Vi har brug for en hærskare af frivillige til at redde Velfærdsdanmark. Den sætning er blevet et mantra i den politiske debat om hvordan vi fornyer den hårdt trængte danske velfærdsmodel. Uden hjælp fra flere frivillige kræfter bliver det fremover mere end vanskeligt at sikre omsorg, hjælp og støtte til de, der har det svært i livet.
Som Jesper Nygaard, tidligere administrerende direktør i boligselskabet KAB, har udtrykt det: Vi bliver alle nødt til at blive medskabere af velfærd i stedet for at være forbrugere af velfærd. Vi bliver hver især nødt til at ”leve” de værdier, som velfærdssamfundet bygger på, hvis det skal bestå. Således tilbyder KAB beboere, som er i restance, hjælp til at få styr på økonomien og undgå en udsættelse.
Nygaard er langt fra alene om at se nødvendigheden af at redefinere det borgeransvar, som vi i mange år via skatteregningen er blevet vant til at lade andre løfte for os. Interessen for velgørende arbejde er stigende, rastløse efterlønnere byder sig til, interessen for socioøkonomiske virksomheder vinder frem, studerende vælger i stigende grad studiejob hos NGO’er, frem for i virksomheder.
Så tanken om, at en langt større frivilligindsats bliver en bærende søjle i fremtidens velfærdssamfund, er ikke urealistisk. Spørgsmålet er så, hvordan det skal organiseres. Hvordan skal velviljen finde frem til nøden, så revisoren, pensionisten, marketingchefen, den studerende og sekretæren kan bidrage til en systematisk indsats overfor de medborgere, der har brug for hjælp?
Problemet er, at der i dag ikke findes en social markedsplads eller børs, hvor udbud bliver matchet med efterspørgsel.
I Storbritannien dukkede der for nogle år siden et fænomen op, der kaldes Time Bank. Konceptet er enkelt. Frivillige kan donere deres tid i ”banken”. For eksempel tre timers rengøring om ugen i et bestemt område. Andre kan samtidig efterspørge hjælp til for eksempel rengøring. Voila, efterspørgsel og udbud matcher hinanden. Sådan bliver der indsat og hævet millioner af timer hvert år.
De fleste steder findes den mekanisme bare ikke. Normen er, at frivilligindsatsen bliver organiseret efter et speciale. Hvis det handler om social nød i form af voldsramte kvinder, børn af alkoholikere eller hjemløse, så er den frivillige indsats samlet i organisationer, der netop fokuserer på det problem. Og selv om mange af disse organisationer leverer en vigtig indsats, så løber den sociale statistik den forkerte vej.
Flere bliver fattige i Danmark. Flere bliver sat ud af deres hjem. Flere havner i fængsel. Flere unge ender uden reel kvalificerende uddannelse - og bliver dermed fremtidige kandidater til de velgørende organisationers ydelser.
Hjælpen når ikke frem i tide. Problemet handler ikke bare om at matche hjælpen med arten af nød. Problemet handler også om at koordinere de mange former for hjælp. Det er velkendt fra store naturkatastrofeaktioner, at koordineringen af hjælpen på stedet er altafgørende for, om menneskeliv rent faktisk bliver reddet. Lignende med den sociale hjælp.
Meget ofte hænger vold, alkoholisme, boligsituation, uddannelse, beskæftigelse, sundhed, økonomi og mange andre problemer sammen som daggammel spaghetti. Hvad nytter det at få et job med tilskud, hvis pengene går til en uoverskuelig skattegæld? Hvorfor blive stoffri, hvis der ikke er et job? Hvorfor passe på sig selv, hvis der ikke er en fremtid? I langt de fleste tilfælde kræver en hjælp, der reelt forandrer liv, en koordineret indsats på flere fronter samtidig.
Lad os antage, at en aktiv, udfarende socialrådgiver spotter en nødstedt familie. Far er arbejdsløs, regningerne bliver ikke betalt, mor drikker for meget, hjemmet sejler, ungerne kommer ikke i skole, mismodet trives og håbløsheden er ved at rodfæste sig. Prognosen for hvor det ender er ret klar. Der er behov for en indsats. Så socialrådgiveren sammensætter et hold eller netværk omkring familien, der hjælper til med at få styr på hjemmet, økonomien, sundheden, misbruget og meget andet. Det kan handle om lærere, tandlæger, sportstrænere, terapeuter, bankfolk, efterlønnere og andet. Nogle er ansat i det offentlige, mange er frivillige. Den fælles, koordinerede indsats, får familien op af grøften og tilbage på sporet.
Desværre er antagelsen falsk. For det første har socialrådgiverne i dag slet ikke tid til en sådan indsats – et udtryk for det pressede velfærdssystem. For det andet - hvor går socialrådgiveren hen for at sammensætte det rigtigt hold? Det kan være meget vanskeligt at finde et lokalt nummer og spørge hvilke frivillige kræfter, der kan mobiliseres til netop denne families behov.
Derfor forbliver den frivillige indsats ofte fragmenteret, og adresserer typisk kun en enkelt dimension i den livskrise, et menneske i social deroute befinder sig i.
Hvis de frivillige rent faktisk skal redde Danmark – eller bidrage meget væsentligt til det, hvilket de udmærket kan – så er der behov for en social markedsplads, som effektivt matcher udbud og efterspørgsel.
Så lad os forestille os dette: At der i hver kommune bliver oprettet et uafhængigt frivilligkontor, der skaber et overblik over alle frivillige kræfter i kommunen, hvad enten de er medlemmer af en frivillig organisation eller ej, og som kan matche de frivillige med de behov, som kommunens socialrådgivere og andre fagfolk identificerer. Så familien på kanten rent faktisk bliver koblet med den tandlæge, der gerne bruger fem timer om måneden på socialt velgørende arbejde.
Hvis vi rent faktisk mener, at de frivillige skal være med til at forny den danske velfærdsmodel, så må vi også etablere en social infrastruktur, der gør det lige så let og effektivt for de frivillige at virke, som det er for alle dem, der bevæger sig på en kommerciel markedsplads.
Lad os se at komme i gang. Eller hvad?
