Tillad mig at bringe et sært paradoks på banen. På den ene side har velfærdsstaten og dens politikere konstant fokus på at optimere driften og spare penge. Så der er råd til velfærdssamfundet. Men på den anden side, så opfører den sig på en måde, som tvinger flere og flere familier ud i større og større behov for velfærdsstatens hjælp. Det er da besynderligt, ikk? Nu skal jeg forsøge at forklare hvorfor det sker.
I Danmark lever rigtig mange børn et liv i fattigdom, fordi deres forældre er ledige. Mange er blevet afhængige af velfærdsstaten, fordi de enten ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, er syge eller midlertidigt havner i en livskrise, som kræver hjælp.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Ifølge statistikker og politiske meldinger er op mod 60.000 børn ramt af fattigdom i Danmark. Jamen, de får jo kontanthjælp eller noget, og det er mange penge, siger politikerne. Det passer bare ikke, for disse familier klemmes fra alle sider. Af deres livssituation på den ene side - med alle de udfordringer det giver at være presset fra alle fronter - og af velfærdsstaten, der stiller rigide krav og tossede forventninger, som ofte er umulige af indfri, når man er presset.
Efter kontanthjælpsloftet er antallet af fattige familier vokset. Samtidig er der kommet sanktioner, som skal "lære" i forvejen meget hårdt ramte familier, at passe deres ting som helt almindelige trygge velfungerende mennesker i middelklassen - læs hos beslutningstagerne - jo selv formår.
Et eksempel fra det virkelige liv
Familien ønsker at være anonym, men de har fået hjælp af Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, for velfærdsstaten har kun gjort livet værre for dem.
Faderen er indlagt på hospital til operation for en discusprolabs så han hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Moderen er gået ned med stres pga dårligt arbejsmiljø hvor hendes skånebehov ikke blev opfyldt. Hun er nu fyret og røget på kontanthjælp - lige som faderen.
Faderen får under sin lange indlæggelse på hospitalet, et brev i sin E-boks om at han om 2 dage skal til møde hos kommunens underleverandør i en mentorordning, uagtet at han har meddelt sagsbehandler at han er indlagt. Han troede selvfølgelig at han havde fred under indlæggelsen, men han skulle være mødt op til aktivering i et kursus om bækkenbundsøvelser til panfløjtemusik. Han når ikke at læse beskeden i sin E-boks, fordi han er på hospitalet. Udeblivelsen ender med en økonomisk sanktionering.
Moderen går derhjemme med børnene og forsøger at få hverdagen til at fungere samtidig med sin strestilstand og udtalt mental træthed sammen med depressionen. Alt i alt en dårlig cocktail for familien. Moderen har også fået et brev om at møde op i jobcentret, men hun er så presset af hele familiens situation, så hun må dagligt mobilisere energi til hverdagen væsentlige gøremål, så hverdagen er bedst mulig for børnene. Hun får ikke åbnet sine breve, så hun møder ikke op. Hun bliver sanktioneret af velfærdsstaten.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Familien ville selvfølgelig gerne indfri systemets krav og ønsker. Men de magter det ikke på de vilkår, som systemet stiller. Og nej, systemets fagfolk taler ikke sammen. Ingen stopper sanktionerne på grund af indsigt i familiens situation og forhold. Det sker bare. Lige så automatisk som når du får en bøde fra Rejsekort.
Hvis man er fanget i de ridige regler på beskæftigelsesområdet, så bliver den personlige situation hurtigt værre.
Sanktioner sker tilfældigt
Når mor og far bliver sanktioneret af k-kassen på grund af en eller anden form for svigt i en aftale med kommunen, så mister forældrene retten til at forsørge deres børn. Nu er lovgivningen på området sådan at man som forældre har forsørgerpligt for sine børn. Så selvom det selvfølgelig er af kærlighed til børnene, når familier kæmper, så har velfærdsstaten altså også indbygget denne væsentlige detalje. Forsørgerpligt. Forældreansvaret, som vi alle forhåbentligt finder naturligt og rigtigt.
