Søndag var der debat i Deadline om sociale investeringer mellem Askovfondens administrerende direktør, Helle Øbo, og Knud Aarup, der tidligere har været Social- og arbejdsmarkedsdirektør I Randers Kommune og direktør i Socialstyrelsen til 2015.
De to har ret forskellige udgangspunkter i debatten. Helle Øbo mener, at der er brug for en bedre indsats overfor de svageste i samfundet – indsatser, som Askovfonden i øvrigt selv bidrager med – og her ser hun sociale investeringer, som en relevant nytænkning.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Knud Aarup deler præmissen om, at vi kan gøre det bedre, og at Askovfonden i øvrigt gør et kvalificeret stykke arbejde, men han er bekymret, fordi han ser sociale investeringer som et udtryk for, at vi lader socialområdet gennemsyre af økonomitænkning. Det er altså en frygt for en negativ spill-over effekt af værdimæssig karakter – en frygt for, at der ikke længere vil være opmærksomhed omkring og indsatser til de målgrupper, som ikke nødvendigvis udgør en god business case, hvis investeringstænkningen vinder ind.
Omvendt kan man – hvis man ”bare” ser sociale investeringer som et teknisk instrument – anfægte, at der ikke går penge fra disse målgrupper ved, at der foretages målrettede investeringer i andre målgrupper. Tværtimod kan man ud fra dette instrumentelle perspektiv hævde, at provenuet på vellykkede sociale investeringer fx kan bruges på at styrke omsorgen for de svageste målgrupper.
Kan de to perspektiver mon forsones?
En refleksion kunne være, om der kunne være en mulighedssprække mellem de to perspektiver? Kan det gøres politisk tydeligt (og troværdigt), at man ikke vil lade investeringstankegangen gå ud over disse målgrupper? Eller at man også vil styrke indsatser overfor disse, selv om det ikke kan finansieres som investeringer?
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Den slags synspunkter kan man sikkert umiddelbart godt blive enige om i dagens politiske billede (især i en valgkamp), men spørgsmålet er hvad der sker på længere sigt? For det første er den værdimæssige glidning, som Knud Aarup frygter jo noget, som kan ske over en længere tidshorisont end typiske Finanslovs- og SATS-puljeaftaler – og noget, der ikke nødvendigvis sker som en bevidst handling. For det andet kan politikerne have svært ved at frede det socialpolitiske område for besparelser i al fremtid – specielt hvis de offentlige finanser kommer under stigende pres (hvilket ikke er usandsynligt, når man fx ser på forventningerne til udviklingen i antallet af borgere over 80 år).
Glidningsdiskussionen synes i øvrigt langt bredere end spørgsmålet om sociale investeringer. Det er vel en parallel diskussion, der ligger bag diskussionen mellem Konkurrencestaten og Velfærdsstaten, da det er et spørgsmål om staten primært skal agere ud fra et velfærdsstatsligt omsorgsperspektiv, eller om staten primært skal sikre Danmarks internationale konkurrencedygtighed ved at investere i at sikre arbejdskraft i høj kvalitet og rigelige mængder. Det er helt klart relevant at se investeringstankegangen som et eksempel på en konkurrencestatslogik (internationalt diskuteres the Social Investment State), men min pointe er blot, at drøftelsen om konkurrencestat vs. velfærdsstat er bredere.
Debatten i Deadline er samtidig et udtryk for, at det er lykkedes regeringen at få dagsordenen om sociale investeringer herhjemme drejet direkte over på de anglo-saksiske Social Impact Bonds (SIB). Dermed overser man den mindre komplekse tilgang til sociale investeringer, som praktiseres af de fleste svenske kommuner, og hvor det er kommunens egen kapital, der investeres for. Med den svenske investeringsmodel opnås – ligesom med SIB’erne – en forstærket forebyggelse og en mere langsigtet samtænkning af økonomi og sociale indsatser. Samtidig involverer den svenske model ikke de elementer fra SIB’en, der bryder med en dansk socialpolitisk tradition ift. privat kapital, komplekse kontrakter og resultatbaseret afregning.
