Den forsømte folkeskole: Rødglødende fragmenter fra resterne af den danske folkeskole

En mand sidder bag udlånsskranken på et skolebibliotek. Han er i seniorjob. Det har systemet givet ham lov til. Mange elever spørger ham nu til råds, han hjælper til med udlån og forefaldende arbejde, sætter bøger på plads og hjælper også gerne til i nogle lektioner i de små klasser og på mellemtrinnet. Han er glad for sit arbejde, men snart har han det ikke mere. Snart er han sparet væk, ligesom man gør det på alle andre skolebiblioteker, i denne tid - og så nytter det ikke noget, at man er omstillingsparat. Systemet giver, og systemet tager. Det er det, man kalder fremskridt.  Vel stræbende mænd og kvinder, af rette kaliber, har med rettidig omhu, pligt og disciplin spundet et panteon af love og regulativer, som folkeskolen skal efterleve og implementere i årene fremover, til glæde og gavn for eleverne - og hele landet. 

"Det er vores fremtid, der er på spil," siger politikerne, der er helt rød-blå i hovederne af ophidselse, for man har spillet ud med fremsynet økonomisk styring i verdensklasse.  Det ligger i tiden, og blæser i vinden. Oppefra og ned.                  Læs også: Skolelærer sætter dagsordenen Klister I skolekøkkenet taler en elev og en lærer sammen. Eleven fortæller, at han er angst, og at han har mange forskellige personligheder inde i sig. Når læreren spørger, hvorfor han har det sådan, så siger han, at det alt sammen er på grund af hans historie, hans baggrund; Sidste gang han så sin far, er år tilbage. Nu lever han med sin mor, der ikke rigtig kan styre ham. Hun kender nok heller ikke hele sandheden om ham, for der er ting, han ikke har fortalt hende. Ting han har haft held med at skjule.   Han har lært sig at overleve. Det har han været nødt til, i en verden hvor vold, afpresning, tyverier og hærværk er dagligdag. Nu betaler han prisen for det, han har oplevet og gjort. “Jeg har set folk, der ligger med fråde ud af munden. Jeg har set sådan nogle skræmmende ting, hvor de ligger og ryster og ikke kan gøre noget. Det har bare sat sig, Ligesom hvis du har sådan en ting, der klistrer fast, Det bliver ved med at sidde fast på en eller anden måde, Det klistrer sig hele tiden fast, og det er sådan noget, man ikke glemmer!"   Frokost med tårer Nu sidder en kvinde og græder midt i frokosten. To mænd er omkring hende. Den ene holder hende om skulderen, den anden står bøjet ind over hende. Hendes øjne er rødsprængte og forgrædte. Kvinden er lærer, erfaren lærer, hun har været med i mange år, men nu er der åbenbart noget, der nager. Der er noget, der ikke er, som det skal være.    Det er arbejdet, den er gal med. Hun er frustreret. Hun taler om elevmassen, om at den har ændret sig, og om hele tiden at blive set over skulderen. Om forældre der kræver mere og mere, og om hele tiden at skulle følge med, uden at have de tilstrækkelige ressourcer. Om at have konstant dårlig samvittighed.    Nu vil hun gå til sin skoleleder, for noget må der gøres.

Hun giver gråden frit løb, og hun græder for hele lærerstandens samlede mistede autoritet; i politiske kredse, blandt embedsmænd, journalister og kommunalt ansatte, i befolkningen som helhed, og blandt eleverne, og hun græder over de mere end fyrretyve lovændringer af folkeskoleloven, inden for de seneste tre årtier.

