I 2009 var vi en gruppe, der spurgte os selv: Hvordan kan vi hjælpe de familier som ikke får nok hjælp, trods behandling i Psykiatrien og støtte kommunerne?
Hvad er det, der går galt, når det, der plejer at hjælpe ikke hjælper?
De fleste gange får familier, børn, unge og voksne god hjælp i deres kommune og i Psykiatrien. Men når det går galt, går det ofte rigtig galt, og hele familier lider helt urimeligt meget. Forældre mister deres job og familien deres forsøgelsesgrundlag. Børn kommer i mistrivsel og fejludvikles.
Det er de familier vi skriver og læser om igen og igen. Vi må kunne gøre det bedre.
Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvor og hvad går galt?
Så vi satte os for at undersøge om vi kunne hjælpe den gruppe af familier, som vi som samfund ikke får hjulpet ordentligt.
Vi vidste, at det ofte går galt i “overgangene” mellem hospitalsindlæggelse og kommunen. Det går galt i samarbejdet mellem instanserne. Men det går også galt i samarbejdet mellem familierne og os professionelle. Familierne føler sig ofte misforstået eller ligefrem hængt ud som dem, der er forkerte.
Psykisk sygdom har den effekt, at den sår mistillid, vrede og afmagtsfølelse. Psykisk sygdom trives og vokser af misforståelser, af afmagtsfølelse og mistillid mellem dem, der skal hjælpe hinanden. Ikke at forglemme, at psykisk sygdom også kan skabe mistillid hos os, de profesionelle, til om vi kan hjælpe! Men det kan vi!
Narrativ terapi bygger sit grundlag på etiske principper om respekt, nysgerrighed, gensidig tillid og håb. Så vi satte os for at undersøge om kombinationen af psykiatrisk viden og narrativ terapi kunne være en hjælp for familier, der er udsat for store og mudrede psykiske belastninger. Eller sagt i lægesprog: komplekse psykiatriske lidelser.
Samarbejde bygger på Respekt, Nysgerrighed, Tillid og Håb
Vi designede en behandlingsform vi kalder Samarbejdende Familieterapi og beskrev den i en manual, så vi kunne undersøge effekten med nogle lægevidenskabelige metoder, psykometriske måleredskaber.
Vi søgte penge i TrygFonden og fik to donationer med få års mellemrum. Så kunne vi undersøge om man kan indføre en sådan behandling, om man kan måle på den og om den virker.
Det gør den!
Her syv år efter vi startede vores projekt, har vi udgivet fem artikler om forskellige aspekter af vores projekt. Den sidste artikel indeholder de kvantitative undersøgelser, som man bruger når man skal skabe det vi i lægeverdenen kalder evidens for at en behandling virker.
Link: https://www.exeley.com/sj_child_adolescent_psychiatry_psychology/doi/10....
Der mangler stadig mange undersøgelser, det er en næsten uendelig proces at skabe evidens for behandling. Men vi er nået rigtig langt.
Selvfølgelig kan vi ikke hjælpe alle. Der findes ingen behandling som virker for alle, men vi synes vi hjælper rigtig mange. Vi har forsøgt at finde en behandling til de familier som ikke kan få hjælp af de normale behandlinger, de familier som normalt vil blive udelukket fra de normale behandlinger og forskningsprojekter, fordi deres problemstillinger er for rodede. Så vores forskning er anderledes end andres, fordi den ikke er rettet mod en specifik lidelse (kun angst, kun OCD osv.), kun mod en person (enten et barn, en ung eller en voksen), men skal tilbydes hele familien, uafhængigt af hvilke psykiske problemstillinger, uanset om de får medicin eller ej, og om de voksne også har problemer eller ej.
Jeg er så glad for at det er lykkedes os at komme så langt i vores forskning. Vi er lykkedes med at indsamle så mange data, at vi kunne lave statistik på dem. Det er den måde man i lægevidenskaben skaber “beviser” på at noget virker.
“Så det er ikke mig, der er problemet! Det er hele min familie, der skal have hjælp.”
