Jane Wiis fra KL har givet mig stafetten med disse ord: Hvordan kan SFI som forskningsinstitution bidrage til at forskning omsættes til praksis? Og hvilke ønsker har I til praksis i forhold til at kvalificere jeres forskning? Det er gode og vigtige spørgsmål, som optager os meget på SFI. Et godt samspil mellem forskning og praksis stiller store krav til os som forskere – men også til de ledere og medarbejdere i kommunerne, som skal drage nytte af forskningen.
Lederskabshøringen
Med Lederskabshøringen vil DenOffentlige.dk skabe rammerne for en reformation. Vi vil forene vores læsere - fra den menige borger til den offentligt ansatte og de ledere, der har ansvaret - om en ny konstruktiv retning.
Se tidligere indlæg af bl.a. Preben Melander, Jens Christian Birch og Torben Beck Jørgensen her.
Viden på forskellige niveauer er nødvendig
Først og fremmest er det vigtigt at have et fælles billede af, hvad vi mener, når vi taler om ”evidensbaseret praksis”. Ofte sættes der lighedstegn mellem evidens og effekt. ”Vi vil vide, hvad der virker” – lyder det ofte fra politikeres side. ”Med alle de milliarder, vi poster i det sociale arbejde, er det vigtigt, at finde ud af om indsatserne virker eller ikke virker”. Og det ER vigtigt, at vi i forskningsverdenen til stadighed bestræber os på at udvikle metoder, der giver os sikker viden om, hvorvidt en indsats har den forventede effekt. Men uanset hvor dygtige vi bliver til at måle effekt, så er det i bedste fald naivt at forestille sig, at vi i en nær lysende fremtid vil have kortlagt alle effekter af alle sociale indsatser, og så er det bare at gå i gang med at sortere i dem. Der vil altid være brug for megen anden viden, for at kunne træffe gode beslutninger i det sociale arbejde. Og det er egentlig dét, evidens handler om: At træffe de bedst mulige beslutninger på en bund af solid viden.
Videns- eller evidensbasering af det sociale arbejde handler om behov for viden på flere forskellige niveauer. Grundlaget er for det første viden om målgrupperne: Hvem er de, hvad karakteriserer dem, hvad kan de, og hvad kan de ikke etc.? (Fx om hjemløse: Hvor mange er der, hvor er de, hvordan er gruppen sammensat?). For det andet skal man have grundig viden om de mekanismer, der er på spil i målgruppens liv og verden omkring dem (hvilke mekanismer fører til hjemløshed, fx misbrug, psykisk sygdom, arbejdsløshed?). Og man skal vide noget om sammenhænge (hvordan er sammenhængen mellem fx hjemløshed og psykisk sygdom?).
Evidens om målgrupper, mekanismer og sammenhænge udgør det vidensfundament, som en evidensbaseret praksis skal stå på. Det er på den baggrund, at man som praktiker kan få et indblik i og analysere udfordringerne for de borgere, man står over for. Det er også denne type viden, som sætter en i stand til at formulere nogle mål for udviklingen i borgernes liv.
De rigtige spørgsmål skal stilles og praktikere skal inddrages
Men hvis forskningsmæssig viden skal kvalificere beslutningerne derude, hvor de sårbare børn og de hjemløse mærker det, så kræver det, at vi som forskere stiller de rigtige forskningsspørgsmål. Det er jo ikke så enkelt, at forskningen sådan af sig selv producerer relevant viden, som derefter blot skal bringes til praktikernes kendskab – og vupti er viden omsat til praksis. At stille de rigtige forskningsspørgsmål, som vil kunne levere den viden, praktikere har brug for, er i sig selv en videnskab. God anvendelsesorienteret forskning udvikles ikke i elfenbenstårnet. Vi må ud og være i løbende dialog med praktikere om, hvad der er de væsentligste aktuelle og fremtidige udfordringer.
Lad mig gribe i egen barm og straks erkende, at dét kan vi blive meget bedre til. På SFI har vi netop oprettet et center for brugerinddragelse, som har til opgave, at udvikle metoder til at inddrage borgerne i udviklingen af vores forskning. Det kan være i form af dialoggrupper, hvor vi inviterer folk, der arbejder indenfor et bestemt felt til at komme med deres perspektiver inden vi udvikler vores forskningsdesign. Eller det kan være at udvikle metoder til at få nogle af de stemmer frem, som let overhøres - børnene, de svageste borgere osv.
Et er, at vi som forskere skal være mere lydhøre overfor praktikeres perspektiver og udfordringer. Noget andet er, at hvis forskningen skal omsættes til praksis, så kræver det at praktikere har en professionel analytisk tilgang til egen praksis. At socialarbejderen, læreren og pædagogen interesserer sig dybt for, hvordan deres indsats virker, og for at drøfte det med kolleger på et professionelt og veldokumenteret grundlag.
Praktikere skal have et analytisk blik
Jeg taler ikke om, at hver enkelt velfærdsmedarbejder skal gennemføre komplicerede statistiske analyser. Og heller ikke om flere kolde hænder, der bare sidder bag skærmen og dokumenterer hele dagen, langt fra klienterne. Jeg taler om at en analytisk tilgang, hvor det er helt naturligt at tilrettelægge sit arbejde, så man opnår mest mulig viden om, hvordan det, man gør hver dag, virker. At jobcentermedarbejderen lige beder de ledige, hun sender ud i et beskæftigelsesprojekt, om at besvare et par spørgsmål om deres udbytte. Eller at integrationsteamet bruger tid på at opstille nogle mål for, hvad man mener med ”god integration”, så det også bliver muligt at vurdere, om man når målene. Eller som en leder af en børneinstitution gjorde, da nogle pædagoger foreslog, at de i institutionen skulle arbejde med at danne venskabsgrupper blandt børnene for at fremme inklusionen: Hun bad gul stue om systematisk at arbejde med venskabsgrupper og grøn stue om at lade være. Og så analyserede personalet sammen efter et stykke tid, om børnene på gul stue havde dannet flere venskaber, end børnene på grøn stue. Denne form for analytisk professionel ”hverdagsevidens” er en helt nødvendig forudsætning for at kunne bruge forskningsmæssig viden til at træffe gode beslutninger.
Læs også: Sådan kan sagsbehandlere få bedre styr på informationerne i svære socialsager
Sidst men ikke mindst, så kræver et godt samspil mellem forskning og praksis – at der faktisk ER et samspil. At forskere og praktikere mødes – på konferencer, seminarer, dialogmøder – og sammen drøfter hvordan forskningsresultater kan berige praksis og hvordan praksis kan berige forskningen.
Stafetten går til
Jeg vil gerne give stafetten videre til direktør for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen. Mødrehjælpen har netop fået SFI’s jubilæumspris for at omsætte forskningsviden til praksis. Jeg vil gerne spørge Mads Roke Clausen: Hvad kræver det af ledelsen og af medarbejderne at arbejde evidensbaseret? Hvordan gør man det til ”måden at arbejde på”?
