Disse erhvervsledere anbefaler, at den danske model fornyes, ikke nedrives, og så siger de, at høje skatter er nu engang en del af den danske model. Vi har høj skat, fordi vi insisterer på universelle velfærdsydelser.
Vi kender udfordringerne - vores konkurrencevne er presset og velfærdssamfundet under opløsning. Alt for ofte ender den offentlige debat i snak om småjusteringer eller reformer, og jævnligt kommer organisationer og politikere op at toppes. Det er vejen til kaos, og alle ved det. Ja, flere er endda begyndt at erkende det åbent, som når Dansk Metals formand ironiserer over det på en konference forleden.
Men vågn nu op, siger en gruppe succesfulde danske erhvervsledere, der har fremlagt et bemærkelsesværdigt udspil om Danmarks fremtid - “Fremtidens danske samfundsmodel”.
Brændende platform
Ifølge rapporten står vi på en brændende platform, og Danmark er nødt til at forny velfærdssamfundet, hvis vi i de kommende år undgår et både fattigere Danmark og et udhulet velfærdssamfund.
Erhvervslederne lægger op til en bred proces, der involverer hele befolkningen i at nytænke, hvordan vi bedst indretter os i en global verden.
Danskerne om velfærden
41 pct. mener, at løsningen er en mere effektiv offentlig sektor og uændret skat28 pct. går ind en mindre offentlig sektor og lavere skat31 pct. er i tvivl eller efterlyser alternativ løsningLæs mere her
Løsningen er altså ikke, siger danskere, der kender mange andre samfundsmodeller end netop den danske, at sætte skatten ned og rulle velfærdssamfundet tilbage. Lav skat er ikke i sig selv saliggørende, skriver ambassadørerne i deres udspil.
I de lande, hvor de bor, er skatten ofte langt lavere, men det er også livskvaliteten og livsmulighederne for mange i befolkningen. Den danske samfundsmodel med kollektivt finansierede velfærdsydelser, der sikrer alle lige adgang til uddannelser og sundhedsydelser, er i høj grad bevaringsværdig. Og høj livskvalitet må være selve målet for et samfund. Hvem er det så lige, der kan finde på både, at udfordre den danske selvopfattelse og anerkende netop vores selvopfattelse? Ambassadørkorpset, som er udpeget af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity, tæller fremtrædende profiler som Waldemar Schmidt, Martin Roll, Jesper Balser og mange flere succesfulde erhvervsledere. De bor i lande som USA, Brasilien, Kina, Schweiz, hvor vilkårene for både borgere og virksomheder ofte er markant anderledes, end herhjemme – ikke mindst skatten. Fornyelse i det offentlige Ifølge erhvervslederne har de nuværende ledelsesprincipper i den offentlige sektor ført til ledelsesniveauer med for mange chefer og et for tungt administrativt bureaukrati med for lidt tid til de primære opgaver. Konsekvensen, siger de, er lav medarbejdertilfredshed, højt sygefravær og høje fejlprocenter mens den offentlige service ofte ikke lever op til de forventninger, som borgerne og politikerne har. Jeg fristes til at give dem fuldstændig ret, når vi ved fra Produktivitetskommissionen, at visse frontmedarbejdere i den offentlige sektor kun bruger 1 ud af 5 timer i deres arbejdstid på kerneopgaven, fordi regler, rammer og processer sluger tiden. Jeg må give dem ret, når skolelederne i den danske folkeskole bruger blot 6 procent af deres arbejdstid på at coache lærerne i at håndtere undervisningskravene. I andre industrilande bruger lederne 50 pct. af tiden på at hjælpe lærerne. Og nej, det er ikke fordi danske folkeskolelærere er så meget mere selvkørende – 30-45 pct. siger, at de kæmper med at leve op til krav om f.eks. inklusion og differentieret undervisning. Man kan næppe forestille sig en arbejdssituation i det private erhvervsliv, hvor medarbejderne i en virksomhed kun bruger 20 procent af arbejdstiden på, hvad de er ansat til, eller at lederne på arbejdspladsen bruger under 10 timer om måneden på at sikre, at medarbejderne mestrer den opgave, de er stillet. Virksomheder med den kultur ville hurtigt blive elimineret. Men i den danske offentlige sektor får det lov til at stå til. Intet under, at erhvervslederne ringer med alarmklokkerne. Overraskelsen består snarere i, at de anerkender velfærdssamfundet og ønsker at debatten handler om at få styr på det snarere end at afvikle det.