Tak til Carsten Orth Gaarn-Larsen for spørgsmålet om, hvordan jeg ser det offentlige sundhedssystem, med underspørgsmålet om jeg ser området som en udgift eller et udviklingsområde.
Det korte – og erkendt også lidt intetsigende - svar er, at jeg ser området som begge dele. Så det kræver selvsagt et lidt længere og uddybende svar!
Det ville være uærligt, hvis jeg sagde, at sundhedsområdet ikke er en udgift, og ikke fra politikernes side bliver set som en sådan. For når indtægter og udgifter år for år skal stemme, ses alle udgifter på kort sigt som noget, der skal finansieres. Også selvom en udgift på længere sigt faktisk forebygger nye udgifter eller endog skaber fundamentet for nye indtægter!
OPI-stafetten
OPI-stafetten skal udvikle og udbrede viden om, holdninger til, udfordringer for og de mange muligheder i Offentlig-Privat Innovationssamarbejde.
Hvordan kan det offentlige og erhvervslivet sammen udvikle nye løsninger, som har potentiale til at give skatteborgerne mere for deres penge, og virksomheder muligheder for at skabe ny vækst og arbejdspladser?
Det er OPI-Lab - Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi - der igangsætter stafetten på DenOffentlige.dk.
Og sundhedsudgifterne bør af mange grunde ikke blive betragtet som en ”besværlig” udgift. For et velfungerende sundhedsvæsen – hvor der er lige adgang for borgerne - er en hjørnesten i et velfærdssamfund. Det er således udgifter, som jeg grundlæggende har det rigtigt godt med. For jeg anser det som min fornemmeste opgave som politiker at sikre, at borgerne har mulighed for at leve så tryg en hverdag som muligt. Og her er hurtig adgang til den rigtige behandling, uanset størrelsen på ens pengepung, af yderste vigtighed. Det er både med til at sikre danskernes helbred og give tryghed i det daglige, når man ved, at velfærdssamfundet er der for én, hvis og når man får brug for det. Så det er på ingen måde en katastrofe, hvis udgifterne til for eksempel sygehusene stiger, som vi eksempelvis så det fra 2007 (68,4 milliarder) til 2011 (74,5 milliarder). For hvis der kommer flere behandlingskrævende danskere bl.a. som følge af, at vi gennemsnitligt bliver ældre, ja, så må og skal sundhedsvæsenet og eventuelle merudgifter til dette følge med. Sådan må det være i et velfærdssamfund.
Patienter før teknologiens tarv
Det betyder dog ikke, at vi ikke skal være opmærksomme på, at der ofte er muligheder for at gøre tingene smartere på sundhedsområdet og dermed få det samme eller mere for færre omkostninger. Sådan er det i udgangspunktet på alle områder. Så her ser jeg så afgjort også sundhedsområdet som et udviklingsområde. Vi oplever i øjeblikket en forrygende teknologisk udvikling på snart sagt alle fronter, og fremtidens sundhedspolitik bør blive præget af endnu større fokus på at forebygge sygdomme, lige som der vil blive udviklet stadig mere effektive og avancerede behandlingsformer. Vi er faktisk ret gode til den slags i Danmark. Ifølge Udenrigsministeriet blev vores eksport af sundhed og velfærd fordoblet i perioden 2001-2011, så den i 2011 udgjorde mere end 81 milliarder kroner, når man medregner lægemidler og biotekindustrien. Der er god grund til at tro på, at det er et område, der i fremtiden udvikler sig endnu mere til gavn for hele Danmark i form af mere viden, nye behandlingsformer, nye arbejdspladser og dermed også flere penge i vores fælles kasse.
Men først og fremmest handler den teknologiske udvikling naturligvis om at det bliver bedre for patienterne. Sidegevinsten er, at det bl.a. kan give eksportmuligheder. Og når teknologien udbredes, skal det ske med den nødvendige hensyntagen til patientens tarv.
Det betyder også, at det ikke må gå stærkere, end at vi som mennesker kan følge med. Det er patientens tarv, der skal være topprioritet, når teknologien udbredes og ikke de teknologiske muligheder, som skal styre. Og når undersøgelser fra for eksempel Ældre Sagen viser, at danskerne i høj grad, unge som ældre, frygter, at de i fremtiden vil have svært ved at følge med i udviklingen inden for ny teknologi, så skal vi tage disse bekymringer alvorligt. Også på sundhedsområdet, hvor vi ikke bare kan eller skal presse ny teknologi ned over hovedet på ældre, fordi det er det billigste. Vi skal ganske enkelt udvikle sundhedsvæsenet med brugerne, altså mennesket, i centrum.
Stafetten går til finansminister Bjarne Corydon
I regeringens vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger har regeringen beskrevet en målsætning om at sætte konkrete mål for digitaliseringen af velfærdsområderne. Det har jeg in mente, når jeg nu sender stafetten videre. Målsætninger om digitalisering kan ikke stå alene, men bør følges op med konkrete tiltag. Jeg vil derfor sende stafetten videre til finansminister Bjarne Corydon. Mit spørgsmål går på om man fra regeringens side aktivt vil understøtte udbredelsen af velfærdsteknologiske løsninger, således at det skaber værdi for både det private, det offentlige men samtidig har borgernes oplevede kvalitet som særligt fokus?
