Fornylig havde min kollega og jeg en samtale med et forældrepar om deres to børn. Den ældste er en pige med et rigtig godt hoved, der bare er skruet en lille smule skævt på, især for en pige. Dagens problem: Hun gider ikke lære at læse.
Det skaber mange frustrationer. Vi hørte om uendelige forsøg på at lokke pigen til at læse, skænderier, præmier og pointsystemer. Intet duer. Hun gider ikke lære at læse!
”Men hvad er det da, hun skal læse?”
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
”Det er bare de samme bøger, som alle de andre børn får henne i skolen. Men vi har også forsøgt med bøger om heste, hun er helt vild med heste. Men hun gider ikke. Det er som om hun slet ikke kan se pointen med at lære at læse.”
”Fortæller I os, at hun skal læse bøger om børn, der leger sammen, eller børn, der rider på heste, kommer op og skændes, og bliver venner igen, og som oplever alt muligt sammen?”
”Ja, og de er ikke særlig svære. Hun kan godt, hun gider bare ikke.”
”Men det lyder da også uendelig kedeligt, hvis man er en pige, der har svært ved at forstå alt det der sociale. Ville du have lyst til læse om alt det, du synes er svært og som du hele tiden misforstår? Skal det være en skønlitterær bog?”
Og vi forsatte: ”Hvis hun er en pige, der elsker data og fakta, så skal I give hende fagbøger, f.eks. om heste. Bøger der indeholder fakta, f.eks. med navnet på racen, farve, hvor meget den vejer, hvor høj den er over brynjen, hvor lange ben osv. osv.”
”Men er fagbøger ikke alt for svære? Og er det ikke kedeligt?” spurgte de.
Vi svarede: ”Hvorfor er fagbøger kedelige og skønlitteratur sjov? Kan det ikke være modsat? Formentlig gør det ikke noget, hvis Lix-tallet er for højt. Hvis hun bliver nysgerrig nok, skal hun nok finde ud af det.”
En uges tid efter fik vi følgende mail:
Kære Kirsten og Nina
Jeg synes lige I skal høre hvilken forskel det gjorde med den viden med læsning. Ingen herhjemme havde overvejet hvorfor læsning var så svært. Nu læser og læser vores datter som en gal frivilligt alle fakta bøger om dyr.
Tak tak og tak herfra -
Vi er meget taknmelige for jeres vejledning
God sommer
Jeg kan huske en af mine første overlæger i børnepsykiatri fortalte, at DTH (det gamle navn for ingeniørstudiet) var det perfekte sted for unge med autisme: ”Der er der ingen krav om øjenkontakt, give hånd eller røre ved hinanden, ingen gruppearbejder, men masser af fokus på egen indsats og på faget.”
Samfundet har brug for flere ingeniører, flere mennesker med interesse for data, fakta og naturvidenskab og som har lyst til at forske, fordybe sig i komplekse problemstillinger, faglige udfordringer som miljø, co2-udledning osv. osv. Men de interesser og evnerne for dette dyrkes ikke altid i folkeskolen.
I folkeskolen er det flot at skabe relationer, indgå i gruppearbejde og elske skønlitteratur.
Hvorfor skal en pige, der har nogle reelle vanskeligheder ift social udvikling, og som hun skal have hjælp til, også belastes på områder hvor hun kunne få succesoplevelser, hvis blot vi er mere åbne?
Jeg er sikker på, at denne ganske unge pige, bliver en rigtig god læser af faglitteratur. Måske vil hun ikke nyde kærlighedsromaner eller andre skønlitterære bøger, med et fuldstændigt ”ligegyldigt indhold”, altså i hendes øjne. Der er mange, der elsker alt fra kærlighedsromaner til ”finere” skønlitteratur, men man skal ikke monopolisere hvad der er god læsning.
Jeg fortalte min gamle far på 85 år historien om pigen, der ikke gad lære at læse. Hans kommentar var: ”Ja, hun er jo bare for kvik!”.
Tænk, hvis man i skole og hjem havde tænkt: "Hun er sikkert for kvik, det er derfor hun ikke gider at læse. Vi må stille nogle mere relevante krav til hende, så skal hun nok få lyst". Min far lever stadig i en tidsalder, hvor det at læse faglitteratur blev anset som sværere og derfor finere end at læse skønlitteratur. Han er ingeniør og elsker en god roman, men for ham, i arbejdssammenhænge, der hvor det gælder, der er det dine evner til at læse faglitteraturen, der gælder.
I mine samtaler med forældre og børn med autisme fortæller jeg tit om folk på universiteter, der skal kunne koncentrere sig, fordybe sig og lade sig opsluge af i faglige emner. Stærke kvaliteter, som nok skal hjælpe dem på vej, men også karaktertræk vi bruger til at diagnosticere autisme.
Skal man virkelig have en diagnose, for at få lov til at blive anerkendt som ”en, der er til faglitteratur”?
Jeg ved godt, at jeg sætter det lidt på spidsen, men det er mit indtryk, at det opleves sådan af mange børn og familier i dagens Danmark.
Hvis man har lyst til at se nogle gode dokumentarfilm om autisme er DR’s to sæsoner med ”De skjulte talenter” virkelig gode:
https://www.dr.dk/tv/se/de-skjulte-talenter/de-skjulte-talenter-tv/de-skjulte-talenter-ii-1-3
I Gyldendags danske ordbog står der om diskrimination: negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod enkeltindivider eller grupper; oftest inden for områder som køn, race, etnicitet, alder, seksuel orientering samt fysisk og psykisk handicap.
