Lægekonsulenter har givet problemer med retssikkerheden i flere årtier

Der har igennem mange år været blæst om brugen af lægekonsulenter i kommunernes afgørelser af sociale sager. Lægekonsulenter er blevet mistænkt for at have underkendt borgeres egne lægers vurderinger eller digtet på dem. Derved har de forhalet sagsbehandlingstiden og tidspunktet for tilkendelse af førtidspension, ressourceforløb og fleksjob og i mange tilfælde været den direkte årsag til, at sygedagpengene er blevet stoppet, og at syge borgere er blevet henvist til kontanthjælpssystemet, hvor man ingen ydelse får, hvis man har en ægtefælle eller ejer værdier for mere end 10.000 kroner.

Problemstillingen – lægekonsulenters omgørelser af patienternes egne lægers attester – er belyst i en lang række medier.

Af en rapport fra Ankestyrelsen fra slutningen af 2011 fremgik det, at 53 procent af landets kommuners brug af lægekonsulenter på dette tidspunkt kunne betyde en revurdering af borgernes helbredsmæssige forhold, skrev Altinget i 2012.

Med andre ord var det allerede dengang et stort problem for retssikkerheden, hvilket professor Jørgen Elm Larsen fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet dengang fastslog over for Altinget.

Retssikkerheden er blevet værre og værre parallelt med ændringen i måden at sagsbehandle på fra vægtning af lægefaglighed til vægtning af helhedsvurderinger.

I 1998 fastslog daværende socialminister Karen Jespersen (S), sammen med Den Almindelige Danske Lægeforening, i en fælleserklæring om lægers opgaver i forbindelse med myndighedernes behandling af aktiverings- og pensionssager, at speciallægerne ikke måtte udtale sig om pensionsansøgernes erhvervsevne henholdsvis pensionsberettigelse.

Nogle år tidligere, omkring 1990, havde embedsmænd i Sundhedsstyrelsen rent administrativt og uden nogen lovændring indført den fortolkningspraksis, at lægekonsulenter ikke længere skulle betragtes som underlagt Lægeloven. Det fremgår af den pensionerede retsmediciner Jytte Hestbechs tobindsværk Velfærd eller svindel (2007).

Hun har i et Facebookopslag i gruppen I Klemme I Det Kommunale System i 2013 uddybet, hvem der stod bag den ændrede "forståelse", og hvordan den blev indført. Hun forklarer her, at den blandt andet kan ses i et afsnit af Lægeloven kommenteret udgave (3. og 4. udgave). Som fortolkning af paragraffen "Lægens pligter under §6: En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed ..." skriver de to embedsmænd i Sundhedsstyrelsen, Michael von Magnus og Anna Murphey:

"Bestemmelsen omfatter ikke læger ansat i administrative stillinger for eksempel i centraladministrationen eller amtslige forvaltninger……Speciallæger eller lægekonsulenter, der som ansatte i socialforvaltninger afgiver udtalelser, er heller ikke omfattet af §6 i forbindelse med udarbejdelsen og afgivelsen af deres udtalelser…..Deres skriftlige voteringer i enkeltsager kan således heller ikke betragtes som erklæringsudstedelser efter Lægelovens §8. Det samme gør sig gældende for de vurderinger, læger udarbejder i klage-og tilsynssager, i Retslægerådet m.v."

Alle disse undtagelser, påpeger Hestbech, "er ikke nævnt i nogen § i selve Lægeloven. Men går man går dem på klingen, viser det sig, at de, også uden lovgrundlag, har defineret en læges arbejde som "undersøgelse og behandling af en patient", alt andet arbejde, en læge udfører i kraft af sin uddannelse og titel, er ifølge Sundhedsstyrelsen "ikke-lægefagligt arbejde"." I 2007 erstattedes Lægeloven af Autorisationsloven, der ikke blot gælder for læger, men for alle autoriserede sundhedspersoner.

Det har også betydet, at man ikke har kunnet klage til sundhedsmyndighederne over lægekonsulenter, men kun til den kommunale myndighed.

