Aktivist: Kampagner og middelklasse har ødelagt 1. maj

Det var min egen fejl. Jeg beskrev arbejdernes internationale kampdag som befolkningen festdag. Måske fordi det engang var relevant, at fejre de sejre modige mennesker engang har opnået. Måske fordi 1. Maj har bevæget sig alt for langt væk fra den dag den burde være – så langt væk, at også jeg havde glemt hvorfor dagen er vigtig.   Sidste års 1. Maj gjorde et stort indtryk. Ikke på den positive måde – desværre. Jeg så telte med partier fra den røde blok, hvor de fremmødte havde nok i sig selv. Jeg så unge partimedlemmer, der havde travlt med at hylde formanden, tage selfies og tage sig ud. Jeg så fagforeningstelte, hvor fadøllen trak og alt andet end ens egen faggruppes muligheder for en lønstigning var ligegyldigt. 

I år begyndte tankerne med at 7. Klasse stillede spørgsmål om 1. Maj. Jeg valgte at vise en film. Der blev sunget ”internationale”  i filmen og eleverne undrede sig over ordet ”sultens slavehær”. Jeg kunne se fortiden for mig. De sultne pjalter, der kæmpede for retten til en løn de kunne brødføde en familie for. Jeg så min oldefar på jernstøberiet. Han så hans nedslidning og de lange arbejdsløshedsperioder, hvor mad blev hentet op fra kolonihavens roekule og kødkaninerne blev slagtet.   Men jeg så også noget andet; Jeg så Jeanette, Karina, Kim, Ulla, Lena – og alle de andre. Jeg så dem, hvis stemme ikke bliver hørt. Dem der ikke er nogen interesse for fra talerstolene og i ølteltene. Mennesker, der ved hvad det vil sige, at kæmpe en daglig kamp for værdighed og 3 måltider mad om dagen – og som ofte ikke lykkes i nogen af delene.   De reformramte. De tvangsaktiverede. Mennesker for hvem overenskomst er et fremmedord.    Jeg kan ikke længere holde 1. Maj ud og det på trods af, at der i høj grad er noget at kæmpe for. Kampen for værdighed, bolig og 3 måltider mad om dagen. Alt det middelklassen og den politiske elite tager for en selvfølge, men som er en mangelvare i stadig større dele af befolkningen. Jeg kan ikke holde 1. Majs slet skjulte valgtaler og formandspromoveringer ud. 1. Maj er taget som gidsel i et politisk spil, hvor de mennesker der kæmper en daglig kamp bliver gjort usynlige.  Jeg kommer ikke til 1. Maj for at høre formænd og valgtaler. Hvis det var det jeg ønskede kunne jeg bare tænde for mit tv.  Jeg kommer ikke til 1. Maj, for at stå i et overfyldt øltelt og tylle fadøl ned. Hvis det var det jeg ønskede kunne jeg tage til kræmmermarked i Bellahøj. Jeg ville gerne komme til 1. Maj, for at kunne høre om overlevelsen på en integrationsydelse. Jeg ville gerne høre om kampen for at beholde sin værdighed, når man er blevet en ”sag” på jobcenteret. Jeg ville gerne komme til 1. Maj for at høre om børnefattigdom – og hvad vi gør ved den. Jeg ville gerne komme til 1. Maj for at høre om syge og pårørende møde med systemet.   Der er så meget jeg gerne ville komme til 1. Maj for, men det findes ikke. Der findes ”stem på mig” og ”se mig”. Der findes masser af røde faner og rigtig mange mennesker, der har glemt hvorfor de røde faner står der.

De mennesker, der er ”sultens slavehær” – for ja. Den sultens slavehær, der burde være en historisk reference fra ”internationale” findes. De mennesker holder sig lagt væk fra den store scene og formandstalerne. De står sammen. Usynlige og ikke hørt. Vrede og forundrede over, at de der burde kæmpe for dem og med dem vender ryggen til dem i det øjeblik valgtalen er afsluttet og valget er afgjort.

Min 1. Maj bliver holdt sammen med de stemmeløse. De reformramte. Det eneste sted, hvor 1. Maj for alvor giver mening og bliver andet og mere end en cirkus forestilling, hvor der klappes manisk af det næste store nummer og flertallet har glemt, hvad der fortsat er at kæmpe for og hvem man burde kæmpe med.   God 1. Maj. Vi ses med sikkerhed ikke i ølteltet.