”Ingen børn under 18 år skal afsone blandt voksne kriminelle i landets fængsler.” Så tydeligt fremgik det af regeringens løfte, da de tiltrådte. De nyeste tal fra Kriminalforsorgen fra 2012 viser desværre et helt andet billede. Et billede, som jeg også genkender fra mit arbejde i Kriminalforsorgen. Ifølge de nye tal fremgår det, at der hver dag sidder gennemsnitligt 11 børn ned til 15 år i fængsel i Danmark. Det er ikke almindelige børn, men børn, der for de flestes vedkommende, er syge og omsorgssvigtede.
Jeg vil nu beskrive en sag om en pige lige under 18 år, der sidder i et lukket fængsel et sted i Danmark. Hendes navn er ændret grundet tavshedspligten.
Historien kommer på bloggen, fordi jeg er blandt få vidner til de sager, hvor børn havner bag tremmer. Ofte børn der kommer fra socialt belastede miljøer og familier. Socialkrisens børn bærer på en meget tung rygsæk, og indholdet bliver mental forurening når de havner bag tremmer.
Måske har hun det bedre død
Den sag, jeg her vil omtale, er så grotesk, at jeg må skrive om den her på bloggen. Det bliver i en meget skærmet udgave, der på ingen måde kan lufte detaljer, der kan føre til afsløring af de rigtige personer, læger, kommuner og fængsler mv.
Det værste er, at de fleste, jeg har talt med af myndighedspersoner, har tænkt: ”Måske var det bedst, hvis hun var død.”
I stedet sidder hun nu i et lukket fængsel, da hun er for farlig for sig selv og sine omgivelser. Spørgsmålet er, om det hjælper et skadet og sygt barn at sidde i fængsel? Bedøm selv.
Pigen der ville dø
Dina er født som abstinensbarn. Hun bor sammen med sin mor, indtil hun som 5-årig bliver tvangsfjernet - efter Dina finder moderen død af en overdosis.
I de fem år, hun bor ved sin mor, har moderen mange skiftende samlevere, der forgriber sig seksuelt på Dina. Dina anbringes efter moderens død delvist hos faderen, der er alkoholiker og på døgninstitutioner og i plejefamilier. Dina bliver både anbragt med tvang og med samtykke. Hun bliver kastet fra døgninstitution til døgninstitution - i alt 20 gange. Imellem alle disse anbringelser er hun i kortere perioder hjemgivet til sin far.
Forsøger selvmord igen og igen og...
Dina forsøger flere gange at tage livet af sig selv ved hængning, drukning og overdosis. Ved at løbe ud foran biler og lægge sig på togskinner. I en alder af 13 år har hun over 5 kvalificerede selvmordsforsøg bag sig.
Dina har været indlagt på psykiatriske afdelinger 15 gange. Første gang i en alder af 12 år, og indtil hun kommer i fængsel som 16-årig. Alle Dinas indlæggelser har været med tvang på grund af farlighed. Ved de fleste indlæggelser er hun lægeligt vurderet psykotisk, men kun så længe hun var påvirket. Derefter, siger lægerne, er hun ikke psykotisk, og bliver udskrevet.
Dina har ingen skolegang, og man ved ikke hvilket fagligt niveau, hun ligger på. Dog er hendes almenviden meget begrænset.
Indlæggelser og diagnoser
Da Dina er 15 år, indlægges hun på den lukkede og får her stillet diagnosen ”akut patalogisk rus.” Ved ny indlæggelse - to uger efter - får hun stillet diagnosen ”adfærdsforstyrrelse” samt ”stofudløst psykose.”
Hendes sidste indlæggelse i 2010 er på den lukkede psykiatriske afdeling. Det sker på baggrund af kriminalitet begået i en rus, og hun vurderes at være til fare for sig selv og sine omgivelser.
Hun får en betinget dom med tilsyn, hvorfor sagen dermed ender på mit bord. Det er i 2011.
Dina er blevet løsladt af retten. Kommunen vil ikke længere betale for den døgnanbringelse, hun er i. Hun har ellers for første gang nogensinde udvist en positiv udvikling.
I stedet tilbydes unge Dina en lejlighed i en forstad til København med en støtte- kontaktperson tilknyttet. Men Dina er hverken myndig, selvstændig eller velfungerende, så hun kan ikke finde ud af at bo alene.
Det ender det galt.
Dina placeres i stedet i et kolonihavehus med samme kontaktperson tilknyttet. Det er her, jeg møder hende første gang.