Skredet fra lægefaglighed til helhedsvurderinger er blevet større og større med førtidspensionsreformen i 2003 og reformen af førtidspension fra 2013 (se mere her), og retssikkerheden blev ikke forbedret ved indførelsen af regionale lægekonsulenter, de såkaldte sundhedskoordinatorer, med sidstnævnte reform.

Vi har set lidt nærmere på juraen om lægekonsulenter, og hvordan de er blevet brugt igennem de seneste to årtier. Dermed vil vi vise, at der i flere årtier har været en slags retsligt limbo for den lægefaglige bistand til syge mennesker i mødet med social- og beskæftigelsessystemet.

 

Pensionsstyrelsen mente, at lægekonsulenter ikke må træffe afgørelser om førtidspension

I 2003 udsendte Socialministeriet retningslinjer for lægekonsulenter, hvoraf det fremgik, at lægekonsulenter ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om førtidspension.

I 2005, 2006 og 2007 gjorde daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i breve til Socialministeriet opmærksom på, at der slet ikke var hjemmel til at udstikke sådanne retningslinjer for lægekonsulenter. Ankestyrelsen fastslog ligeledes i en principafgørelse fra 2005 (D-28-05) i forbindelse med en sygedagpengesag, at der ikke på dét tidspunkt fandtes bindende regler om lægekonsulenters opgaver. Alligevel ændrede Socialministeriet ikke retningslinjerne eller trak dem tilbage.

Sagen gentog sig i juli 2011, hvor Pensionsstyrelsen under Socialministeriet havde skrevet til kommunerne, at lægekonsulenter ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om førtidspension og derfor ikke burde udtale sig om, hvorvidt borgeren opfylder betingelserne for førtidspension eller andre sociale ydelser.

På et samråd i Folketingets Sundhedsudvalg 18. august 2011 erkendte daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg, som spørgsmålet om lægekonsulenter på dette tidspunkt hørte under, at det ikke var en enlig svale, når hun tidligere var blevet gjort opmærksom på, at en kommunal lægekonsulent havde ændret en diagnose. Det skrev DR.

Og hun gentog Socialministeriets påstand om, at lægekonsulenter ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om førtidspension. P1 Orienterings daværende socialfaglige medarbejder Jesper Tynell dækkede sagen 19. august 2011, hvor han kunne konkludere, at kommuner ikke var forpligtet af Støjbergs lægekonsulent-regler.

På baggrund af skrivelsen fra Pensionsstyrelsen var daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen blevet i tvivl om, hvorvidt Pensionsstyrelsen mente, at den med bindende virkning for kommunerne kunne bestemme, hvilke spørgsmål en lægekonsulent kunne beskæftige sig med. Han stillede derfor i et brev i september 2011 et spørgsmål derom til Inger Støjberg. Svaret vender vi tilbage til.

 

Det må aldrig blive praktiserende læge eller speciallæger, der skal tage stilling til arbejdsmarkedstilknytning, sagde Mette Frederiksen

Den 29. november 2011 var der samråd i Beskæftigelsesudvalget om lægekonsulenters rolle. Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) havde indkaldt Karen Hækkerup (S), som var blevet social- og integrationsminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt, og Mette Frederiksen (S), som var blevet beskæftigelsesminister, til samrådet.

Til Avisen har Bent Bøgsted forklaret:

"For mig er det helt uforståeligt, at man skal have lægekonsulenter til at afgøre folks økonomiske og arbejdsmæssige fremtid. Lægekonsulenter har jo ikke patientkontakt. Det er ikke dem, der har undersøgt patienterne til bunds og kan afgøre, hvordan en patient har det. Og så er det også forkert, at de bliver brugt til at afgøre sagerne".

På samrådet gentog begge ministrene, at lægekonsulenter ikke kunne underkende borgerens egne lægers vurderinger, og at kommunerne skulle følge Pensionsstyrelsens vejledning fra juli måned – som ombudsmanden altså allerede i et brev i september måned havde stillet spørgsmålstegn ved sandheden af.

