Fra måle-veje-kontrol-hysteri til deltagerdemokrati

Der bruges flere penge på den offentlige sektor end nogensinde før. Men borgerne oplever massive nedskæringer på centrale velfærdsområder og de ansatte oplever dårligere arbejdsvilkår og ringere muligheder for at yde den gode service, som de og vi alle ønsker. Forklaringen er, at pengene i høj grad er gået til øget kontrol og bureaukrati. Det er resultatet af årtiers privatiseringer, udliciteringer og indførelse af konkurrence som styringsredskab i den offentlige sektor. I dag står vi med en offentlig sektor, der på væsentlige områder er blevet dyrere og dårligere.

Samtidig er det kommunale selvstyre – og dermed borgernes mulighed for at få indflydelse på kommunalpolitikken – reduceret gennem kommunesammenlægninger, centralisering af beslutningsprocesser og stram styring af kommunernes økonomi. Kommunal- og regionspolitikere er på mange måder reduceret til at administrere nedskæringer, dikteret af snævre rammer som er besluttet på Christiansborg og i ministerierne.

Hvis vi skal skabe et bæredygtigt samfund, så bliver vi nødt til at tage et opgør med New Public Management og hele måle-og-veje-og-kontrol-hysteriet. I stedet skal vi have indført Deltagerdemokrati, hvor det er borgere og ansatte der i stort omfang styrer selv. Det arbejder man med flere andre steder i verden med gode resultater.

Nogle af elementerne i en demokratisk styring af den offentlige sektor kunne være:

• Anerkendelse af, at de offentligt ansatte er den stærkeste ressource. Offentlig ledelse skal bygge på tillid, på inddragelse af de ansatte i strategiudvikling og planlægning. De ansatte skal i samarbejde med brugerne selv tilrettelægge det daglige arbejde inden for rammerne af samfundsmæssige prioriteringer
• De offentligt ansattes ytringsfrihed skal sikres, så de tør deltage i den offentlige debat og pege på fejl og mangler i den offentlige sektor uden frygt for at blive fyret.
• Selvstyre for kommuner og regioner skal øges kraftigt, inden for minimumskrav til serviceniveau og kvalitet.
• Borgerne skal have mulighed for at få reel indflydelse på hvordan midlerne bliver brugt. Kravene om tvangsprivatisering og markedsstyring skal fjernes.
• Den offentlige sektor bidrager i høj grad til udstødningen fra arbejdsmarkedet på grund af stress og nedslidning. Det skal stoppes gennem bedre bemandinger, afskaffelse af tåbelige kontrolforanstaltninger og øget indflydelse til de ansatte på arbejdets tilrettelæggelse.
• Samtidig skal den offentlige sektor gå forrest med hensyn til at gøre brug af de ressourcer, der findes hos mennesker med handicap og andre, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
• Den offentlige sektor er den største forbruger af varer og tjenesteydelser. Denne magt skal bruges til at stille krav til leverandører og tjenesteydere om at levere varer og ydelser som er produceret under overenskomstmæssige vilkår, som fremmer uddannelse og beskæftigelse af unge.

De største barriere for at komme i gang med udvikling af den offentlige sektor er den markedstankegang, New Public Management og lignende, der har bredt sig i de sidste mange år. I dag foregår økonomistyringen bag lukkede døre og efter markedsprincipper, som gør det meget svært at have en demokratisk debat om hvad vi politisk ønsker. Og som gør det langt sværere for borgerne at deltage i debatten. Hvis man fx vil vide hvad politikerne på Christiansborg ønsker skal ske i kommunerne, så skal man ikke se på, hvad der står i loven af pæne ord. Nej, det afgørende er hvordan refusionssystemet er skruet sammen. Hvis Folketinget ønsker at flere mennesker skal på førtidspension, så gør man det billigere for kommunerne og hvis man ønsker at færre skal på førtidspension, så gør man det dyrere.

Flere og flere steder har man indført taxameterstyring så fx uddannelsessystemet bliver styret som om det var ensartede fabriksvarer man producerer i stedet for at anerkende at det er mennesker, med meget forskellige behov.

