Socialrådgiver mødte jobcentret som syg: Politikere fornægter virkeligheden

Sådan skriver beskæftigelsesborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) I et indlæg i Altinget 23. april  som modsvar til en folketingskandidat fra Nye Borgerlige. Hun indleder med at kalde kritik af jobcentrene for ”floskler frem for fakta og virkelighedsfornægtelse frem for virkelighedsforståelse” og derfor har jeg brug for at reagere. Beskæftigelsesborgmesteren lever nemlig selv i en sær virkelighedsfornægtelse og floskelfyldt verden med sine illusioner om, hvad jobcentrene kan og gør. Jeg mener, at det er hende, der fornægter virkeligheden.  

Uden at forholde mig til eller stå på mål for Nye Borgerliges beskæftigelsespolitik – for det er ikke hensigten med dette indlæg – er jeg dog nødt til at kommentere på beskæftigelsesborgmesterens udlægning af ”virkeligheden”. 

Jobcentersyndromet

Beskæftigelsesministeren beskriver Nye Borgerliges politik på den måde, at "enten skal man have en førtidspension, når de første sygdomstegn melder sig, eller et spark bagi. I København ved vi, at verden er mere nuanceret.”

Det er da retorisk sjovt at bruge udtrykket et "spark bagi" for at latterliggøre ideen om at afskaffe jobcentrene, men hvad borgmesteren helt overser er, at dette spark i dag sker nedad. Syge borgere udsættes trods lange, veldokumenterede sygdomsforløb for årelange udredninger, afprøvninger og praktikker. Systemet gør os mere syge, end da vi gik ind ad døren til jobcentret. Når vi så på grund af disse lange og udsigtsløse udredninger får "jobcentersyndromet", så sender jobcentret i København de syge på stress-klinikker.

Borgmesteren taler om nuancering. Jamen så kig på, hvordan i behandler syge mennesker. Tag afsæt i den viden, der foreligger, og skab så ordentlighed i måden borgerne bliver mødt på. Det er den slags nuancering, der er brug for.

Den nedladende bedrevidende tone

Borgmesteren fortsætter nærmest bedrevidende og i hvert fald pænt nedladende som om syge ikke er selvstændige mennesker længere. De skal have myndig hjælp:

"Derfor forsøger vi at hjælpe flest muligt ind i det arbejdende fællesskab gennem et tæt samarbejde med erhvervslivet og målrettede virksomhedspraktikker. Ikke kun fordi det er godt for samfundsøkonomien, men også fordi det at have et arbejde og kollegaer at møde ind til er helt essentielt for menneskelig trivsel."

Når man er syg, er dét, man har allerstørst behov for, at få sin tilværelse til at fungere helt grundlæggende. Man har ikke brug for krav, man ikke kan opfylde, man har ikke brug for at få påført stress, udløst af for store krav eller af udsigtsløsheden i disse endeløse udredninger, uden udløbsdato. Det fjerne fokus fra at få det bedre eller måske indrette hverdagen med en kronisk sygdom. 

Menneskelig trivsel, skriver hun. Jamen det er en illusion, når man pines, plages og trues af et system, der nægter at anerkende sine syge borgeres behov for ro og omsorg og for et eksistensgrundlag, man kan leve for.

”Vi tror på mennesker, der har mistet troen på sig selv. Og vi kæmper for dem, der ikke selv orker det,” skriver borgmesteren.

Vi syge skal altså forstå, at vi har mistet troen på os selv, og at vi ikke orker at kæmpe. Det er respektløst at ignorere syge menneskers behov for relevant hjælp og omsorg og bevidst manipulere med sproget, således at dét at leve med sygdomme og handicaps kommer til at handle om at tro og kæmpe.

Alene dét at befinde sig i et jobcenter er en kamp for at overleve – 24 timer i døgnet – når man er for syg til at arbejde. 

Velfærdsillusionen

Når man kommer til jobcentret på baggrund af sygdom og funktionsnedsættelser (nedsat arbejdsevne), så er det dét, der er problemet. Det er da korrekt, at vi er mange, der kan miste troen undervejs. Men det er i kraft af jobcenterets møde med os. Afmagten bliver ofte så stor, at den æder håbet og viljen op. Men så får beskæftigelsesborgmesteren selvfølgelig også de borgere, som passer til hendes syn på de mennesker, som hun så gerne vil hjælpe.

Nuancerne handler ikke om bedrevidenhed og hokuspokus. Det handler om viden, ikke om tro!

Der er ikke megen ydmyghed over borgmesterens fremstilling af sin egen kommunes beskæftigelsesforvaltning, når hun skriver, at "… vi har som velfærdssamfund brug for et sikkerhedsnet, der står parat til at hjælpe dem, der har brug for det (…). Det gør vi i jobcentrene."

Vi er mange, der stiller et stort spørgsmålstegn ved, om ”velfærdssamfundet” overhovedet eksisterer mere. 

Os, som er ramt af sygdom, føler, vi har mistet det sikkerhedsnet, som Cecilia Lonning-Skovgaard taler om. Vi føler os ikke hjulpet af jobcentre, der udelukkende arbejder efter måltal og budgetter, og som trodser lovgivningen i hverdagen for at stille ledelsen tilfreds. Vi bliver mishandlet, gjort mere syge og fattige, alt imens ansatte i beskæftigelsesindustrien har kronede dage og spinder guld på vores trængsler.

Uvished og påført stress igennem mange års sagsbehandling og jobprøvninger er noget af det værste, man kan udsætte sygdomsramte mennesker for. Derfor har man for alt i verden ikke brug for at blive pisket, afprøvet og udredt i årevis, når man er for syg til at arbejde. Så har man brug for relevant, lovlig og hurtig hjælp.

Kunne borgmesteren og alle andre, der arbejder i beskæftigelsesforvaltningerne rundt om i vort land, levere den slags socialfagligt arbejde, som tilmed overholder loven, så kunne I tillade jer at prale med, at I hjælper mange mennesker via jobcentrene. Det er dét, der i virkeligheden kræves over for syge borgere.

Men som borgmesteren fremstiller indsatsen i landets jobcentre i almindelighed og i Københavns Kommune i særdeleshed, er den udtryk for ren virkelighedsfornægtelse.