor en del af os, der er syge og handicappede, nægtes afklaring til fleksjob – eller førtidspension – i årevis.

Vi vil gerne opfordre landets borgere til at spørge sig selv, hvad de mener formålet er med at parkere syge og handicappede i systemet i 10, 20 og 30 år uden afklaring til fleksjob eller førtidspension!

Hvad er formålet?

Kan I forestille jer, hvordan det er konstant at få smidt i hovedet, at vi er nogle nasserøve, og at vi ikke vil arbejde? Når vi konstant skal have massevis af fordomme trukket ned over hovedet, som slet ikke er i overensstemmelse med den virkelighed, som vi befinder os i, men ingen vil høre på os?

Er det rimeligt at bebrejde os, at vi er på kontanthjælp, når vi i virkeligheden bliver parkeret og fastholdt på ydelsen uden nogen som helst mulighed for ved egen hjælp at slippe ud af det dynd, fordi vi ellers ikke kan klare os?

 

Kontanthjælpen er ikke en midlertidig ydelse

Politikerne fortæller jer konstant, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, men det fungerer nærmest stik modsat. Kontanthjælp er det nye sort, men vi ser ingen politikere tage effektiv affære og stoppe kommunernes praksis med årelang parkering på kontanthjælp. Det fortsætter blot upåvirket år efter år ligesom så meget af alt det andet i det her vanvittige system. Til gengæld er det igen os, der bliver bebrejdet, at vi hænger fast i kontanthjælpen, selvom vi nærmere er gidsler heri og gerne vil væk herfra, men i kommuneland er vores retssikkerhed sat ud af spil. Her har vi intet at skulle have sagt.

Kan I forstå vores frustrationer, vores vrede og korte lunte?

Vi undrer os over, at Laura Lindahl ikke bliver forarget over de syv års sagsbehandling, den niende arbejdsprøvning og kravet om, at en handicappet mand skal øge sin arbejdstid med fem minutter. Hvorfor jubler Laura Lindahl ikke over, at Kim Madsen vil ud at arbejde? Og hvorfor er Laura Lindahl ikke interesseret i at tage fat på problemstillingen om, at kommunerne smider syge borgere "ned mellem to stole", så syge kan blive afklaret, og vi én gang for alle kan få lukket den kattelem? Den har jo ingen vindere.

Men Laura Lindahl vil hellere holde fast i fortællingen om de syge og dovne kontanthjælpsmodtagere med de "fede checks", der ikke vil arbejde!

Vi er rystede!!!

Udadtil fortæller landets politikere igen og igen, at de syge og handicappede skal "hjælpes". Ja, det ord er nærmest blevet politisk voldtaget, for aldrig har landets svageste fået så lidt hjælp som i dagens Danmark, men det er desværre gået hen over hovedet på hr. og fru Danmark, og især at det også er jeres sikkerhedsnet, der er i opløsning.

Er det ikke snart på tide, at I begynder at spørge jer selv, hvorfor modstandsbevægelserne er opstået, og hvorfor vores medlemstal stiger og stiger?

Er det ikke snart på tide, at I seriøst lytter til, hvad vi i modstandsbevægelserne har at fortælle?

  Med venlig hilsen Modstandsbevægelserne   Facebookgruppe/side: Afdeling: Antal følgere/ medlemmer: Næstehjælperne Hovedgruppe 21.750 Jobcentrets ofre Hovedgruppe 14.630 Jobcentrets ofre Vordingborg 189 Jobcentrets ofre Fyn 149 Jobcentrets ofre Odense 117 Ja tak til pension, og en fair behandling af syge 10.831 Liv Over Lov 577 Syg i Jammerbugt kommune 296 Kamp for velfærd og fællesskab 2.297 Aktion systemets ofre 303 Behandl Mig Ordentligt 21.656 Vi vælger fællesskabet 1.717 Aktivistisk samling 685 Dokumentation til Ministeren omkring fastholdelse af syge på lavindtægt 509 Gensidig forsørgerpligt, nej tak 13.294 Bedre vilkår for førtidspensionister 8.036 Bekæmp Fattigdom NU 15.853 Folkebevægelsen for Social retfærdighed. 1.300 SYGE SIGER STOP ! 1.182 Alle os i Ressourceforløb 1.112 Velfærd Danmark 983 Syge og Udsatte i Assens kommune 301 Sygdomsramte kræver anstændig sagsbehandling! 4.257 De syges talerør 616 Aalborg kommune, stop jobcentrenes jagt på syge borgere 59   Antal følgere/medlemmer/underskrivere i alt: 122.699   Optalt den 19. oktober 2018