Men selvom gråd er nok så befriende, i hvert fald for en stund, ændrer den ikke det faktum, at vi lever i en tid med store forandringer, hvor teknologi og økonomi strammer til om den enkelte, og giver os helt nye rammer og betingelser at leve under - og nogle altså også noget at græde over.   Det Nye Danmark Her er så smukt i Danmark! Det Danmark der skrives om i udenlandske undersøgelser. Nyhavns- Mindeanker-Danmark, Aftenshows-Danmark, hvor man bekendtgør, at danskerne er verdensmestre i velfærd. Og på en dag som i dag, hvor der blæser nye friske vinde over de salte vande; åh, så er det som om, realiteterne har svært ved at fæstne sig. Det frisker, at åbne vinduerne på vid gab, og lufte ordentligt ud.    I tv debatterer man, hvorvidt fede mennesker og rygere skal sidst på venteliste til livsvigtige operationer, for de er jo selv skyld i deres ulykke, dem med deres hæslige livsførelse. Og i det kommunale system må man ikke længere ryge i arbejdstiden, og man har derfor opfordret alle ansatte til at tage et rygestopkursus, såfremt man har tillagt sig denne dårlige vane. Nu er man selv herre over sine dårligdomme, og man har at blive på sin plads, det er nemlig heller ikke længere tilladt at forlade sin arbejdsplads i arbejdstiden, med den nyindførte tilstedeværelsespligt for lærere. Ud med det gamle og indelukkede og ind med det nye og økonomisk rationelle! Nu skal mennesker tilpasses systemet, og ikke omvendt. Det er Det Nye Danmark, der er ved at tage form fra asken af det gamle. Man kan ikke få armene ned af bare begejstring. Sig hej til DND: Det Nye Danmark.   War against desks Oppe på rådhuset vrider skolechefen sine hænder. Reformen går over al forventning, og han har netop indledt sin krig mod skriveborde. Fra sit tårnværelse har han kommanderet alle skriveborde ud af systemet. Moderne mennesker har moderne borde. Nu er tiden inde til langborde, gruppe arbejdsborde og hæve/sænkeborde. Jo, han har fat på noget, vil idealister mene.    Han er tydeligvis en visionær mand og er ikke bange for at gøre op med den måde, man tidligere har drevet skole på. På sin MacBook har han gigabyte på gigabyte af kvalitetsrapporter, brugertilfredshedsundersøgelser, evalueringsrapporter, APV’er, MUS-samtaleskemaer, personlighedstests, budgetter, handleplaner og trivselsundersøgelser. Han har orienteret sig, som ledende skikkelser gør, skævet til store personligheders værker og virke, og ladet sig inspirere af tidens ånd. Nu er det hans tur til at skabe fremtiden. Nu skal der gøres op med gammeldags tænkning som faste skemaer, faste frikvarterer og lærebogsserier. Fremtidens skole er fleksibel, og så er der flere undervisningstimer for samme pris. Det er sund og fornuftig økonomisk rationalitet i tidens ånd.    “Jeg ser glæde ved det. Og for mange af lærerne fornemmer jeg, at noget af stoltheden ved faget er kommet tilbage, ” udtaler skolechefen i et interview.

Nu blæser der for alvor nye vinde over Danmark. Hvor er det forfriskende. Også selvom nogle mener, at skolechefen går i for små sko, og at man ikke kan blive ved med at skære ned i budgetterne, uden at det går ud over trivslen og livskvaliteten blandt skolernes ansatte og elever.

 "Kritik er let, præstationer er svære," parerer skolechefen, og er klar med nok et Winston Churchill citat, hvis kritikere skulle fremture.    "Det ville blive en stor gennemgribende politisk reform, hvis sund fornuft kunne brede sig lige så hurtigt som tåbeligheden!"   Hård kæp, trælår og katekismus Om formiddagen, lige omkring nymåne og fuldmåne, mødes gamle sløjdlærere, tidligere ansatte på københavnske skoler, blandt spåner og sylespidse splinter, i et sløjdlokale på en skole nord for København.   Her iklæder de sig blå kitler, nogle tilmed hovedbeklædning, og for en stund genopliver de et fællesskab, der ellers ikke eksisterer mere. Nu samles de her, i ubemærkethed, i duften af formaldehyd, for at hylde en tid, der er gået, og fornægte de gamle tiders forfald. Flere af de gamle "månelogebrødre" har korporligt afstraffet elever. En af dem yndede, at give eleverne et trælår, hvis eleven lavede en udåd, fx lagde høvlen med bladet nedad på høvlbænken. Det ved manden bag udlånsskranken alt om, det er nemlig hans gamle sløjdlærer, der nu deltager i selskabet i sløjdlokalet, når månen er i konjunktion, og i opposition, til solen.   "Han kunne give et trælår, så man så sol, måne og stjerner - men sjovt nok, så lærte man det, " siger manden bag skranken, der ikke bærer nag til læreren med de gamle pædagogiske metoder.    Man kan ikke dømme fortidens synder med nutidens øjne. Nye metoder er kommet til, og man er blevet klogere. I dag må man ikke slå eleverne. Det ved vores mand ved udlånsskranken også alt om, for han har selv været en tur rundt om kontoret, fordi han havde tjattet til en elev, der var helt ustyrlig.    "Hvis du havde været lærer, var du blevet fyret," lød beskeden.   Således ændrer tiderne praksis, og alting har en tid. Det ved de gamle månelogebrødre alt om, de har levet længere end nogle, og de ved bedst, og de ved at alting står for fald, og intet varer evigt.    “Vi kommer fra en tid, hvor man kun skulle bruge to ting for at undervise: en hård kæp og en katekismus," siger en af brødrene, der ikke ønsker at forholde sig til, hvordan man driver skole i dag.   Sære sår Ting sker, og mennesker affinder sig med dem - hver på deres måde. Nogle ting sætter sig. Det er dem, der ikke er til at ryste af. Fx tæsk i mørke med bælter. Det er noget af det, der klistrer. Noget af det, der er svært at glemme.   "Da jeg var 10 år gammel og boede i Høje Gladsaxe, havde vi en gruppe, og vi var flabede over for de store, så de slog os. Vi fik tæsk. Virkelig tæsk! Pisk med afrevne computerstik og tæsk i mørke med bælter!"    Nu har eleven affundet sig med sin situation, men noget forfølger ham i hverdagen:   "Vi står ude på gangen og spiller flabede, som altid. Jeg kan huske, jeg er den mest flabede. Jeg har jo altid "våben", i gåseøjne, på mig. Den her gang der er det en passer, en tavlepasser, som jeg har inde under jakken. Jeg har altid en måde, jeg kan beskytte mig på, men det er også psykisk, pga. af at jeg har angst. Jeg lider af angst efter alle de tæsk, efter alle de oplevelser, jeg har haft, og jeg har også psykiske problemer. Ikke at jeg ikke selv kan klare dem. Jeg ligner en normal dreng, men min hjerne, fungerer meget bedre end alle andres. Der er ikke nogen her på denne skole, der kan snyde mig. Og jeg kan snyde dem med alt. Jeg kan snyde en lærer, jeg kan snyde en pædagog."

