Socialdebat: Skal vi koge suppe på græs, før i lytter?

”sig mig lige engang – skal vi koge suppe på græs, før folk synes vi er fattige nok?”   Det var en statusopdatering fra en reformramt, der bare havde fået nok. Nok af hvad, kan man måske spørge – I hvert fald, hvis man ikke har sin daglige gang blandt reformramte. Os der har ved det godt.   Svaret er; Nok af gode råd, fra mennesker der har hvad de skal have. Råd om at skralde, fra en der aldrig har hentet sin mad i en container. Råd om hvor meget med man kan få ud af en selleri. Råd om at pakke sig ind i dyner, så man undgår at bruge radiatoren. Råd om at tage bad i koldt vand……og om hvor få gange, man har brug for et bad. Råd om, at leve i mørke og for nedrullede gardiner – det koster jo alt sammen, må man forstå, hvis man er reformramt.

Svaret er; Nok af overvågning fra mennesker, der åbenbart ikke har bedre ting at tage sig til. Nok af; ”Jeg så hun havde rigtig smør i indkøbskurven. Det er jo ikke nødvendigt”. Nok af; ”jeg så at hun havde fået nyt køkken, som hun viste frem på facebook”. Nok af; ”jeg så et billede af hende og hendes mand, der var på cafe, så har man da hvad man skal have”.   Det burde ikke være nødvendigt, men nu skriver jeg det alligevel. Cafeturen var en fødselsdagsgave og køkkenet havde boligselskabet krævet, at alle lejere fik, som en del af en renovering af ejendommen. Smørret var på tilbud til samme pris som en pakke kærgården.   Skal vi koge suppe på græs, før folk synes vi er fattige nok ?, virker som et relevant spørgsmål i den sammenhæng. Det samme gør: ”sig mig engang, skal jeg være død, før folk synes, at jeg er syg nok”.   For syge mennesker har fået nok. Nok af ”hvis man kan tage til banko, kan man da også arbejde”. Nok af; ”at ethvert tegn på livskvalitet bliver omregnet til arbejdsevne. Nok af; at medier, chefredaktører, politikkere og enhver meningsdanner og menigmand, slår sig ned som selvbestaltede læger og har holdninger til arbejdsevne og tilsyneladende kompetencer til at udtale sig om medicin, nedslidning, gigt, cancer og følgerne af en blodprop. Jeg er middelklassemenneske. Det er en luksus. Som de fleste middelklassemenneesker bliver jeg ikke afkrævet svar på, hvad jeg bruger mine penge til.   Hvad vil du sige til det her Hvordan ville du som almindeligt menneske have det, hvis du oplevede, at alle og enhver – deriblandt et landsdækkende medie udstillede dig ved at dømme dig for dit liv på denne måde:   Synes du ikke, at du som offentligt ansat bruger for mange ”at vores penge” på dit eget private kjoleforbrug?   Hvorfor brokker du dig over din løn, når du har råd til at købe kærnemælkshorn og kaffe på tanken. Det er SLET ikke nødvendigt, at mine skattepenge går til offentligt ansattes forbrug af kærnemælkshorn.   ”Jeg synes kun, at lærere skal have 3 kuglepenne om året. De må lære, at passe bedre på deres kuglepenne og det kan da ikke være rigtigt, at mine skattekroner går til lærere, der forlægger deres kuglepenne den ene gang efter den anden.”   ”Synes I ikke også, at der skal være dokumentationskrav til feber, inden man har lov til at lægge sig syg. Sygdom uden dokumenteret feber, koster skatteborgerne alt for mange penge”

Det er ikke spørgsmål, man som almindeligt middelklassemenneske bliver stillet – og jeg kan frit fortsat købe en ny kjole, spise et kærnemælkshorn mere. Gå forbi kontoret og hente en kuglepen, for den jeg havde i går glemte jeg vist til et aftenmøde. Ligesom jeg stadig har retten til at lægge mig syg, hvis jeg er syg.   Imens jeg og andre fra middelklassen, kan gøre som vi plejer, venter reformramte stadig på svar af deres spørgsmål; ”skal vi koge suppe på græs, før I forstår, at vores økonomiske råderum er for lavt” og ”skal vi være døde, før I ser, at vi ingen arbejdsevne har” ?    I de foreløbige svar, er det hverken viden eller fornuften der råder. Kunne man ikke, som det allermindste bede om lidt fornuft, lidt viden og bare en anelse medmenneskelighed ?