Ledende psykiater: Patienterne kan ikke føle sig trygge

Sundhed

21/08/2018 11:00

Nina Tejs Jørring

Hver eneste læge, jeg kender, gør sit bedste, men politiske krav og administrative instrukser gør det alt for ofte umuligt at gøre det godt. Vi er nødt til at tale højt om problemerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ligegyldigt hvilket problem der bliver beskrevet i sygehusvæsenet er standardvaret: “Patienterne kan føle sig helt trygge, de får den bedste behandling.” Men det er en forældet, paternalistisk og forkert kommunikation i dagens Danmark. Jeg synes, det skal ændres.

For internt hedder det jo: Vi skal gøre det mulige indenfor rammerne. Og: “Du kan ikke gøre det til et 12-tal, det er godt nok, hvis det er til et 7-tal.”

Så længe vi læger ikke fortæller offentligt, at der er steder hvor beskæringer, dårlig uddannelse, dårlig ledelse og dårligt arbejdsklima går ud over patienterne, så kan vi ikke forvente, at nogen tager os alvorligt.

Så længe vi læger ikke melder klart ud, at patienterne bliver behandlet dårligere, og at det går ud over patienterne, men vi lades som om vi kan klare det umulige, så bør politikkere og administration da blive ved med at presse os. Så måske er det akademisk korrekt, men for dumt, når vi har ordvekslinger som feks.:

“Går det ud over uddannelsen af de kommende læger?”

“Det kan vi ikke svare på, for det har vi ikke målt på.”

Men hvad er så problemet? Eller endnu værre:

“Går det ud over patientbehandlingen?”

”Nej, patienterne kan være helt trygge, vi kan stadig følge med og det går ikke ud over patientbehandlingen.” 

Men hvad er så problemet? Så skal politikkerne da tænke: “Hvad er så problemet? Så kan vi da sagtens presse citronen lidt endnu.”

Vi læger ved allesammen godt, at patientbehandlingen ikke er til et 12-tal, men ofte kun til 7 eller 4. Men hvordan skal politikkerne vide det, når vi ikke siger det? Hvordan skal de vide, at der er behov for at ændre noget?

Men måske skal politikkere og resten af befolkningen vide, hvorfor det er så svært for os, at melde klart ud?

Forskning viser, at successen af al behandling er meget afhængig af patientens tillid til lægen og til behandlingen. Faktisk er en af de vigtigste faktorer for om en behandling er succesfuld, om patienten tror på at lægen ved hvad hun gør. Det gælder al behandling, fra psykiatri til kirurgi. Så hvis vi er helt hudløst ærlige, og patienterne mister tilliden til os, så fjerner vi en meget vigtig faktor i god behandling. Hvor smart er det?

Læger er også en særlig type mennesker. De vælger lægeuddannelsen, fordi vi helt grundlæggende gerne vil hjælpe andre mennesker. Det gør ondt, meget ondt, når vi ikke får lov til at yde vores bedste. For nogen bliver det vigtigt, at holde fast i, at “jeg gør i hvertfald det bedste, jeg kan”, og så acceptere, at det er organisationens, ledernes eller endnu bedre: politikkernes skyld. 

Personligt har jeg valgt en anden vej. Jeg synes det er ubærligt svært, ikke at forsøge at ændre på det, når jeg kan se, at vi kan gøre det meget bedre. Også selvom jeg ved med mig selv, at jeg gør mit bedste hver eneste dag. Jeg har valgt også at kæmpe for at organisationen ændres, så vi kan gøre det bedre. Tættere på at gøre det reelt godt. Tættere på at gøre det bedst muligt.

Men måske skal alle “ikke-læger” vide, hvor svært det er for læger at gå ud i offentligheden og ytre sig negativt. Fordi vi ved, at det at det også går ud over behandlingen! Så når nogle af os gør det, er det fordi vi ikke kan se anden vej.

Læs f.eks. disse to artikler fra Dagens medicin:

https://dagensmedicin.dk/ansatte-bekymrede-over-fastholdelser-i-hovedsta...

https://dagensmedicin.dk/nej-til-baelter-faar-psykiatrien-til-at-ty-til-...

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.