Christian Christensen, brandmand og borger
Med en skarp pen og helt jordnære refleksioner på den offentlige debat og samfundsudviklingen skriver Christian Christensen jævnligt klummer på DenOffentlige. Det sker med afsæt i observationer og refleksioner fra samfundets hverdag som borger, frivillig brandmand, menigt menneske og samfundskritisk debattør.
En forside på Ekstra Bladet, og så er den ged barberet. Det er blevet pøbelvælde. Jeg ved ganske udmærket, at ”pøbel” er et negativt ladet ord. Og netop derfor bruger jeg det i ordets mest mulige negative forstand.
Der er nemlig forskel på et folk og en pøbel. Et folk, er de som respekterer de parlamentariske spilleregler og som ved, at ting tager tid – og at gode, langsigtede løsninger, tager endnu længere tid. Pøblen derimod, er de som forventer snuptagsløsninger og som tropper op på galgebakken med fakler og høtyve og råber slagord.
I dag er fakler og høtyve skiftet ud med statusopdateringer, og galgebakken er skiftet ud med sociale medier. Selv verdens eneste reelle supermagt, USA, regeres via tweets.
Man kunne fristes til at tro, at denne ”direkte adgang” til et lands magthavere, vil være godt for demokratiet. At demokratiet og borgerne aldrig har været tættere på hinanden. At der faktisk kunne være tale om et nærdemokrati. Problemet er – efter min mening – netop nærheden. Der er for lidt distance mellem borgere og magthavere. Med distance, mener jeg respekt. Selvfølgelig skal vores magthavere da lytte til borgerne, men de skal vel ikke lytte til ALT?
Udlændinge-hykleriet
Tag nu et emne som udlændinge. De er af pøblen udråbt som det største problem i vores samfund – stærkt tililet af en gruppe politiske agitatorer. I pøblens interesse og uddeling af karamelpapir lover magthaverne at lovgivning, der løser problemerne. Snuptags-løsninger, der får tåbelige konsekvenser, fordi det skal gå hurtigt og tilfredsstille pøblen. Hov, nu kan selvforsørgende danskere ikke længere tage deres ægtefælle med hjem, men kriminelle udlændinge kan vi tilsyneladende nærmest ikke drive ud af landet. Det var næppe det, der var meningen.
For at undgå galgebakken er det alle andres skyld, når lovgivningen fejler og viser sig sjusket. Rumænien har umenneskelige forhold i fængslerne, og så siger menneskerettighederne, at vi ikke kan sende romaer hjem. Hallo, blev Rumænien ikke medlem af EU og er et væsentligt krav her ikke, at man opfylder menneskerettighederne? Italien, Grækenland, Tyrkiet og andre lande kan ikke lave rigtige grænser. Sverige sender invitationer ud. Alle andres skyld, men offerrollen er jo også altid den nemmeste og den sunde fornuft har ingen gang hos pøblen.
Nu skal denne klumme ikke handle om udlændingepolitik, men om de faktorer der styrer vores lands politik. Udlændingepolitikken er blot et godt eksempel på vores politiske pøbelvælde.
Demokratis dræbende trekantsdrama
I det rige eventyrland mod nord møder vi butleren, husbestyrerinden og tjenestepigen.
Husbestyrerinden er vores politikere, tjenestepigen er pøblen og butleren er pressen. Tilsammen kan de får alting til at skinne og fungere. Når de fungerer sammen, og det gør de ikke i dag.
Husbestyrerinden er voldsomt bange for butleren og butleren har et godt øje til tjenestepigen, som så til gengæld ikke bryder sig særligt meget om husbestyrerinden. Et sandt trekantsdrama.
Hvad er det vi mangler i denne husholdning? Vi mangler gensidig respekt – og sund fornuft. Husholdningen SKAL fungere.
Pressen skal også redefinere sin plads i samfundet. Det handler om politik – de langsigtede løsninger. Prøv nu at gå efter bolden og lad tabloidpressen tage sig af manden, som den altid har gjort. I dag drives den ”gode historie” af, hvor vidt at man kan få nogle hoveder til at rulle. Kan man ikke fælde nogen, så er sagen næppe værd at skrive om.
Politikerne hopper selv med på denne ”gå efter manden”-kultur. En ny uge og et nyt samråd fra oppositionen. Kan vi fælde en minister? Disse samråd har nu styret vort land i 3 valgperioder.
Vi skal have respekten og fornuften tilbage i højsædet. Lad politikere være politikere, der er drevet af idealisme. Af at tro på noget, have visioner og se de langsigtede løsninger. De skal ikke styres af spindoktorerer, Ekstra Bladets læsere og frygt for en shitstorm. Pressen skal være dem, som tjekker disse løsninger efter i sømmene og sikre sig, at borgernes interesser er bedst muligt tjent. Borgerne skal så vælge de politikere, de mener tilgodeser deres interesser mest muligt. Det er da i hvert fald idealet, ikk?
Debat uden løsninger
Vores politikere skal stoppe med at føre følelseporno-politik. Seneste eksempel på dette er Mette Frederiksen (A) som fortalte en lang historie om hvordan hun – med tårer i øjnene – måtte efterlade sine børn i daginstitutionen – mens børnene stod grådkvalte i vinke-vinduet med en pædagog. Det Mette Frederiksens formentligt ville sige med denne historie, var en ros til pædagogen som tog sig af og trøstede Mette Frederiksens børn. Hun kom ikke med løsningsforslag. Pøblen kan alligevel ikke kapere mere end grædende børn.
Den langsigtede og holdbare løsning på dette, kunne være at kigge på forældreorloven, nedsat arbejdstid, flere pædagoger eller noget helt fjerde. Det sagde hun ikke noget om.
Den kortsigtede løsning, ville være at sætte matterede ruder op i vinkevinduet på samtlige af kongerigets daginstitutioner. Det ville jo fjerne problemet. Billigt og effektivt.
Høtyven kommer
Vi bliver nødt til at få vores demokrati tilbage på sporet. Et demokrati som ikke styres af ”her-og-nu” løsninger. Som ikke styres af hvad, der lige måtte være ugens modefarve hos ”nationen” på Ekstra Bladet. Hvor spindoktorer er overflødige, fordi du som politiker er dygtig nok til selv at stå på mål for dine holdninger. Hvor politiske budskaber ikke nedkoges til 140 tegn på Twitter eller 2 sætninger på en Facebook-opdatering og en omgang følelsesporno. Hvor politiks kompleksitet ikke kan koges ned til skattelettelser contra velfærd og hvor vort største problem ikke kan koges ned til udlændingepolitik.
Hvis man fjerner skattelettelser, velfærd og udlændinge fra de sidste 15 års valgkamp, har vi så ikke andre problemer?
Hvis ikke demokratiet genoplives, så flytter vi ikke vores samfund – de eneste der flytter sig, er os selv – og det vel at mærke tilbage til hulerne i bjergene, hvor vi sover med høtyven inden for rækkevidde.