Men syge og udsatte familier får lagt sten og blokader i vejen for deres forsøg på at opfylde pligten, og mobilisere overskuddet til at give den kærlighed, som børn skal have. De er jo uskyldige. Familier fratages forsørgelsesgrundlaget når de bliver sanktioneret tilfældigt og systematisk. Med sanktionen følger et valg: Skal vi bruge de små kræfter på at forklare den forkerte sanktion, eller skal vi bruge kræfter på at vælge om vi skal betale husleje eller købe mad for de penge, der - måske - er tilbage? Skal vi mobilisere den sidste ydmyghed for at spørge ud i grupper som Næstehjælperne om konkret hjælp, for der kommer den fra medmennesker?
Her kommer det besynderlige: Når forældre pga sanktioner mister muligheden for at forsørge deres børn, skal de så aflevere børnene til det offentlige så de kan pleje børnene indtil forældrene får penge igen? Eller hvad.. ? I så fald bliver det langt langt dyrere for velfærdsstaten, fordi en sanktion på nogle tusinde kroner så kommer til at koste 20-30-40.000 om måneden i måske flere år fordi børnene kommer på døgninstitution.
Systemets svigt
Du sidder lige nu og tænker at forældrene da bare kan overholde deres aftaler med jobcenter eller kommune, og så bliver de ikke sanktioneret. Det kan mennesker med overskud og ressourcer selvfølgelig også. Men er du presset, lever du i en anden virkelighed.
Om man er aleneforældre eller par, så opstår der i rigtig mange situationer tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at opfylde samfundets krav til fremmøde eller andet.
Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre
Vi har valgt at give taletid til aktive i Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre. Initiativet bringer deres indsats og erfaringer videre til vores læsere, og viser andre sider af hverdagens velfærd.
Læs flere indlæg fra - og om - Næstehjælperne her og Jobcentrets Ofre her.
Jeg har som forperson for mange tusinde syge borgere et meget indgående kendskab til forældre som har mistet forsørgelsesgrundlaget pga sagsbehandleres manglende indsats, pga den rigide lovgivning på området samt pga k-kassens fuldstændigt kolde tilgang til mennesker af kød og blod.
I k-kassen, som er den instans som visiterer til ydelser, sidder der medarbejdere som uden at blinke, uden at kende de borgere som de sanktionerer- med kolde hænder, stopper al udbetaling - uden at læse borgerens sag, uden at tage hensyn til om der er børn inddraget i sagen, og dette forringer muligheden for at yde den samfundsservice som skal give os alle et trygt liv. Sagsbehandleren med kontakt til familien har en opgave. Et andet sted sidder ansatte uden menneskekontakt og eksekverer velfærdsstatens sanktioner. Sådan er det i dag.
Hvordan det, tænker du, og så siger jeg, tænk på, hvordan du får en rykker fra teleselskabet, en bøde fra p-vagten, som du glemmer, eller en anden smutter i dagligdagens endeløse serie af regninger.
Alle kender vel oplevelsen at få en bøde for noget, man finder urimeligt. En simpel fejl måske, fordi PostNord leverer regningen for sent. Eller p-vagten havde en dårlig dag, hvor han skulle indfri sit bødemål. Så falder hammeren. Betaler du? Accepterer du gebyr og det hele? Du kan, fordi du trives med overskud og ressourcer. Tryghed i din økonomi. Mange gider ikke kampen for de 125 kroner. Eller den urimelige p-bøde. Eller tog-afgiften, fordi du glemte Rejsekortet.
Velfærdsstaten fungerer på samme måde. Systemet eksekverer. Det er ikke sagsbehandlere, der træffer afgørelserne. De skal bare konsekvent indberette de små fejl i forholdene med deres ydelsesmodtagere - altså samfundets udsatte, som i forvejen har svage ressourcer til at tage de kampe, som du i din trygge middelklasse har råd og overskud til at fravælge.
Forskellen er, at velfærdsstaten med denne fremgangsmåde modarbejder sine egne intentioner. Den fratager forældrene muligheden for at forsørge børnene. Ville du kæmpe for dine børn eller tage kampen med p-selskabets rigide klagesystemer? For en presset familie handler det om meget mere, end at undvære den næste gode flaske rødvin. Det handler om boligen. Når huslejen ikke betales fordi børnene skal have mad, banker hjemløshed på døren. Dernæst tvangsfjernelse af børn. Derfor kæmper vi. Til det sidste.Er det sådan du ser velfærdssamfundet?
Er det et værdigt samfundt, der systematisk fratager forældre deres kamp for at forsørge deres børn?
Tør du svare ærligt på mine spørgsmål ?
