Mon ikke alle forældre kender denne tanke: “Hvad har jeg gjort dog forkert?” Den kommer ofte, når vores børn oplever problemer, bliver syge, bliver drillet eller mobbet, har det svært i skolen eller med vennerne.
I mit arbejde med familier, hvor et barn har en psykisk lidelse hører jeg hele tiden spørgsmålet, og det kommer i mange udgaver: “Hvorfor så jeg ikke, at min datter led?”, “Hvor gik vi galt?”, “Hvorfor gjorde vi det ikke helt anderledes?” osv.
Skyldfølelsen har på dette tidspunkt ofte fået en helt urimelig magt over forældrene, fordi den bilder dem ind, at de har gjort alt galt, og de intet kan. De har fejlet lige der, hvor de allerhelst ønsker at lykkes. Så står de handlingslammede og virker for den uvidende tilskuer som totalt passive, ja for nogen endda kolde og inkompetente forældre.
At blive set på med kritiske, dømmende øjne giver naturligvis ikke mere overskud, men derimod ny sorg og afmagt. Det forstærker kun det jeg kalder ”Forældre-skyldfølelsen”.
Desværre har disse forældre også tit mødt både profesionelle og pårørende, der har været ude med skyldspålæggelsen, og gjort skyldfølelsens magt direkte lammende.
“Mon ikke det er fordi I som forældre ikke gør det rigtigt? ......!”
Vi elsker at finde årsager, men bruger sjældent tid på at sætte os ordentlig ind i sagerne. Og så er det så dejligt nemt at give forældrene skylden, som om de med vilje ønsker deres børn psykisk lidelse.
Udskam skyldfølelsen
Jeg har i mange år forsøgt at skamme "Forældre-skyldfølelsen" ud, talt til den, som om den var en person i rummet sammen med os:
“Dumme "Forældre-skyldfølelse", du har ingen plads i denne familie, dette er gode forældre/en god forælder, som gør sit bedste, de har ikke handlet mod bedre vidende.”
Vi har sammen undersøgt hvordan forældreskyldfølelsen prøver at bilde forældre ind, at de er dårlige forældre, og at intet af hvad de gør er godt. Det er min erfaring, at det ofte er hjælpsomt, og frigiver energi til at tænke bedre om sig selv, tilgive sig selv at man ikke kan alt og åbner op for modet til at prøve nyt.
Ansvar og Skyld
Skyld og skam hører sammen med ansvar og løfter. I det øjeblik man begynder at drømme om et barn, begynder man allerede at forme sit forældreskab. Man forestiller sig hvordan man vil opdrage sit barn, hvilke idealer og værdier man vil give videre, og hvordan man vil elske og beskytte sit barn. Som en kvinde fortalte mig:
“Jeg lovede ham jo, allerede før han blev født en lykkelig barndom. Det blev den ikke, hvordan kan jeg ikke føle skyld? Jeg holdt jo ikke mit løfte.”
Og :
“Som forældre påtager jeg mig ansvaret for mit barns opvækst. Det ansvar lever jeg ikke op til. Hun havde ikke en god tid i børnehaven, og nu kan jeg ikke få hende ind på en skole, der kan give hende nogle gode rammer at udvikle sig i.”
Eller:
“Det er mit ansvar at vide hvad mit barn har brug for. Men jeg har slet ikke forstået min søn og hans særlige sjæl, og slet ikke givet ham det, han havde brug for.”
Jeg forestiller mig, at jeg i fremtiden vil tage mange samtaler om hvilke drømme forældrene havde for deres forældreskab, når forældreskyldfølelsen stikker sit hoved frem. For de giver os andre vinkler på skyldfølelsen, viser os hvordan den også udspringer af kærlighed og ansvar, af løfter givet til et ufødt barn.
Så mange selv-bebrejdelser, så megen forældre-skyldfølelse
I sådanne samtaler bliver det tydeligt hvordan ansvar og magt er tæt forbundne: “Hvordan kan jeg have ansvar, hvis jeg ingen magt har?”