Hvis vi ønsker en demokratisk styring af den offentlige sektor, så er vi nødt til at tage fat i økonomistyringen. Taxameterstyring og markedsstyring skal afskaffes og i stedet skal forvaltninger, skoler, institutioner mm. have faste budgetter. Der skal selvfølgelig med jævne mellemrum gennemføres en evaluering og overvejelse om, hvorvidt beløbet passer. Og om der fortsat er behov for det der laves for pengene.

Deltagerdemokratiet

Vi skal have indført åbne budgetprocesser i kommunerne, hvor man allerede i januar inviterer borgere og ansatte til borgermøder, hvor man fremlægger kommunens økonomi og lægger op til debat hele foråret, om hvor der skal ske omprioriteringer. Hvor man ønsker udvikling, hvor der kan skæres ned, hvor man måske kunne gøre tingene helt anderledes og så få meget bedre velfærd for pengene. Det er der rigtig gode erfaringer med flere steder i verden.

Demokrati kan have en utroligt stor frigørende kraft. Det kan få ideer, kreativitet og virkelyst til at sprede sig. Og det kan få mange mennesker til at arbejde sammen om at opnå det samme mål.

Vi ser det fx i små lokalsamfund, især på nogle af vores små øer, hvor lokalbefolkningen sammen beslutter at vende udviklingen. Beslutter at de ønsker at skabe et lokalsamfund, hvor der sker noget og hvor man har lyst til at bo. Frem for et sted hvor mange flytter fra. Der bliver skabt lokale kulturbegivenheder, små virksomheder med lokal produktion af lokale fødevarer, håndværk, IT-baserede virksomheder mm. Og det tiltrækker både turister og folk, der får lyst til at slå sig ned i det lokalsamfund.

Jeg besøgte Rødekro kommune et par gange før kommunesammenlægningen. De havde afskaffet alle mellemledere, så de ansatte kunne gå direkte til kommunaldirektøren og borgmesteren. Og indført udstrakt grad af selvforvaltning. På ældreområdet var hjemmehjælperne organiseret i grupper på tre. De tre tilrettelagde selv arbejdet og vurderede hvilke af deres ældre, der havde behov for lidt ekstra hjælp og hvem der måske kunne undvære en dag, hvis en af de andre ældre havde brug for rigtig meget ekstra hjælp. Og de dage, hvor ingen ældre havde brug for ekstra hjælp gik de over på plejehjemmet og hjalp til. Det betød at de ældre fik den hjælp de havde behov for, når de havde behov for den. Helt uden at det blev tidsregistreret og uden at der først skulle en visitator ud. Samtidig havde kommunen bygget billige ældreboliger i byen og hjalp de ældre med at flytte ind fra gårdene, når det blev svært at klare det hele selv. I de meget mindre ældreboliger, tæt på butikker og socialt liv, kunne de ældre klare sig meget længere uden særlig meget hjælp. Så Rødekro Kommune havde lavere brug af hjemmehjælp end nabokommunerne, men langt bedre vilkår for ældre og ansatte. Og derfor også meget mindre sygefravær blandt de ansatte. Efter kommunesammenlægningen har man ikke kunnet opretholde denne lovstridige praksis med at lade de ældre og de ansatte tilrettelægge hverdagen ud fra de ældres behov. Vi skal have ændret lovgivningen så det igen bliver muligt at lade de ansatte bruge deres faglighed til at varetage borgernes behov.

Møde med virkeligheden

En væsentlig del af fremtidens kompetenceudvikling for ledere handler efter min opfattelse om at ledere jævnligt skal ud at møde virkeligheden. Alle ledere fra kontorchefniveau og op, bør mindst to uger om året ud og være i praktik i den virkelighed, de er chefer for. Hvis kontorchefen fra beskæftigelsesministeriet kommer ud og møder syge mennesker på jobcentrene, så kan 

det være hun bliver lidt mere forsigtig med at kræve at de bare skal tvangsaktiveres. Og når hun prøver at sidde med fire forskellige IT-systemer, som hun igen og igen skal taste de samme oplysninger ind i og derfor ikke har tid til at snakke med de arbejdsløse, så kan det være hun venter med at lave nye systemkrav, men i stedet tager fat på at få skabt bedre IT-redskaber.

