Jeg var lægestuderende i 80’ernes USA. Det var vildt spændende og fantastisk. Men den amerikanske tilgang til selve lægegerningen gjorde det helt umuligt for mig, at forestille mig et liv som amerikansk læge. De havde ikke patienten i centrum. De sagde:
“Get the money and cover your ass.”
Jeg erkender at være inkarneret offentligt ansat. Det er vigtigt for mig, at være læge for alle mennesker, uanset stand, rigdom, race eller evne til at finde de private udbydere. Men mange af de ting jeg var stolt af i 80’erne eksisterer ikke længere, og det danske sygehusvæsen opfører sig mere og mere som det sygehusvæsen i USA, jeg fravalgte.
LÆS OGSÅ: Sundhedsplatformen ligner en katastrofe
Get the money
Da jeg skulle lære at bruge Sundhedsplatformen var det slet ikke så svært, for jeg fangede hurtigt den “amerikanske ånd”: Get the money!
Hvis man blot hele tiden sikrer sig, at man først tjekker hvilket forsikringsselskab, der skal betale, med hvilken aftale, for hvilken sygdom og til sidst dobbelttjekker at man har sendt en regning for hver eneste handling, så er det hele ret indlysende.
Da jeg forsøgte at videregive denne “visdom” til mine medkursister, oplyste vores underviser, at det gav god mening. For det store blanke område midt på skærmen, er der hvor kreditkortenes ikoner fra de forskellige forsikringsselskaber oprindeligt stod, men som er fjernet, fordi det er for provokerende for danske læger.
LÆS FLERE ARTIKLER OM SUNDHEDSPLATFORMEN
Epic ændrer kulturen
For nylig besøgte jeg en god kollega i Chicago. Han er psykiater og jeg fortalte om mine oplevelser med Sundhedsplatformen fra firmaet Epic. Ups! Der røg hans tillid til det danske samfund.
“We believe Danmark to be the best, if not the ideal country in regard to health services, how could you choose epic,” spurgte han?
Jeg måtte forstå, at når man bruger et system, hvor alt det administrative arbejde inkl. økonomi pålægges behandlerne; ja så mister man endegyldigt sin mulighed for at agere som helbreder. Systemet tvinger lægen ind i en profitfokuseret kultur, hvor fokus på patientens behov altid sættes i anden række.
“Epic has changed our culture monumentally,” sagde min kollega. Du tror det var svært førhen, at holde patientens interesser i centrum? Epic er et utrolig krævende væsen, det kræver al din opmærksomhed, hele tiden. Den tager al din opmærksomhed væk fra alt andet end Epics egne behov.
LÆS OGSÅ: SUNDHEDSVÆSNETS IC4-SKANDALE
De sagde det ville ændre kulturen
Der sad jeg og spiste amerikanske pandekager med canadisk sirup og mindedes alle de gange mine chefer stolt har fortalt os, at Epic vil ændre vores kultur fuldstændigt. Men jeg mindes ikke en eneste gang, at jeg har hørt dem fortælle på hvilken måde.
Nu gik det pludselig op for mig - og der måtte en psykiater, der har arbejdet i mange år med Epic i USA til, før det hele stod lysende klart for mig: Vi oplever lige nu, at Epic gør præcis det lederne har lovet: Systemet ændrer vores kultur.
Problemet, for mig at se, er at det ikke er til noget bedre! Faktisk tror jeg heller ikke at politikerne, der har sagt ja til den enorme investering, helt har været klar over, hvor omfattende kulturændring, de satte i gang. Jeg spekulerer på, om nogen af beslutningstagerne overhovedet har tænkt eller skrevet noget om, at vi skal have en amerikansk sundhedskultur i Danmark?
Fakta er dog, at Sundhedsplaformen lige nu ændrer vores kultur til noget, som selv amerikanere oplever som værre end det, jeg som ung fravalgte for mere end 30 år siden. ØV!
What now Watson?
Den amerikanske psykiaters råd var kort, men desværre sikkert helt utopisk: Sørg for at det er jeres administrative personale (læs: sekretærer?), der bruger Epic. Hold det væk fra de, der skal udøve helbredelse.
Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville deltage i “shitstormen” mod Sundhedsplatformen. Det er der så mange andre der gør. Men da min gamle faster ringede og fortalte om sin oplevelse med sin læge og dennes computer vaklede jeg lidt og tænkte: “Vi kommer ikke af med Sundhedsplatformen, men jeg bliver nødt til at bidrage med min viden, for ellers vil jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. Og måske kan vi stadig nå “at rette den lidt til"?
Min faster sagde:
“I gamle dage tog min læge min hånd og aede mig, det var så beroligende. I dag aer hun sin PC. Måske har den mere brug for det end jeg? Men jeg savner det nu, måske især nu, hvor jeg er så syg.”