Begge ministrene afviste dog den mulighed, som Bent Bøgsted havde lagt frem, at gøre borgerens egen praktiserende læge eller andre speciallæger til overdommer i de sociale sager. Mette Frederiksen udtalte:

”Jeg vil gerne starte med at sige, at når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde. (…) Så det er vigtigt at have et arbejde. Det er også et erklæret mål for regeringen, at flere mennesker, der er på sygedagpenge, kommer tilbage på arbejdsmarkedet, og det er et erklæret mål, at færre mennesker skal have førtidspension.”

For så vidt angår lægers rolle, så mente hun, ”… at det aldrig må blive praktiserende læge eller speciallæger, der skal tage stilling til, hvorvidt mennesker kan have tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Her sagde hun også: ”… hvis man er borger med et sygdomsforløb, og du har en læge, der vurderer, at dit helbred er af så dårlig en karakter, at du har svært ved at arbejde, så ville jeg da selv ønske at møde andre læger, der måske kunne give mig mere håb. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi får retning på diskussionen om lægekonsulenter, førtidspension. For målet er jo ikke, at man får så dårligt helbred, at man ikke kan arbejde. Altså, de fleste mennesker vil vel gerne have et så godt helbred, at man kan være på arbejdsmarkedet. Så jeg tror også, det er noget med at dreje det her også i den måde, vi tænker sygdom på.”

Denne udtalelse udtrykker en opfattelse af, at den medicinske virkelighed bare kan modelleres og tænkes mindre alvorlig, alt efter hvilke læger man taler med, og hvordan man selv tænker som patient. Hun fremstår som en, der delvist fornægter den medicinske virkelighed. Det svarer til dét, som Mathias Herup Nielsen, der er ph.d. i statskundskab og arbejder som forsker og underviser i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet, i en ny bogudgivelse kalder ’optimismens politik’ (se mere om hans bog her).

Hvorfor talte Mette Frederiksen overhovedet om ret og pligt – om dem, der kan, og dem, der ikke kan – eller med andre ord om ’uværdigt trængende’ og ’værdigt trængende’ i denne sammenhæng?

Spørgsmålene på samrådet handlede jo om manglende retssikkerhed på grund af lægekonsulenter, og om ministrene ville gøre noget for at sikre, at de lægelige vurderinger fra behandlende læger ikke bliver omgjort af kommunalt ansatte lægekonsulenter.

Har alle syge mennesker da ikke ret til en saglig vurdering, hvor lægens ord ikke bliver omgjort?

 

Systemet kan gøre, hvad systemet har lyst til

Beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) havde indkaldt til et nyt samråd i Beskæftigelsesudvalget 10. januar 2012 om lægekonsulenternes rolle. Det havde han på baggrund af, at Jesper Tynell i P1 Orientering 30. november 2011 og i december 2011 havde stillet spørgsmålstegn ved social- og integrationsminister Karen Hækkerups hidtidige forsikringer om, at lægekonsulenter ikke må deltage i selve sagsbehandlingen og ikke må træffe afgørelse om førtidspension.

På samrådet kunne Karen Hækkerup fastslå, at Pensionsstyrelsens vejledning fra juli 2011 ikke var retligt bindende, og at der ikke var hjemmel i den sociale lovgivning til, at ministeriet kunne fastsætte retligt bindende regler for lægekonsulenter. Men hun mente, at vejledninger har værdi alligevel, og at man skulle have tillid til kommunerne.

Hertil fastslog daværende socialordfører Tom Behnke (K):

”Det imponerende er jo, at det politiske flertal, som er samtlige partier, der har den holdning, har gjort sig gældende tilbage til i al fald, kan jeg huske, 1995. Og i 1998 lavede man så en præcisering af, hvordan de her regler skal tolkes. Og da troede man jo politisk, at nu er det på plads. Det er jo stærkt bekymrende, hvis det er sådan, at Folketinget ikke har magten til det – hvis ikke ministeren har magten til det, men at systemet kan gøre, hvad systemet har lyst til, og holde Folketinget for nar i alle de år. Og det er derfor, jeg synes, det væsentlige her er, at nu har vi fået præciseret, at det, der er tale om, det er, at kommunerne har kun fået en henstilling om, hvad de bør gøre. Og det er der så nogen, der ikke gør.”

