Velfærdsteknologi handler ikke om at spare arbejdskraft. Robotstøvsugeren, opvaskemaskinen og køleskabet er ikke velfærdsteknologi, men arbejdsredskaber, der er mere avancerede end deres forgængere – Nilfisken, opvaskebaljen og isskabet.
Velfærdsteknologi handler derimod om livskvalitet, velfærdskvalitet og arbejdskvalitet.
Det selvskyllende toilet eller den programmerbare spisearm sætter mennesker med funktionsnedsættelser i stand til at udføre opgaver, som vi alle helst selv vil have kontrol over. Det øger livskvaliteten, når vi kan blive længere i det liv, vi ville have levet uden funktionsnedsættelsen.
Operationsrobotten arbejder med maksimal præcision hver eneste gang og øger kvaliteten i velfærdsydelsen.
Løftekranen eller hæve-sænke bleskift-bordet letter de hårde fysiske belastninger, som de velfærdsansatte udsættes for.
OPI-stafetten
OPI-stafetten skal udvikle og udbrede viden om, holdninger til, udfordringer for og de mange muligheder i Offentlig-Privat Innovationssamarbejde.
Hvordan kan det offentlige og erhvervslivet sammen udvikle nye løsninger, som har potentiale til at give skatteborgerne mere for deres penge, og virksomheder muligheder for at skabe ny vækst og arbejdspladser?
Det er OPI-Lab - Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi - der igangsætter stafetten på DenOffentlige.dk.
De eksempler og mange flere af slagsen er med til løfte både livskvalitet, velfærdskvalitet og arbejdskvalitet til gavn for brugerne og de offentligt ansatte.
Og udviklingen af den slags løsninger er resultatet af samarbejde mellem brugere, ansatte og private virksomheder. Og vi kan komme meget længere af den vej.
Men ... der er et par men’er.
Udvikling af velfærdsteknologi kræver et solidt afsæt i brugernes og de ansattes erfaringer. Private virksomheder, der inddrages i udvikling af løsninger kan komme med nye bud på for længst identificerede problemer, som det har været svært at få slået hul på, men ”de tekniske nørder” må ikke få overtaget på bekostning af brugernes og de ansattes viden og behov. Vi skal eksempelvis ikke spærre den ældre med behov for hjælp inde i et elektronisk bur uden anden menneskelig kontakt end en hotline til ”den elektroniske overvågningscentral”.
Private virksomheders ekspertise på netop deres kernekompetencer kan kaste helt nye ideer op i luften, men vi skal ikke gentage de seneste årtiers afgudsdyrkelse af private konsulenter med skyhøje honorarer, når samspillet mellem private virksomheder, brugere og ansatte skal styrkes. Det offentlige har brugt milliarder af skattekroner på undersøgelser, analyser, rapporter, anbefalinger og alskens snik-snak på områder, hvor den nødvendige viden allerede fandtes i forvaltninger og blandt ledere og medarbejdere. Offentlig-privat innovation skal bruge den store velfærds-ekspertise, der findes i kommuner og regioner og tilføre de nye synsvikler og måder at tænke på, som private virksomheder kan byde på.
Inddrag medarbejderne
Debatten om innovation – udvikling – i den offentlige sektor er i al for høj grad præget af dogmet om, at udpegelsen af problemer og udvikling af nye løsninger skal komme udefra. Det er i alt for mange tilfælde at kaste barnet ud med badevandet.
De, der til daglig arbejder med børn, elever, ældre, udsatte grupper, patienter osv., bliver alt for sjældent brugt til at finde eller medvirke til at finde de løsninger, som giver det optimale resultat for brugerne og de ansatte. Og det samme gælder i endnu højere grad for brugerne af velfærdsydelserne.
Men det kræver ressourcer at medvirke til udvikling. Det kræver flere hænder, hvis ledere og medarbejdere i perioder skal kunne gå fra de daglige opgaver for at engagere sig i et konkret udviklingsprojekt. Det er ikke gjort med en sælger, som i frokostpausen taler et kvarter med lederen og de ansatte. Og de ressourcer bliver sværere og sværere at finde i en virkelighed, hvor alle – også Dansk Erhverv - er voldsomt optaget af at lege eksperter på, hvordan offentlig drevet velfærd og service kan effektiviseres.
Skal vi skabe det miljø omkring udvikling af eksempelvis velfærdsteknologi, som Jens Klarskov rigtigt efterlyser, så skal netop brugere og ansatte stå i centrum i samarbejdet med private leverandører. I min ungdom kaldte vi det på ikke-konsulentsprog for ”dem, der har skoene på, ved også, hvor de trykker”. Det er stadig et bæredygtigt udgangspunkt for at skabe forandring – også i velfærden.
Der ligger enorme mængder af viden og erfaring om, hvad der virker, hvad der ikke virker og hvad der burde opfindes nye løsninger på blandt brugere og ledere og ansatte.
På nudansk ville vi nok kalde det for brugerdreven innovation, som kommuner og regioner i øvrigt så småt er begyndt at få øjnene op for.
Der er vækstperspektiv
Jens Klarskov efterlyser et samlet kompetencecenter for offentlig-privat innovation. God ide? Måske, men der sker nu ganske meget i den kommunale og regionale verden indenfor udvikling og samarbejde om udvikling med private virksomheder.
Jeg synes selv, at OPI Lab – Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi - arbejder med spændende projekter. Laboratoriet drives af Region Syddanmark på vegne af regionerne og en række kommuner og private virksomheder, og er finansieret af penge fra staten, regionerne, en række kommuner og EU.
Og så er der et vækstperspektiv i samarbejde om udvikling af eksempelvis velfærdsteknologi og velfærdssystemer.
Flere og flere lande verden over når et velstandsniveau, hvor velfærdsdebatten for alvor banker på døren. Kina er det oftest nævnte eksempel, men der er og vil bliver mange flere i de kommende årtier.
Derfor har FOA også blandet sig i vækstdebatten med forslag om, at det offentlige og private samarbejder om at gøre dansk velfærd til en eksportvare, som private virksomheder kan tjene penge hjem til landet på.
Vi bliver til stadighed beskyldt for at have verdens dyreste velfærd og verdens højeste serviceniveau. Hvorfor ikke bruge den styrkeposition til at skabe nye vækst- og eksportområder?
Skal det offentlige få værdi for velfærdens brugere ud af offentlig-privat samarbejde, så skal de offentligt ansatte velfærdsledere og velfærdsmedarbejdere spille en afgørende rolle i udviklingen.
Stafetten går til...
FOAs medlemmer vil gerne. Ni nordjyske social- og sundhedsassistenter har som de første i landet netop afsluttet den et-årige uddannelse ”Velfærdsteknologi i praksis”. Men er kommunerne parat til at se deres ledere og ansatte i det lys, og er kommunerne parat til at slås for at få ressourcer til, at ledere og medarbejdere kan spille den rolle? Det spørgsmål vil jeg gerne sende med stafetten videre til Aarhus Kommune, som både har fokus på at være en kærlig kommune og gerne vil en masse på det velfærdsteknologiske område.