På samme måde må vi erkende, at magt og viden er tæt forbundne: “Hvordan kunne jeg handle anderledes med den begrænsede viden, jeg havde den gang?”
Forældre til børn med autisme bebrejder sig selv, at de ikke udøvede autismepædagogik i en periode af barnets liv, hvor forældrene aldrig havde hørt ordet autisme (eller bebrejdes de af "Forældre-skyldfølelsen?).
Forældre bebrejder sig selv, at de har videregivet gener, der gør deres børn sårbare overfor diverse traumatiserende hændelser, som de, som forældre ikke har kunnet afværge. Det være sig skilsmisser, fysiske og psykiske sygdomme i familien, mobning i skolen, vold eller voldtægt, en skolereform der kun passer til ca. 80% af de danske børn, arbejdsløshed eller dødsfald i familien. Jeg kunne blive ved.
De bebrejder sig selv, at deres opdragelse ikke har haft den ønskede effekt, fordi de nu, i bagklogskabens klare lys og med deres nye viden ved, at de kunne have gjort noget andet, havde de blot vidst, at deres barn ikke skulle opdrages præcis som de ellers troede at børn skulle opdrages.
Kærlighed og nye kræfter
I vores samtaler om hvad de gjorde og hvad de havde af hensigter, hører jeg mange gode fortællinger om at påtage sig ansvar, handle efter sin bedste overbevisning og med de bedste hensigter. Det giver os viden om forældrenes evne til at påtage sig ansvar, ikke kun når noget lykkes, men også når det går skidt. Påtage sig ansvar og skyld for det der skete. For skyldfølelsen handler også om modet til at se på det der skete, evaluere hvad er godt og skidt, lære både af det der lykkedes og af det der ikke lykkedes. Kærligheden og ansvarsfølelsen handler om at turde at prøve igen, blive ved og holde fast.
De fortællinger fravrister skyldfølelsen noget af dens lammende magt over forældrene, og giver ansvarsfølelsen mere plads. Forældrene får handlekraft til igen at indtage deres rette plads og handle som de kærlige og kompetente forældre de er. Så ser jeg forældre, der får kræfter til at ændre deres handlinger i hjemmet, og kræfter til at kæmpe videre for den behandling og de skoleindsatser, som deres børn har brug for.
Jeg kunne ønske for 2018, at både pårørende og profesionelle fralægger os retten til skyldspålæggelse, og i stedet tilbyder at vi påtager os et medansvar for børns psykiske lidelser. At vi viser dem respekt for de store problemer og dilemmmaer de står i, vel vidende, at vi ikke kunne gøre det bedre, var vi i deres sko.
Kan vi tage et medansvar?
Hvordan mon det ville se ud, hvis vi profesionelle (og her tænker jeg på alle mulige profesionelle, f.eks. børnehavepædagoger, socialrådgivere, skolelærere, psykologer, læger og politikere) påtog os et medansvar, pålagde os selv noget skyld, for de psykiske lidelser? Hvilke handlinger ville man så foretage sig som politiker, sagsbehandler, skolelærer, læge, psykolog, børnehavepædagog osv.? Hvis vi forestillede os, det var vores barn, at vi var i deres sko? Det er da et tankeeksperiment værd, ikke?
Forestil dig, at vi sidder ved et møde, og hver eneste af de professionelle overvejer: Hvad har jeg og min profession gjort forkert? Og: Hvad kan vi gøre bedre? I børnehaven vil man overveje om der har været for meget støj, for lidt opmærksomhed osv. I skolen vil man overveje om man har overset drillerier, overset barnets forgæves forsøg på at blive en del af et fælleskab, ikke givet barnet tilstrækkelig ro til at indlære osv. osv.
Jeg lover jer, der vil komme en anderledes dialog. Lad os nuancere "Forældre-skyldfølelsen" så den forvandler sig og giver plads til det fælles ansvar alle vi voksne omkring de sårbare børn har, så de kan få den bedst mulige udvikling.