Den 13. januar 2012 fastslog Jesper Tynell i Orientering, at der ikke var noget til hinder for, at lægekonsulenter kunne deltage i selve sagsbehandlingen om borgeres ret til for eksempel sygedagpenge og førtidspension. Det havde ministeren nu medgivet i et brev over for Folketingets ombudsmand.

 

Reformudspil til førtidspension og folketingsvedtagelse om lægekonsulenter

I februar 2012 fremlagde Mette Frederiksen og Karen Hækkerup deres udspil til en reform af førtidspension og fleksjob. I sammenhæng hermed fremsatte alle Folketingets daværende partier med undtagelse af Enhedslisten 29. marts 2012 et forslag til vedtagelse om lægekonsulenter, V42.

Man fandt det uholdbart, at der vedvarende blev rejst kritik af kommunernes brug af lægekonsulenter og blev derfor enige om, at problemerne med fastlæggelsen og afgrænsningen af lægekonsulenternes funktion og beføjelser i sagsbehandlingen krævede, at der skulle fastsættes bindende regler for lægekonsulenternes arbejde.

Vedtagelsesforslaget pålagde regeringen Helle Thorning-Schmidt at forpligte sig til at fastsætte regler for lægekonsulenternes virke, hvis der ikke allerede ville blive taget initiativer i den retning i forbindelse med forhandlingerne om reformen af førtidspension og fleksjob, som næsten lige var begyndt på dette tidspunkt. Forslaget blev vedtaget 10. april 2012.

 

Ombudsmanden fastslog, at lægekonsulenternes arbejdsopgave alene bestemmes af kommunalbestyrelserne

Den 25. april 2012 konkluderede den nye ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en udtalelse, at regeringen ikke måtte blande sig i, om kommuner lader lægekonsulenter afgøre førtidspensioner (se presseomtalen her og hele udtalelsen her).

Det er kommunalbestyrelserne, der fastsætter arbejdsopgaverne og har instruktionsbeføjelse over for lægekonsulenterne på helt samme måde som for andet kommunalt ansat administrativt personale, fastslog han blandt andet i udtalelsen. 

Her stod der dog også: ”Det forhold, at der ikke er egentlige regler for lægekonsulenternes arbejde, er ikke ensbetydende med, at lægekonsulenterne dermed kan underkende en speciallæges skøn over diagnose og behandling.

Hverken den kommunalt ansatte lægekonsulent, når denne alene medvirker i sagsbehandlingen som sagkyndig rådgiver om lægefaglige spørgsmål, eller den kommunale medarbejder, der har ansvar for at oplyse og træffe afgørelse i sagen, kan således underkende eller ændre lægelige udtalelser og diagnoser fra behandlingsansvarlige læger og speciallæger.”

Ombudsmanden afviste samtidig den nævnte skrivelse fra Pensionsstyrelsen fra juli 2011 til kommunerne.

 

Ændringer af lægekonsulenters rolle efter reformen af førtidspension og fleksjob

Med reformen af førtidspension og fleksjob, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der etableret en ny samarbejdsmodel mellem kommuner og regioner om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med ikrafttrædelse fra 1. juli 2013.

Den indebar oprettelse af den såkaldte Klinisk Funktion. Det er en regional enhed bestående af mange fagligheder, blandt andet socialmedicinere, psykiatere, psykologer og ergoterapeuter.

Fra Klinisk Funktion hentes læger og sundhedspersonale til to typer opgaver, som der skelnes mellem i lovgivningen, og som det fremgår af vejledningen på området:

"Ved sundhedsfaglig rådgivning forstås i denne sammenhæng typisk den rådgivning om borgerens muligheder for at arbejde, som sundhedspersoner yder på baggrund af sagens oplysninger.

Ved sundhedsfaglig vurdering forstås typisk den vurdering af borgerens helbredssituation, som kommunen rekvirerer i form af lægeattester og speciallægeattester."

Når kommunen har brug for hjælp til at få ”lægefaglig rådgivning” til rehabiliteringsmøder, så optræder lægen eller sundhedspersonen som såkaldt sundhedskoordinator. Det samme er tilfældet, hvis kommunen vil træffe afgørelse om førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet.

