Af Lars Qvortrup, professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet
Til kommunalvalget 2013 gennemførte Frank Jensen en kampagne, som vakte opsigt: I stedet for at love bedre skoler, medvind på cykelstierne eller varme bade til de ældre – var kampagnebudskabet: ”HER BOR VI! Mere respekt for København”. Frank Jensen gav ikke løfter, men krævede solidaritet og ansvarlighed: ”Vi har et fælles ansvar for, at hverdagen fungerer for os alle sammen,” lød teksten.
Hvad var baggrunden for kampagnen? I de ophedede dage var der ikke mange, der så perspektivet. I stedet handlede debatten i københavneravisen Politiken om, hvorvidt han selv havde købt den afslappede fleecejakke, han præsenterede sig i på kampagneplakaten, og hvilken butik den nu var købt i.
Men det skyldes nok almindelig københavnsk nærsynethed. For i virkeligheden var hans kampagne udtryk for et både bredt og radikalt kursskifte i danske kommuner. En overgang fra ”jer” til ”os”. Fra at ”vi”, kommunen og politikerne, taler til ”jer”, borgerne, til at politikere, forvaltning, medarbejdere og borgere har et fælles ansvar for den offentlige service.
Dette kursskifte finder man ikke kun i Frank Jensens kampagne. Nej, i disse år oplever vi et veritabelt paradigmeskift i de danske kommuners kommunikation med borgere og medarbejdere. Jeg har mødt det i Skive og i Helsingør og mest radikalt i Aarhus. I Aarhus har man taget hele springet: I foråret 2013 lancerede man budskabet ”Kærlig kommune”: Her lod man borgmesteren, Jacob Bundsgaard, sige: ”Kommunen skal ikke altid være den første, man vender sig mod, når noget går skævt. Vi har alle et ansvar for velfærden.” Uddybende forklarede man at velfærdsstaten ikke er et forsikringsselskab, og at det der knytter os sammen ikke er rettigheder eller kontrakter, men de forpligtelser og forventninger, som knytter en familie sammen. Derfor: Kærlig kommune.
Fra service- og markeds- til kærlig kommunikation
Men hvad er baggrunden for dette radikale skift? Lad mig kort resumere, hvad der er sket de seneste tyve-tredive år.
Indtil for tyve år siden var kommunikationen mellem kommuner og borgere en servicekommunikation: Man informerede om standarder, ydelser og åbningstider. Den type kommunikation tilhører en bureaukratisk tidsalder, hvor offentlige institutioner opfatter sig som skattefinansierede serviceleverandører, der skulle oplyse om og levere de ydelser, som borgerne havde ret til.
For ca. tyve år siden meldte ”New Public Management” sig med piber og trompeter. Kommunikationen til borgerne blev markedsbaseret, og de offentlige institutioner optrådte som om de var sælgere og borgerne var købere, oven i købet ud fra et (sandt eller falskt) konkurrenceforhold mellem de offentlige institutioner. Skoler og andre institutioner skulle ud på markedet at sælge deres produkter, og kommunikationen kom til at handle om at overgå hinanden i fortræffeligheder, profiler og fede tilbud.
Men i dag er markedskommunikationen ved at have slidt sig selv op, og et tredje paradigme er på vej. Budskabet handler om medejerskab og medansvar. I gamle dage var der to parter, nemlig et ”vi” og et ”jer”, hvad enten parterne var bundet sammen af løfter, regler eller kontrakter, og hvad enten parterne var bundet sammen af rettigheds-, konkurrence- eller incitamentsbånd. I dag er der én part, nemlig os alle sammen. Det der binder os sammen er vores fælles ansvar, og det vi skal identificere, er vores fælles forståelse af hvad målet er, og hvordan vi hver især bidrager til det. Vi er forpligtet som én stor familie. Kommunikationskoden er kærlighed, hvad enten familien hedder København, Aarhus, Helsingør eller Skive.
Den kommunale familie
Hvor stammer tendensen fra? I Danmark finder man baggrunden i den såkaldte ”tillidsreform”, der blev indgået mellem regeringen og Akademikerne, Danske Regioner, FTF, KL og OAO i juni 2013. I tillidsreformen enedes man om syv punkter, der fokuserede på mål og resultater, dokumentation og viden om hvad der virker, men hvor forudsætningerne var ”tillid og ansvar” og ”inddragelse af borgernes ressourcer”.
Hovedarkitekten var økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, dvs. ministeren for de danske kommuner. Heller ikke det burde være så mærkeligt, for selve tankegodset var undfanget af Det Radikale Venstre med deres ”tillidsreform” fra 2010. ”Vi præsenterer”, skrev de i lanceringen, ”en reform hvor statsstyring, detailregulering og dokumentationskrav erstattes af tillid og forpligtelse som de grundlæggende principper i styringen af den offentlige sektor”.
Bag dette står igen en massiv inspiration fra den canadiske provins Ontario, der i perioden 2004-2011 gennemførte en omfattende reform af alle provinsens ca. 5000 skoler. Også her blev der formuleret enkle, klare mål. Men disse mål blev udarbejdet af parterne i fællesskab, og forudsætningen for at nå målene var hverken kontrakter eller incitamenter, men styrkelse af medarbejderes og institutioners kompetencer. Mottoet var: ”Capacity Building”. På mange punkter er den nye danske folkeskolereform en kopi af den canadiske forbillede, selv om man desværre glemte den væsentligste forudsætning, at projektet skulle gennemføres i et solidarisk fællesskab mellem parterne.
Hvad er konsekvensen? Den er at kommunen og dens institutioner skal slå på tre helt centrale ting: ansvar, solidaritet og forståelse.
I dette nye paradigme defineres borgerne ikke som kunder, men som aktører, der er medansvarlige gennem den måde de forbereder fx deres børn til at gå i skole på. Grundlaget er med andre ord ansvar. Virkemidlet er solidaritet. Solidaritet findes ikke i markedskommunikationen, for et supermarked skal bare levere varen til den bedst mulige vare til den lavest mulige pris, ellers skifter kunden til en anden butik. Men skolen, plejecentret osv. har man et solidaritetsforhold til. I skoler og børnehaver skabes det ved at inddrage forældrene, fx via skolebestyrelserne, der har fået et langt større ansvar end tidligere. Forudsætningen er forståelse, for ansvar og solidaritet forudsætter en forståelse af hvad den fælles opgave er. På basis af den forståelse skal man forhandle sig frem til en ansvarsfordeling, hvor fx skolen siger, ”du sørger for at børnene kommer udhvilede og har husket madpakken, så sørger vi til gengæld for at lærerne på skolen har den højeste grad professionalisme, så børnene lærer at læse, regne og tale engelsk”.
Som alle paradigmer rummer også dette klare modsætninger: For hvis vi alle agerer som kærlige, ansvarlige medlemmer af den kommunale familie, hvor bliver så vores rettigheder som borgere og lønmodtagere af? Det bliver en af de udfordringer, som de nye tiders kærlige frontløbere skal håndtere.
Stafetten går til Hedensted Kommune
Herfra går stafetten videre til Hedensted Kommune, der også arbejder nytænkende med branding som en del af kommunens øvrige udvikling. Bl.a. har Hedensted besluttet at droppe "Kommune", for i stedet at blive til "Hedenstederne".