Udenfor, højt over skolens grønne arealer, svæver en sanglærke oppe på den blå himmel som en lille prik, fri og ubunden, mens den synger sin smukke sang. Indenfor rasler skeletterne ud af skabet og elevens ord kryber, som mørke skygger, langs fodpanelerne.

"Jeg har ikke nogen følelser for nogen, det siger alle mine venner også, de siger at jeg er kold, jeg har ingen følelser!"   Sin egen lykkes smed Udenfor skolen går verden videre. Så hurtigt, at man ikke kan nå at følge med indenfor, vil nogle mene.    Alligevel er det lykkedes skolelederen at løbe læreren op, der tidligere var frustreret. Nu har hun tørre øjne, røde kinder, og har åbenbart fået mod på livet, og arbejdet, igen.  "Det hviler på skolelederens skuldre, at elever og lærere trives," skriver systemet på sin hjemmeside, og det lader til, at skolelederen her, i denne situation, har levet op til de forventninger, der stilles til ham af hans arbejdsgiver. Han danner fortrop, som systemets mand, og opererer i spændingsfeltet mellem stat, profession og borger. Han er lykkeridder i det kommunale. En folkeskolens Don Quijote.   Ledelse bliver særlig delikat, når der foruden almindelige, også skal tages politiske hensyn, så nu er han begyndt at udtrykke sig i vendinger som;" jeg vil gøre mit yderste til at finde pengene," og " jeg vil gøre det bedre med konkrete tiltag.”    Hans sprog afspejler, at han dagligt balancerer på en knivsæg, i stærkt oprørte vande, overladt til sig selv og sine betroede, i et miljø præget af konstant foranderlighed og uforudsigelighed.    Aldrig har der i historien været så mange mål at leve op til, så mange evalueringer og krav om dokumentation.  Aldrig før har skruen skulle presses så hårdt.  Aldrig før har der skulle spares så meget.  Aldrig før har en skoleleder skulle tvinge så mange undervisningstimer ud af sine medarbejdere som nu.  Aldrig før har han skulle nægte dem så meget.    Aldrig før har umyndiggørelsen været større. Og umyndiggørelse siver ned gennem systemet, og giver næring til spørgsmålet om, hvordan umyndiggjorte skoleledere, lærere og pædagoger kan give myndighed videre til umyndige elever, og hvordan skolens grundlæggende opgaver kan løses, når den eneste altoverskyggende rationalitet, der prioriteres, er den økonomiske?  Skolelederen skal forsvare nedskæringerne over for sit personale. Ellers er han ikke skoleleder længere. Han er effektiviseringens glatte ansigt. Den, der skal menneskeliggøre økonomiens hårde plov. I sandhed sin egen lykkes smed.   Rend mig i traditionerne Sidst i 70'erne var det helt normalt, i den danske folkeskole, at eksaminator og censor, under eksaminer ved frokosttid, tog en times tid på kro, med højtbelagt smørrebrød og øl og snaps, og så tilbage til skolen for at eksaminere videre. Dette fandt politikerne ud af, og fråseriet skulle naturligvis stoppes, så nu er det kun politikerne, der kan tillade sig den slags. I dag kan lærernes frynsegoder tælles på en finger - man kan selv forestille sig hvilken.   “Det er ikke et spørgsmål om smør til brødet, men om pålæggets tykkelse”, siger en pensioneret lærer, om lærernes nutidige arbejdsvilkår. Hun er lige forbi til en afskedsreception og er glad for, at hun ikke er lærer i dag. Og hver en ældre lærer, man taler med, fryder sig over, at de kun har få år tilbage, eller også går de tidligere på efterløn, ligesom den leder, der måtte smide håndklædet i ringen med ordene: “Det er brandslukning det hele!”    Man føler sig knægtet, ydmyget, hundset med - umyndiggjort.   Yngre lærere siger op, også uden at have andet job på hånden, og de stærke og kompetente lærere forsvinder til de skoler, og de kommuner, der giver deres medarbejdere bedre - og mere meningsfyldte arbejdsvilkår. Eller lægger folkeskolen bag sig. Det samme sker blandt skoleledere. Det seneste kvarte århundrede har skiftende folketings sammensætninger reformeret folkeskolen sønder og sammen, og er tilsyneladende lykkedes med projektet: På en skole, hvor hver og en fra ledelsen var ny, pga. sammenlægninger, skolelukninger og forflytninger, efterspurgte de skolens traditioner, men ingen kendte noget til dem, heller ikke blandt personalet, da alle de gamle lærere for længst havde forladt den synkende skole. 