Derudover bruges Klinisk Funktions læger mv. til at lave funktions- og arbejdsevnevurderinger.

I sidstnævnte type opgave gælder sundhedslovgivningen, i førstnævnte type opgaver gælder sundhedslovgivningen ikke. Det fremstår besynderligt, al den stund sundhedspersonerne dog bliver engagerede som sundhedskoordinatorer netop i kraft af, at de har en sundhedsfaglighed.

Hvor kommunerne tidligere primært benyttede egne lægekonsulenter, når de forberedte sager, indebar reformen, at de efter reformen hovedsagelig kun må bruge regionerne til sundhedsfaglig rådgivning og vurdering. Det gælder blandt andet i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension og jobafklaringsforløb.

I den seneste vejledning fra 2019 står der således, at ”… at kommunen i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet (sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension samt sygedagpengesager visiteret til kategori 3), alene kan rekvirere sundhedsfaglig vurdering i form af lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra klinisk funktion. Det betyder, at helbredsoplysninger, der ikke kan rekvireres fra den praktiserende læge, skal rekvireres fra klinisk funktion. De kliniske funktioner er således ansvarlige for at levere de relevante speciallægeattester på alle områder.”

I andre sager beslutter kommunen selv, hvordan den sundhedsfaglige rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse skal tilvejebringes, for eksempel fra kommunalt ansat sundhedsfagligt personale (lægekonsulenter) eller via tilkøb fra regionernes kliniske funktion. Det gælder for eksempel i sager om sygedagpenge, kontanthjælp og revalidering.

Reglerne for brug af sundhedsfaglig rådgivning og vurdering er nedfældet i to bekendtgørelser, som kom i juni 2013: Én bekendtgørelse om rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv. En anden bekendtgørelse om rådgivning og vurdering i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering mv.

Hvorfor valgte man politisk at opdele den sundhedsfaglige rådgivning mellem sundhedskoordinator og klinisk funktion på den ene side og lægekonsulenter på den anden?

Det er svært at forstå, påpegede Danske Handicaporganisationer i deres høringssvar i september 2012 til lovforslaget vedrørende reformen af førtidspension og fleksjob.

Her præciserede de, at de var ”uforstående over for denne forskel på, hvornår kommunerne kan bruge egne lægekonsulenter, og hvornår de skal bruge den kliniske funktion. Problemerne omkring sammenblanding af sundhedsfaglige og andre hensyn gælder, uanset hvilke ydelser og indsatser, der er tale om. Den kliniske funktion bør derfor helt erstatte brugen af de kommunale lægekonsulenter.”

 

Problematiske eksempler fra Klinisk Funktion

Også ved brug af læger fra regionernes Klinisk Funktion er der set problemer med retssikkerheden. Mest hyppige er problemer i sundhedskoordinatorfunktionen, men der er også set problemer i forbindelse med den vurderende funktion.

Vi har adskillige eksempler fra hele landet på sundhedskoordinatorer, som på forskellig vis har forhalet en afklaring af alvorligt syge mennesker og er gået stik imod behandlende lægers vurderinger. Det gælder for eksempel vurderinger om, at alle behandlingsmuligheder er udtømte, at der intet udviklingspotentiale er, eller at yderligere forsøg på udvikling og afklaring i beskæftigelsessystemet er kontraindiceret, det vil sige vil forværre borgerens helbred.

Det var for eksempel tilfældet i en sag om en dengang 35-årig kvinde i Esbjerg Kommune, som vi kan kalde ’Marianne’.

I flere tilfælde er sundhedskoordinator sågar gået imod rapporter og vurderinger fra Klinisk Funktion, som de er ansat under.

Det var tilfældet i sagen om den dengang 54-årige Charlotte Pedersen i Københavns Kommune. Her gik sundhedskoordinator ikke alene imod behandlende læger, men også imod Klinisk Funktions vurdering om, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, at der intet udviklingspotentiale var, og at yderligere forsøg på udvikling risikerede at forværre hendes helbred.

