Dette er af mine hverdagsoplevelser på kontoret.
Han er prøveløsladt med en betinget udvisningsdom over hovedet. Tidligere narkohandler, og efter et hårdt liv allerede i 30'erne. Ingen skolegang. Ingen bolig.
Når han ikke er i fængsel, er han på evig flugt fra "tjenester" - det vil sige andre hårde mennesker, der skal have noget for at have hjulpet ham eller for at hjælpe ham, fordi ingen af de gode hjælper ham.
Han rejser fra sofa til sofa overalt i landet. Jaget vildt.
Han er på kontanthjælp. Faren er lige død og mor sidder alene og syg tilbage. Men han kan ikke hjælpe sin egen mor på grund af sin situation. Det er for farligt for moderen, hvis han er ved hende, for pludselig kan nogle af de hårde mennesker dukke op. Dem, der skal have indfriet noget gæld eller nogle tjenester.
Han var under beskyttelse, da han skulle besøge sin fars grav for nylig.
Hans liv er med andre ord umuligt. Hans fremtid umulig. Hans fortid forfærdelig. Og han ved det godt selv.
Men han møder ikke bare ondskaben i sit gamle netværk. Han møder den også fra det system, der ofrer tid og penge på at forebygge, fængsle eller udsluse mennesker som ham.
Kommunen, herunder Jobcentret, mener, at han er samlevende med sin mor. Eftersom han ikke har nogen steder at bo, har han adresse hos sin mor. Så kan han i det mindste få sin post, og opfylder systemets krav til ham. Men nu giver adressen problemer. Systemets sagsbehandlere har ud fra hans adresse truffet afgørelse om, at hans kontanthjælp skal nedsættes til ca. 5000 kr. brutto mdr.
Mange vil sikkert sige, at det er hans egen skyld. Mange vil sikkert sige, så slipper vi da af med ham og den udgift, han er for samfundet.
Faktum er, at han er født og opvokset i DK. Han er et produkt af vores samfund -som dig og mig. Hans far ligger begravet her i landet, hans mor sidder alene og syg tilbage i en lejlighed her i landet. Han har ingen familie, der hvor han kommer fra - og landet er i øvrigt et land, der ikke er muligt at overleve i.
Han er færdig.
Jeg ser et menneske, der overholder alle aftaler og samtaler med mig. Men også et desperat menneske, der er gemt væk bag 10 hættetrøjer.
Han siger:
“Puk for helvede, hvad fanden skal jeg gøre. De finder mig uanset, hvor jeg tager hen. Der er ingen hjælp at hente via systemet, og hvis jeg skal leve for 3800 om måneden, kan jeg ikke blive ved. De presser mig. Systemet presser mig. Mit hoved springer i luften.”
Jeg skal forestille at hjælpe ham til et normalt liv. Men rammerne og virkeligheden giver et handlerum så lille, at hans frihed er større, hvis han vender ryggen til systemet. Igen.
Hvor er det håbløst. Hvor er det meningsløst.
At sidde der med ham uden at kunne hjælpe.
Min tid skal nu gå med at klage over kommunens vurdering/afgørelse. Man kan vel ikke være samlevende med sin syge mor?!!!
