Sådan skriver mange næstehjælpere som indledning til administratorerne, når de skriver en anonym ansøgning om hjælp. Vi bærer på rigtig mange hemmeligheder, som forældre, søskende og veninder ikke ved noget om og som de aldrig havde gættet sig til.
På profilbillederne ser alt smukt ud. Kønne kvinder til fest. Smukke børn ved en strand. Efterårsbilleder med løv i brunt, gult og rødt. En smuk solopgang og en park dækket af sne. Intet viser noget om de hemmeligheder, der gemmer sig bag ved skærmen.
Næstehjælperne
Vi har valgt at give taletid til aktive i Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre. Initiativet bringer deres indsats og erfaringer videre til vores læsere, og viser andre sider af hverdagens velfærd.
Læs flere indlæg fra - og om - Næstehjælperne her og Jobcentrets Ofre her.
- Jeg har aldrig sagt det til nogen før, men jeg blev misbrugt fra jeg var ni år gammel. Ved du hvor jeg kan søge hjælp?
- Jeg har aldrig sagt det til nogen før, men min kæreste slår mig og jeg vil bare gerne væk fra ham. Ved du hvad jeg skal gøre?
- Du må ikke sige det til nogen, men engang imellem tænker jeg på at tage mit eget liv.
- Undskyld, jeg ved godt, at det her er en luksus ting, men jeg skal til fødselsdag hos min far. Han ved ikke, hvor galt det står til herhjemme og det vil være mærkeligt ikke at have en gave med. Han må endelig ikke vide noget. Tror du, at der er nogen der kan hjælpe?
Det handler om værdighed. Det handler om, at ingen – heller ikke børnenes skole eller familien må vide, at der ikke er råd til aftensmad, til at dele ud til fødselsdag i skolen, til at være med til klassekammerarters fødselsdag – eller til at holde sin egen. Ingen må vide det. Det er et spørgsmål om at holde fast i den sidste rest af værdighed.
På den anden side af bordet sidder lærerne, forældrene, søskende og vennerne og når de hører om andre, der ikke kan få det til at løbe rundt, så må det være ”de andre” den er helt gal med, for deres søster, datter, veninde kan da godt. Det ved de, for de har jo set de smukke billeder af efterårsløvet, stranden og parken – og så må alt jo være godt.
Min datter er ikke ”sådan en”, min veninde er ikke ”sådan en”, min bror er ikke ”sådan en”. Den største hemmelighed af dem alle er måske – jo – din datter har faktisk så lille et rådighedsbeløb, at hun må rationere maden til dit barnebarn. Du ved det bare ikke. Spørgsmålet er; hvad ville du gøre, hvis du vidste det? Ville du hjælpe hende eller – som hun frygter - fordømme hende.
Alle de, der søger hos Næstehjælperne, er nogens barn, veninde, barnebarn, søster eller bror. Uden du ved af det, kunne det være dit barn, barnebarn, søster eller bror. Du ville ikke kunne se det, for fattigdommen er ikke synlig. Vi har så meget overskud i vores samfund, at børnene ikke går i laser. Brugt tøj kan godt være pænt tøj, men det ændrer ikke på bekymringerne og angsten, der bliver skjult bag smil og pæne billeder.
Det sørgelige er at hemmelighederne om skraldemad, brugt tøj og anonyme søgninger betyder, at alle tror at det er ”de andre” den er gal med. Men det er ikke ”de andre”. Det er helt almindelige mennesker og en af dem er måske din datter.