Vi kan også pege på, hvordan nogle kommuner henviser og tvangshenviser borgere til Klinisk Funktion med ét eneste formål for øje: nemlig at få en læge fra Klinisk Funktion til at skrive til kommunen, at det ikke vil være kontraindiceret og medføre varig skade på helbredet at iværksætte flere beskæftigelsesrettede indsatser. Vel at mærke, selvom der er tale om sager, der allerede i forvejen er meget veldokumenterede. Den praksis fandt man blandt andet i årene frem til 2017 i Københavns Kommune, hvor flere meget syge eller funktionsnedsatte borgere derved blev presset yderligere ud over kanten. Det er blevet dokumenteret af Facebookgruppen Liv over Lov – se mere om den her.

 

I København og Skive Kommuner har man anvendt kommunale lægekonsulenter alternativt

I 2018 kom det frem, at et jobcenter på Lærkevej i København havde indført egne lægeundersøgelser for at vurdere kontanthjælpsmodtageres arbejdsevne. Noget lignende foregik på det tidspunkt i Skive, hvor der var ansat en sygeplejerske i forbindelse med vurderingen af kontanthjælpsmodtagere og borgere på integrationsydelse.

Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl havde derfor sammen med Alternativets daværende sundhedspolitiske ordfører Pernille Schnoor indkaldt daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) til et samråd i Beskæftigelsesudvalget 23. maj 2018 for at få svar på, om det virkelig kunne være rigtigt. Troels Lund Poulsen fastslog på samrådet, at kommuners lægefaglige konsulenter ikke selv måtte undersøge kontanthjælpsmodtagere og andre, der modtager kommunale ydelser efter vurderinger i kommunernes jobcentre.

Ministeren havde også på et møde med Skive Kommune oplyst dem reglerne: ”… i forhold til vurdering af borgeres sundhedstilstand kan kommunerne kun bruge oplysninger fra sundhedssektoren. En kommunalt ansat lægekonsulent må alene vurdere, hvad lægeerklæringer betyder for muligheder for at sende borgeren i aktivering og arbejde. Lægekonsulenten må også sammenholde en lægeerklæring med borgerens egne oplysninger og andre relevante sundhedsfaglige aspekter,” skrev NB Økonomi 23. maj 2018.

Undersøgelserne på jobcenter Lærkevej er siden blevet stoppet. Den daværende fagdirektør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, Michael Baunsgaard Schreiber, er nu blevet ansat som særlig rådgiver for den nye justitsminister Nick Hækkerup i regeringen Mette Frederiksen.

 

En anden vej

Der er heldigvis også kommuner, som er gået den anden vej og har afskaffet brugen af kommunale lægekonsulenter fuldstændigt på beskæftigelsesområdet.

Det er kommuner, som udelukkede bruger regionens sundhedskoordinator til sundhedsfaglig rådgivning. Det valgte man i Norddjurs Kommune i februar 2015 som en del af kommunens arbejde med at blive Danmarks bedste jobcenter for syge mennesker.

Årsagen var, at Norddjurs Kommune i 2014 var udsat for et massivt pres fra borgere, den ene af os (politiker Ulf Harbo) og fagforeninger, hvor det blandt andet i Ekstra Bladet blev afdækket, hvordan lægekonsulenter for eksempel anførte elektrochok som en behandlingsmulighed til en borger på kontanthjælp, som ifølge behandlende læger i mange år havde været i optimal behandling.

Men det kan ikke forventes, at andre kommuner på samme måde helt af sig selv afskaffer brugen af kommunale lægekonsulenter på hele beskæftigelsesområdet. Derfor er der brug for, at Folketinget tager det fortsatte problem med lægekonsulenter alvorligt.

 

Men er der overhovedet brug for lægekonsulenter?

Denne historiske gennemgang af brugen af kommunale og regionale lægekonsulenter har vist, at man siden ca. 1990 har haft en "forståelse" og praksis om, at lægekonsulenter ikke længere skulle betragtes som underlagt Lægeloven (i 2007 erstattet af Autorisationsloven), og at man siden 1998 har haft en praksis om, at speciallægerne ikke måtte udtale sig om pensionsansøgeres erhvervsevne henholdsvis pensionsberettigelse.