Afslag på efterværn
Vi skriver forsommeren 2011. Kirsebærtræernes hvide blade ligger drysset ud over stien som sommersne. Da jeg kommer, er hun der selv. Det er også pædagogen og lederen for det projekt, hvorfra hun Dina har fået bevilget kontaktpersonsordning.
Jeg havde læst hendes sag på forhånd, og vidste at hun havde slået utallige pædagoger og betjente ned i tidens løb. Hun var tilmed dømt for vold af særlig rå og brutal karakter mod en person ansat i offentlig tjeneste.
Hendes kamphund står ved lågen og gør. Jeg er bange for kamphunde og tænker med det samme, at nu mister jeg en stjerne i pigens bog. Men denne her hund er anderledes. Den ser sød ud. Dens øjne er milde og spørgende, og den logrer med halen og byder mig velkommen. Haven er fyldt med skrammel, men det hele dækket til af de små hvide fine blade fra kirsebærtræerne i haven.
Midt i det hele står et lille vakkelvornt cafebord dækket med en fin hvid dug, kager, saft, frugt og kaffe.
De to pædagoger er anspændte. Ikke overfor mig, men nok over situationen, da jeg jo repræsenterer systemet. Indefra huset lyder høj teknomusik. En en lys pigestemme synger med.
Pludselig sidder hun meget tæt ved siden af mig.
Jeg bliver studeret indgående. Tjekket ud.
Hendes udseende fortæller historier. Store smykker, tatoveringer, piercinger, langt mørkt kraftigt hår, store brune øjne og en lille trutmund. Hendes hals så fyldt med store kniv-ar, at de fremstår som store hvide ringe på den brune hud.
Efter vi har kigget på hinanden i nogle minutter, hvor jeg samtidig snakker min røv ud af bukserne - bliver vi ”venner”.
Hun viser mig stolt alle de tricks, hun har lært sin hund: Kysse på kommando, give pote og snurre rundt på sine bagben oprejst.
Dina er som sagen beskriver. Smuk og sød men også ekstremt skadet og syg.
Hun var på antabus, og min opgave var, at sørge for, at hun fulgte denne behandling som en del af den betingede dom.
Systemet hjælper forfaldet på vej
Jeg var godt klar over, at det handlede om et spørgsmål om tid, før hun endte bag tremmer. Hendes historie talte for sig selv, og kommunen ville (som sædvanlig) ikke bevilge en ny anbringelse på det sted, hvor hun, for første gang nogensinde, havde vist tillid til personale og havde formået ikke at forsøge selvmord i næsten et år.
Der gik heller ikke længere end præcis en måned, så går det galt igen.
Dina drikker sig fuld - og smadrer en hel butik, er ved at kvæle en tjenestemand og udøver skade på biler og ruder.
Ryk i fængsel
Da denne sag opstod, forsøgte jeg med det samme at få kommunen i spil - og få dem til at bevilge en alternativ afsoning jf. § 78, da hun jo var under 18 år og dermed ikke skulle afsone i et fængsel.
Kommunen gav afslag på at bevillige en alternativ afsoning på et opholdssted, og da Kriminalforsorgen ikke har fængsler til børn, ender det med, at Dina bliver varetægtsfængslet i et helt almindeligt fængsel.
Jeg ringer med det samme til fængslet, og oplyser dem om, hvad det er for en pige, de har modtaget, og at hun med det samme skal overflyttes til sygeafdelingen.
Jeg er overbevidst om, at det er et spørgsmål om tid, før hun forsøger selvmord.
En uge efter havde hun hængt sig i et lagen, men bliver fundet i tide og kørt på hospitalet. Der beholder de hende i en uge, hvorefter hun igen overføres i varetægt på sygeafdelingen i fængslet.
Grundet hendes unge alder kunne Dina godt afsone i et åbent fængsel, og hun overføres derfor til et sådant. Men der går ikke længe, før hun igen forsøger hængning, og er så udafreagerende at hun bliver overført til et lukket fængsel.
Kommunens autospare-pilot
Socialrådgiveren i det lukkede fængsel vurderer, at Dinas helbred tager endnu mere skade af at afsone og søger derfor igen kommunen om en alternativ afsoning jf.§ 78, som jeg selv gjorde, før hun blev indsat, men kommunen giver igen afslag - og vælger samtidig at lægge op til, at der heller ikke vil blive bevilliget efterværn, når hun fylder 18 år. Efterværn kan bevilliges indtil det 23 år ifølge loven.