Traditioner er ikke i høj kurs, og folkeskolen, som vi kender den, står for fald. 

Tavshed er guld "De har ødelagt det hele, de ved det bare ikke endnu, " siger fysiklæreren, men han siger det for sig selv, for tavshed er guld. Man frygter sanktioner, hvis man udtaler sig. Han henviser til, at lejrskoleophold i udskolingen, nu kun er to overnatninger, og ikke fire, som tidligere, fordi det er for dyrt for skolen, ligesom det ikke mere er muligt at lave diskotek til kl. 23 om aftenen. Der er ikke noget at diskutere. Sådan er det bare. Det kan ikke betale sig i den nye skole.   Og tillidsmanden kan melde om kaos, og rådvilde kollegaer, der ikke ved hverken fra eller til, og hvordan skulle man også kunne det, når det hele sejler, og ingen kan give klar besked.    Og man taber indflydelse og selvbestemmelse på sit arbejde, og nogle oplever mangel på tillid, lytten og forståelse fra overordnede. De har jo deres at se til.    Systemets styringsform har medført centraliserede beslutninger, men samtidig forskudt ansvaret nedad, således at mange medarbejdere i dag er usikre på, hvor de skal placere ansvaret for de problemer, de møder i deres dagligdag. Det kaldes strukturel vold, hvis man slår op i en lærebog fra 70’erne. Men vi er da heldigvis blevet klogere siden da. I dag ved man, at det er rationel økonomisk styring, tyve-femten.   "Jeg tror, at vi kommer til at opleve skoleskyderier. Vi kan ikke rumme inklusionsbørnene, og det er ærgerligt, at det skal helt derud, men jeg tror, at det kommer, måske ikke i morgen, men om sådan måske fem år!" siger en lærer, dæmpet, i biblioteket. For tavshed er guld.   Baba græder i himlen Der sker store ting, og der sker små ting. Der hænder ting, som bevæger mennesker, og nogle af dem klistrer. Pisk med kabler og tæsk i mørke, har vi hørt, skulle klistre. Den slags danner arvæv på sjælen, og nu er en elev blevet følelsesløs. Hans venner siger, at han er blevet kold.   Sidste sommer døde hans mormor på en ferierejse, selvom lægerne havde sagt god for, at hun måtte rejse med dårlige lunger. De to var som et; hun var hans anden mor, hans Baba, hans store kærlighed. Hos hende var der altid åbent; hun var et kærligheds asyl af forkælelse, der var altid slik og mad, kærlige ord og kram. Han smuttede altid lige forbi i hverdagen, når det lod sig gøre, men nu er hun død, han er overladt til sig selv, han hader læger, og vil ikke modtage nogen form for behandling, og han føler ikke noget for nogle, eller noget, mere. Det er blandt andet gået ud over skolens materiel. Han har øvet hærværk. Han har gjort ting, der kunne gå hen og vokse sig store for ham. Ting, der kunne få ikke uvæsentlig indflydelse på hans fremtid. Også selv om han den seneste tid har udtrykt et ønske om at ændre sig, om at rette op og lægge gadelivet bag sig. Nu vil han udelukkende hellige sig sin fodbold, som han har trænet i mange år, og som han spiller på eliteplan.    Men Baba græder i himlen, for hun ser sit barnebarn, og hun kan se, hvordan han lider. Hun kan se hvor stærkt han ønsker at ændre sig, men også hvor lidt, han har at gøre godt med. For hun ænser den ringe tiltro, der omkranser ham i det daglige. Man giver ham ikke ligefrem store chancer for at lykkes med projektet. 