Og så ville det jo være rigtig godt, hvis politikerne også jævnligt tog imod tilbud om at komme ud i praktik i virkeligheden. Min erfaring er, at virkeligheden som regel viser sig at være langt mere kompliceret end den tager sig ud i de rapporter man bliver præsenteret for. Men min erfaring er også, at når man snakker med de der arbejder med området og de borgere der er afhængige af det offentlige på det område, så får man meget ofte rigtig gode ideer til hvad der kunne være af alternative løsninger.

Derudover har vi brug for viden. Der findes masser af vejledninger om udbud, men mig bekendt ingen vejledning i hvordan man tager en opgave tilbage i offentligt regi. Vi har brug for at få et Videnscenter for Demokrati, der kan indsamle og sprede viden og erfaringer med demokratisk styring.

Når det vigtige ikke er målbart, bliver det målbare vigtigt

Den sætning lærte jeg af Politiforbundet i forbindelse med debatten om politireformen. Og de har fuldstændig ret. Vi ser alle steder i den offentlige sektor at man fokuserer på det målbare i stedet for på det vigtige. Fx når sagsbehandlere på jobcentre skal indkalde arbejdsløse til en samtale på to minutter og skrive registreringer af den, for at kommunen ikke mister refusion, selvom der så ikke er tid til den grundige snak med nogle af de arbejdsløse om hvilke kurser, der kunne være relevante for dem at tage.

Det værste ved dette registreringshysteri er ikke al den unødvendige tid, det tager fra de vigtige opgaver. Nej, det værste er at det fuldstændig ødelægger fagligheden på området. Når sagsbehandlere føler sig presset til at bruge tid på at få de rigtige registreringer i sagerne, i stedet for at få gjort det gode sociale arbejde, så bliver ikke kun de konkrete medarbejdere, men hele samfundets tillid til den offentlige sektor nedbrudt.

Derfor er det på høje tid, at vi får stoppet dette vanvid og i stedet får sat os ned og snakket med de ansatte og borgerne om hvad det egentlig er, der er vigtigt på hvert område. Får drøftet hvordan vi får skabt de bedste rammer for at de offentligt ansatte kan bruge deres uddannelse og deres faglighed til at gøre det vigtige gode arbejde de egentlig er ansat til.

Er sund fornuft muligt?

Meget firkantet, så er det efter min opfattelse folket, der skal have magten i et demokrati. Og mere nuanceret, så tror jeg, at hvis de folkevalgte politikere og de folkelige organisationer, som fagbevægelse, miljøorganisationer, brugerorganisationer osv. går sammen om at sætte en ny dagsorden og kræve de nødvendige forandringer, så vil vi også kunne gennemføre det.

Ikke fra den ene dag til den anden, men så der vil kunne mærkes væsentlige forandringer ret hurtigt. Selve tankegangen, arbejdsprocesserne osv. vil det nok mange steder tage en del tid at forandre. Det kræver masser af uddannelse, efteruddannelse og læring af hinandens gode eksempler at få ændret hele kulturen i den offentlige sektor. Men da langt de fleste mennesker, helst vil gøre et godt stykke arbejde og gøre det, de er uddannet til er det fagligt bedste, så tror jeg også på at det vil lykkes.

En arbejdsform baseret på Deltagerdemokrati vil kræve et opgør med markedsstyring og New Public Management. Men når det har kunnet lade sig gøre at ændre hele den offentlige sektor til at følge managementideer, der strider grundlæggende mod de ansattes faglighed, uddannelse og almindelige menneskelighed og sunde fornuft, så tror jeg bestemt også det er muligt (og formentlig noget lettere) at få ændret den offentlige sektor til at være demokratisk styret og bygge på hensynet til mennesker og miljø.