Det skal hertil siges, at der hverken gives en begrundelse for afslag eller bliver vedlagt en klagevejledning. Fængslet forsøger med en lang - og meget udførlig klage - at dokumentere de skader, der er sket under afsoning - og påpeger i øvrigt, at Dina slet ikke hører til i et fængsel, da fængslet ikke har den pædagogiske specialviden samt de ressourcer, der skal til for at hjælpe Dina.
For syg til at sidde i fængsel
Dina har under sin afsoning skåret i sig selv som straf, da hun ikke kan finde ud af at udtrykke sig og efterleve de regler, der nu engang er i et fængsel.
Dina beskrives som forpint, ensom, opgivende og desperat. Det vurderes, at afsoningen har taget så meget skade på hende, at hun fremover vil få svært ved at finde de sidste kræfter frem, der vil gøre hende i stand til at gå en positiv udvikling i møde.
Dina har på bare tre måneder været i sikringscelle og bæltefikseret 15 gange i alt 47 timer og har opholdt sig i observationscelle i 66 døgn. Hun har været på særafdeling i 150 dage og har været ledsaget i døgndrift af to betjente, da hun enten er seksualiserende eller kommer i fysisk karambolage med de øvrige indsatte. Derudover har Dina ikke kunnet administrere gårdture - selv med en betjent som ledsager.
Hun er den, der i hele fængslets historie, har haft flest sikringscelleanbringelser på kortest tid.
Udover at have været anbragt i sikringsceller og bæltefikseret, har Dina også været indlagt på psykiatrisk afdeling under afsoning et utal af gange, men er kommet tilbage efter et par døgn, da hun ikke har været skønnet psykotisk, men personlighedsforstyrret, hvilket ikke er nok i sig selv til en indlæggelse. Derudover har hun forsøgt hængning 5 gange. 3 af gangene har været kvalificerede.
Da kommunen har givet afslag på alternativ afsoning – og døgnanbringelse ved prøveløsladelse, har fængslet ikke mulighed for at prøveløslade hende med tilsyn, da man derfra skønner, at det ikke er forsvarligt at løslade hende til gaden uden ophold og plan for fremtiden.
Dinas fremtid
Dina ender med at fylde 18 år, mens hun sidder inde, og dermed ryger hun ud af børne- ungeforvaltningen.
Hun bliver så at sige en voksensag, hvor der slet ikke er de samme muligheder i loven for at bevillige pædagogiske støtteforanstaltninger mv.
Hvor tror I, Dina ender, når hun går ud af fængselsporten?
Med denne her sag i baghovedet - og i hjertet - kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge Justitsminister Morten Bødskov:
Hvilke planer har regeringen for at nedbringe det antal af børn, der afsoner i fængslerne og som slet ikke hører hjemme der?
Skal fængslerne i fremtiden være en institution, hvor man lovligt kan placere børn som Dina uden at nogle griber ind, og hjælper med det, de har brug for?
Konsekvensen er, at Kriminalforsorgen intet kan stille op - og bliver nødt til at modsætte sig prøveløsladelse, da det ikke findes tilrådeligt at prøveløslade grundet stor risiko for ligeartet kriminalitet. Med et efterværn, der ifølge loven kan bevilliges til det 23 år, ville der være mulighed for en prøveløsladelse med to års tilsyn, og en døgnanbringelse på den institution, hvor hun faktisk for første gang i sit liv udviste tillid til en pædagog og ikke forsøgte at tage sit eget liv i en lang periode.
Børn som Dina har brug for massiv pædagogisk indsats og ikke et ophold bag tremmer, hvor de ender med at tage endnu mere skade, end da de blev sat ind.
Jeg har også spørgsmål til Social- og integrationsminister Karen Hækkerup:
Skal kommunerne have lov til at sige nej til at bevillige de her børn alternative afsoninger og efterværn, fordi det er for dyrt?
Ville det hjælpe, hvis disse børn ikke var underlagt kommunernes kassetænkning, men at det i stedet var staten, der havde ansvaret for at placere dem, når de ikke findes egnet til at afsone i surrogatfængsler eller på sikrede institutioner?
Man kan undre sig over, at Danmark - et land der bryster sig af velfærd overfor de svageste i samfundet - ikke tager mere ansvar i spørgsmålet om alle de børn, der hver dag sidder og afsoner rundt om i landets fængsler, fordi de er for syge og dårlige til at afsone andre steder, og fordi kommunerne løber fra deres ansvar, som, der fx i denne sag, har haft meget fatale konsekvenser for et barn, der nok aldrig bliver rask igen - men som inderligt ønsker at dø, fordi livet har gjort for ondt.
