Fremtiden er et landskab, der endnu ikke er kortlagt.

Kære familie.

Det er eftermiddag, og jeg har sagt farvel til den sidste familie. Nu skal jeg skrive mit første brev til jer. Så nu er det tid til at kigge på billedet af den planche vi skrev ved jeres samtale. 

Som I ved er det ofte et resume, eller blot nogle tanker eller billeder, som jeres fortællinger har sat i gang i mit hoved. Undren og spørgsmål, som kommer til mig, når jeg genser de ting vi skrev på tavlen. 

I husker nok også, at hvis det ikke giver mening, eller føles helt forkert, så skal I bare ignorere mine skriblerier. I må gerne svare, men I behøver det slet ikke. Jeg læser brevet op næste gang, Så ved I hvor vi sluttede sidst, og I kan kommentere på brevet, rette misforståelser, fortælle hvad der er sket af nye ting osv.

Jeg spurgte jer om hvilken fremtid I kunne drømme om, hvis problemerne havde mindre magt eller på magisk vis, slet ikke fandtes, og jeres far svarede: “Det kan jeg ikke, det er som om problemerne har visket alt det gode ud, og at tænke på fremtiden er som at skulle køre sydpå uden gps.”

Jeg blev lige der grebet af en dyb sorg og en stor vrede. Hvor er det uretfærdigt, at psykisk sygdom får ret og magt til at ødelægge så meget for sådan en dejlig familie. Det var som at blive grebet af en tsunami, der ville ødelægge alt.

Men da jeg så spurgte hvad I hver især holder allermest af hos de andre, så blev det meget nemmere. 

I fortalte om masser af  vidunderligheder ved jer selv og hinanden. Det, I holder så meget af ved hinanden og ved jeres familie. Det blev nogle farverige fortællinger, og ved slutningen af vores samtale valgte I børn at sætte stjerner ved alle de ord, I syntes bedst om: sjove drillerier, omsorgsfuld og fantasifuld; latterbobler og LEGO, nutellamadder og meget meget mere.

I voksne fortalte om værdier, I har fået fra jeres forældre, som trækker tråde tilbage til fortællinger, fortalt gennem flere generationer. I fortalte om værdier som I mener danner grobund for jeres families’ vidunderligheder, det de udspringer af og vokser fra.

I endte med at sige: “Vi drømmer om en fremtid med kærlighed og omsorg, glæde og latter, alvor og omhyggelighed, - og stadig store udfordringer.”

Her efter I er gået, sidder jeg og ser på billedet af jeres planche, og mit blik søger de stjerner I satte ved de ord, I syntes var de vigtigste fra samtalen. Ordene er spredt ud over hele planchen som stjerner på en mælkevej. Hvis jeg satte streger imellem dem, ville det smukkeste mønster dannes mellem ordene.

Det er som om I sammen malede det smukkeste maleri, af en fremtid I måske godt kunne drømme om. En fremtid, hvor problemerne (psykisk sygdom og det offentliges manglende evne til at træde til med den hjælp, der er den hjælp I har så meget brug for) ikke længere har så stor og altødelæggende magt over jeres hverdag og familieliv. En fremtid, hvor landskabet måske stadig ikke er kortlagt og slet ikke lagt ud på gps. Men hvor I dog har indsat de vigtigeste pejlemærker, hvor I ved hvilke fyrtårn I vil styre efter.

Mon denne beskrivelse af jeres arbejde vækker genklang hos jer? Giver det mening at se vores første samtale som et første udkast til jeres kort over fremtiden? Gad vide hvilke ideer I får, inden vi ses næste gang til hvad der skal skrives ind på kortet næste gang?

Jeg glæder mig meget til vores næste samtale, mange hilsner, Nina