Af Jørgen Vestby Christiansen, kommunaldirektør, Langeland Kommune
Hvilke kompetencer bliver de mest efterspurgte for fremtidens ledere?
I mange år har det været en ledelsesmæssig opgave at sikre levering af en efterspurgt service. I de seneste år har det været en ledelsesmæssig opgave at sikre en rationel produktion af en efterspurgt service. I den seneste periode har det været en ledelsesmæssig opgave at sikre en rationel produktion af en prioriteret efterspurgt service. I den kommende periode bliver det en ledelsesmæssig opgave at sikre en rationel produktion af en prioriteret efterspurgt service med en forøget inddragelse af samfundets frivillige ressourcer og en forøget udnyttelse af de teknologiske muligheder.
Politisk tæft og mod
Hvad indebærer en sådan fremtid for kompetencerne hos fremtidens ledere?
Læs også: Kommunaldirektør: Borgerne må selv levere velfærd i fremtiden
Der er ingen tvivl om, at der også i fremtiden skal være fokus på at producere service rationelt. Det betyder, at servicen skal produceres med stadig færre ressourcer og med en samtidig sikring af en høj kvalitet. Formlen for en sådan produktion skal være en sammenhængende opgavevaretagelse, hvor hver enkelt aktør skal kende til den nødvendige forebyggelse, den rette indsats og den ønskede nyttevirkning. Fremtidens leder skal således kende til organisationens samlede opgaver, de valgte løsninger og en rationel produktions udviklingsmuligheder. Det er klart nogle discipliner, hvor kompetencer er væsentlige. Den prioriterede efterspurgte service er en opgave, hvor vurdering af reelle behov er vigtig.
Basalt set er der to tilgange til vurdering af behov:
- Den vurderede nytte af løsningen af et behov og
- Den vurderede sociale virkning af løsningen af et behov
Den første tilgang vedrører ofte en større gruppe borgere, hvor den anden tilgang ofte er for en lille gruppe borgere. Samfundet har naturligvis størst nytteeffekt, når der løses et reelt behov for en stor gruppe borgere. Nytteeffekten for samfundet er mindre, når et behov løses for en lille gruppe borgere – i disse tilfælde er nytten normalt størst hos den enkelte borger. Teoretisk lyder det jo nemt – i praksis er det en stor opgave, hvor løsningerne i høj grad er præget af en politisk holdning.
Fremtidens leder opererer her i et spændingsfelt, hvor vurderingen af hvorvidt forskellige behov skal løses og hvordan de skal løses, naturligvis finder tilhængere og modstandere uden for og i de enkelte interessegrupper. Derfor skal fremtidens leder være udstyret med et sundt livssyn, politisk tæft og et mod til at turde udtrykke faglige holdninger til emner, der rummer store modsætninger. Det er ligeledes klart nogle discipliner, hvor kompetencer er væsentlige.
Serviceproduktionen løses af frivillige
En forøget inddragelse af samfundets frivillige ressourcer er en opgave, der mest af alt er begrundet i en fremtidig mangel på menneskelige ressourcer i serviceproduktionen. Når forudsætningen er den, at produktionen er super rationel og når der kun bliver løst de prioriterede nødvendige opgaver, burde der reelt være sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Hvis der stadig ikke er den sammenhæng – og det er min forudsætning, at det er der ikke – så skal produktionen af service forøges. Jeg forudsætter i den forbindelse, at efterspørgslen af service ikke længere kan reduceres, idet samfundet ikke kan acceptere at de prioriterede behov ikke løses.
Produktionen af service må således løses af frivillige.
Frivillige borgere kan skabe løsninger i samfundets generelle behov, men det kan også være frivillige borgere, der skaber løsninger i egne eller i pårørendes behov.
Der er ingen tvivl om, at der også i fremtiden vil være engagerede borgere, der har det store kald i livet, at være ”noget for andre”. Denne gruppe af borgere skal forsøges at blive stadig større således, at stadig flere generelle samfundsmæssige behov kan løses af borgerne selv. Det er en stor opgave, men dog løsbar.
Der kan for mig være en større tvivl om, hvorvidt det lader sig gøre at ændre borgernes opfattelse af, at samfundet faktisk kan forvente en stadig større egen indsats, når behov for service opstår hos en selv eller hos ens pårørende. Det danske samfund har igennem de seneste 50 år afvænnet borgerne fra at varetage egne og pårørendes behov til en forventning om offentlige løsninger. Det skal ikke være hensigten, at skrue tiden 50 år tilbage og forvente datidens løsninger, men det skal være hensigten at tilvænne borgerne til at løse de opgaver, der rent faktisk løses bedst af dem selv sat op imod de faktiske vilkår, at opgaven alternativt ikke løses overhovedet.
I den opgave vil fremtidens ledere virkelig blive sat på en prøve. At turde have en holdning, der påberåber borgere at løse opgaven selv og reelt ikke som offentlig myndighed at have en alternativ løsning klar, vil være så markant forskelligt for nutidens forventninger, at det skal skabe debat. Det er min klare erkendelse, at spørgsmålet er dybt politisk, men jeg forventer ikke desto mindre, at fremtidens ledere tør træde ind i minefeltet og skabe grundlaget for holdbare og – på sigt – accepterede løsninger.
Kolde og ufølsomme løsninger de rigtige
Opgaven med at udnytte de teknologiske muligheder i optimal grad ligner meget opgaven med at inddrage borgerne i egne løsninger.
Mange borgere vil opfatte selvbetjeningsløsninger og i særlig grad teknologiske løsninger på ældre og handicapområdet som værende ”kolde og ufølsomme løsninger”. Jeg skal bestemt ikke bestride, at den menneskelige kontakt i forbindelse med udmøntningen af den offentlige service er vores opfattelse af ”den rigtige løsning”, men teknologien skal ganske enkelt udnyttes, når de menneskelige ressourcer og den frivillige indsats ikke længere rækker.
Også i den opgave vil fremtidens leder være pligtig til at udvise den nødvendige beslutningskraft og samtidig at kunne udvise så gode pædagogiske evner, at borgerne over tid anerkender teknologien som en god løsning.
Jeg vover ikke at påstå, at fremtidens leder bare skal have de beskrevne kompetencer. Jeg er nødsaget til at erkende, at nogle ledere skal have kompetencer omkring den rationelle drift, nogle ledere skal have kompetencer til at afklare de nødvendige behov og nogle ledere skal have kompetencer til fremtidens nye opgaver. Den sammenhængende opgaveudførelse og evnen til at se samfundets ændrede muligheder og ændrede behov skal nok være den enkelte leders største kompetencer. Så skal lederens forudsætning være den, at andre i organisationen byder ind på de områder, hvor den enkelte leder ikke har sine spidskompetencer. Organisationen skal ”så bare” sikre sig, at der er det brede udsnit af kompetencer i organisationen!
Stafetten går til Finn Wiedemann
Herfra går stafetten videre til lektor i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet, Finn Wiedemann, der har sagt ja til at perspektivere mine overvejelser.