Disse to ændringer af lægestandens virke og samarbejde med kommunerne har gjort, at der er blevet et stadig større retsligt limbo for den lægefaglige bistand til syge mennesker i mødet med social- og beskæftigelsessystemet.

De er blevet gidsler i et kommunalt spil om at tilsidesætte deres lægelige diagnoser og nedsatte funktionsevne med hjælp fra lægelige fagpersoner (lægekonsulenter), der dels ansættes ud fra deres faglighed, dels påstås ikke at agere som fuldstændige fagpersoner i denne rolle, og på en eller anden måde påstås ikke at være underlagt sundhedsloven.

Det er på alle måder selvmodsigende, ligesom det er en retsskandale, at syge menneskers egne læger bliver tildelt en stedmoderlig rolle i dette spil.

På den måde har man gjort sagsbehandlingen i det kommunale system til en skueproces, hvor det hedder, at der er lægefaglighed til stede i patientens møde med det offentlige, men hvor det dog kun er en lægefaglighed uden behandleransvar, og som ikke står til ansvar under Sundhedsloven.

Det korresponderer også med den generelle politiske og forvaltningsmæssige nedskrivning af respekten for lægers vurderinger og ord i disse socialsager – til fordel for den kommunale økonomi. Uden sikkerhed for, at syges diagnoser og funktionsnedsættelser bliver rettelig beskrevet og respekteret som sådan, er der ingen retssikkerhed tilbage for dem i dette system. Og i nu flere årtier er denne retsskandale gået for sig, uden at Folketinget har grebet afgørende ind. Reformen af førtidspension og fleksjob erstattede således bare de kommunale lægekonsulenter med de regionale lægekonsulenter (sundhedskoordinatorer) på nogle, men ikke alle områder.

Dén praksis bør stoppe nu, og borgernes egne læger bør tildeles en større og mere direkte rolle i sagsbehandlingen.

I øvrigt kan man godt undre sig over, hvorfor kommunerne overhovedet finder det nødvendigt at få nogen til at ”oversætte” og ”rådgive” om de lægeskøn, som syge borgeres egne læger har nedskrevet i deres lægeattester.

Det forekommer ganske vist, at visse læger, især hospitalslæger, ikke gør sig så umage og ikke får alt det væsentlige med, så indhentede attester er mangelfulde og nogle gange fejlbehæftede. Måske skyldes det, at hospitalsophold er relativt kortvarige bekendtskaber mellem læge og patient, og at det nogle gange går for hurtigt, når hospitalslæger skriver journaler. Kravene til effektivitet er som bekendt voldsomme i dele af sygehussektoren, og det kan gå ud over kvaliteten af de nedfældede lægeskøn.

Derudover kan det også spille ind, at hospitalslægerne ikke er forpligtet til at formulere sig i et let forståeligt sprog, hvis kommunen ikke betaler for en attest, men udelukkende indhenter journaloplysninger. Her stilles der heller ingen spørgsmål fra sagsbehandlers side, som lægen kan svare på, hvilket ofte har givet problemer, når en sagsbehandler eller lægekonsulent har plukket i journaloplysninger.

Men i forhold til egentlige lægeattester burde det vel være nok at opfordre lægerne til at udtrykke sig så præcist som muligt i et tilgængeligt sprogbrug og så at lade sagsbehandlerne i kommunerne kontakte lægerne og spørge, hvis der er noget, de ikke kan forstå.

Det skal man faktisk også allerede ifølge aftalen fra 2017 mellem KL og Lægeforeningen om socialt-lægefagligt samarbejde. Heraf fremgår det eksempelvis under et afsnit om generelle kvalitetskrav til større attester, at der ”…, hvor særlige grunde ikke taler derimod, i videst muligt omfang [skal] benyttes danske og alment forståelige betegnelser for sygdomme, anatomiske forhold m.v. I forbindelse med angivelse af diagnoser anføres betegnelsen normalt på såvel latin som dansk”. 

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag. og forfatter, og Ulf Harbo er friskolelærer, kommunalbestyrelsesmedlem (EL) og formand for ForRetssikkerhed – Foreningen for erstatning til syge på kontanthjælp.