I løbet af vores projekt har vi lært rigtig meget af de familier vi har samarbejdet med:
Vi har lært, at det er afgørende, at vi i Psykiatrien bliver ved, holder fast i familierne lang tid efter udredning og diagnosticering. Vi må ikke slippe før vi kan se at barnet og familien er i trivsel.
Det er en fordel, når den læge og psykolog eller sygeplejerske, der udredte barnet og dem kender familien er dem, der følger dem bagefter.
Det er hele familien der rammes når et barn rammes af psykisk lidelse, derfor skal hele familien have hjælp. Tænk, hvor rart det også må være for et barn, at opleve ikke “at være den”.
Det er vigtigt, at vi samarbejder fremfor at belære eller “behandle på” vores patienter. Det ændrer et menneskes oplevelse af sig selv at blive mødt ligeværdigt, så kan man se sig selv gennem mere positive øjne, så finder man meget nemmere ens egne resurser, kompetencer og “kampgejst”.
Det er vigtigt, at “man ikke er sygdommen”, men at man har en sygdom, eller et handikap eller et problem. At det er noget man skal “handskes med”, at det ikke er en selv, der skal “laves om”.
Det er ligeledes vigtigt, at vi bruge familiens sprog og de navne de foretrækker at bruge. Det er egentlig logisk, at vi der har det største overskud skal lære deres sprog, og at det ikke er familien der skal lære vores sprog. Faktisk er der mange sprog: læge-latin, psykolog- , sygeplejerske- og socialrådgiver-slang er alle sprog vi alle kløjs i.
Min drøm er, at alle familier der kommer ind i Børne- og Ungdomspsykiatrien kunne få et tilbud om Samarbejdende Familieterapi. Måske skulle det være sådan også i voksenpsykiatrien? Hvis patienten har en familie, og har alle ikke i det mindste noget forældre, også selvom man selv er voksen?
Familier med “mindre problemer” vil ikke have brug for helt så langt eller intensivt forløb. Og mange forløb, der undervejs løber ind i problemer, kunne nok have været undgået, hvis vi “lige” gav familien det ekstra “nøk”. For de principper vi bygger vores behandling på, er nogle helt generelle principper for “god opførsel” og god “faglig praksis” for hvordan vi skal møde familier, der kommer ind i Psykiatrien og for en en etik, der harmonerer godt med et samfund, der har lige respekt for hvert enkelt menneske, uanset stand, køn, etnicitet, politisk eller anden orientering osv.
Myter og økonomi står i vejen
Der er bare et “aber dabei”: Når der er skabt evidens for en medicinsk behandling, bliver den straks indført i hospitalsvæsenet. Men når der indføres evidens for en ikke-medicinsk behandling, så kan den affejes med et meget let argument: den er for dyr! Næsten uanset hvad medicinen koster, så kan man indføre den. Vi har ganske vist for nylig indført et råd, der skal undersøge effekt af medicin ift udgiften for en medicin. Men ingen ønsker at undersøge effekt ift udgift for ikke-medicinsk behandling.
Link: https://dagensmedicin.dk/laegemidler-har-foersteprioritet-indtil-medicin...
Det handler helt sikkert om økonomi, at man ikke tror på at en stor investering i behandling af psykisk sygdom har effekt. Men det har det!
Og det er for dumt at myterne om psykisk sygdom stadig får lov til at leve og skabe så megen lidelse.
Så jeg føler mig lidt snydt. Jeg troede, at hvis jeg skabte evidens for at Samarbejdende Familieterapi virker, så ville vi have argumentet for at indføre det. Men nej... Og selvom jeg lavede de økonomiske beregninger, vil det nok heller ikke hjælpe.
Jeg vil nu alligevel blive ved med at drømme og blive ved med at kæmpe, og jeg er ikke den eneste. Vi er mange, der hver for sig og sammen kæmper for at vi der arbejder i Psykiatrien kan ordinere anden ikke-medicinsk behandling på lige fod med medicin. Det skal nok komme!