Han er en dødssejler, tænker man - og nu har tingene vokset sig over hovedet på ham, for nu er han uønsket på skolen. Han er gået langt over stregen. Han skal væk.

Så Baba græder i himlen.   Feltlazaretter, flygtningestrømme og rygende reminiscenser fra den fordømte folkeskole Skoleklokken ringer ikke ind for første gang efter sommerferien til år to i skolereformen. Den er afskaffet. Og det er tusinder af læreres glæde også, ved at gense deres arbejdsplads! Personalerummene, rundt om på de danske folkeskoler, er i denne tid omdannet til feltlazaretter, hvor nytilkomne lærere plejer deres sår og traumer, efter at have arbejdet på skoler under uværdige vilkår, og under ledelser, der ikke magter opgaven og presset oppefra.    Samtidig går der en massiv flygtningestrøm til de kommuner, der giver lærerne bedre arbejdsvilkår, og til de private skoler. En privatskole skriver, med tydelig reference til situationen, i deres jobannonce, at de selvfølgelig har tilstedeværelsespligt, men kun når det giver mening.    Nu har vi været indenfor og rundt i den danske folkeskole, og det er tydeligt, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Måske kunne man, uden at overdrive, sige, at der er meget, der ikke er, som det skal være. I hvert fald ikke noget et Churchill citat kan rette op på.    Folkeskolen er som arbejdsplads og institution, de seneste mange år, dagligt blevet pisket offentligt i medierne, af snart sagt gud og hver mand, ingen for høj, ingen for lav. Og lærere og ledelser er blevet gennemtæsket oppefra, af systemet, af journalister, pryglet af forældre, og sat til skue, og nu har det sat sig.    Det bliver ved med at sidde fast på en eller anden måde, det klistrer, og det er sådan noget, man ikke glemmer. Ligesom pisk med afrevne computerstik, og tæsk i mørke med bælter. Det er sådan noget, der gør en kold og følelsesløs. Ligeglad. Utilregnelig.   I fiskenes tegn  Nu står der en ubenyttet kontorstol bag udlånsskranken i skolebiblioteket, for manden der plejede at sidde på den er der ikke længere. Det er eleven, med de sære sår, heller ikke. Han er begyndt på en anden skole og vil ændre sig til det bedre, siger han.    Og både månelogebrødre og gamle lærde udi stjernetydningens kunst nikker indforstået til, at alting har en tid, og alt, hvad der sker under himlen, er skæbnesvangert. Der er en tid til at fødes, og en tid til at dø.

Vores hovedperson kom til verden på fødeafdelingen på fjerde sal på Herlev Hospital engang sent i februar år 2000. Født i det mest følsomme tegn i dyrekredsen: fiskenes tegn. Fiskene føler meget dybt for andre, og kan ikke bære at se andres lidelser.

Nu fortæller han, at han er blevet følelsesløs, og at han har flere forskellige personligheder inde i sig, og at han er angst og i vildrede, og gerne vil ændre sig.  Og de gamle stjernetydere rynker deres buskede bryn, for de ved at fiskenes symbol netop forestiller to fisk, der trækker hver sin vej; et billede på hvordan fiskene ofte er splittet mellem to veje i livet, og over hvem de er. Og de ved, at fiskene i særdeleshed findes repræsenteret blandt de mere kreative og visionære typer; de helt tunge forretningsmænd - og blandt fængselsindsatte.  Og Baba sidder i himlen og ønsker af hele sit hjerte, at hendes barnebarn nu vælger den rette vej: At han falder til på sin nye skole og koncentrerer sig om sine lektier og sin fodbold. At han får nogle gode kammerater, at han lykkes med at få en god afgangseksamen. At han finder fred, med sine indre dæmoner.   Nu bruser himmelslør og aftenrødme over kommunen, og solens sidste skarpe stråler glimter som klinger, og efterlader den danske folkeskole liggende tilbage som en livløs skikkelse i en mørk pøl, der spejler røde nuancer op mod den formørkede himmel.    Nu er det blevet nat i folkeskolen. Og det vil det være længe.