Cecillia Mundt blev indlagt på akutmodtagelsen på psykiatrisk skadestue for nogle dage siden. Det blev den foreløbige kulmination på et groft umotiveret og ekstremt voldeligt overfald i juni 2013 - omtalt i Ekstra Bladet her. Hun blev hjerneskadet og viser nu også egentlige symptomer på dyb depression, angst og PTSD - og hvad der hører til et ekstremt voldeligt overfald.
Cecillia mister lysten til livet, kan ikke sove, og det ender med, at mennesker hun har mødt via grupper på Facebook - mennesker med små midler, der selv er syge, hjælper med at få hende ud af hjemmet og kørt på hospitalet. (Læs, syge hjælper syge)
Jeg har lært hende at kende via gruppen "Ting bortgives til udsatte mennesker", hvor Cecilia har investeret en del tid i sin kamp for at få en sammenhængende hverdag tilbage. Da jeg får kendskab til, at man efter en nat på psykiatrisk skadestue vil udskrive Cecilia til eget hjem uden nogen former for støtte, går jeg ind i sagen og får samtykke til at kontakte hospitalet.
Kontaktsygeplejersen oplyser, at man ikke vil beholde Cecillia, da patienten ikke selv kan redegøre for, hvad hun har brug for. Overlægen og sygeplejersen mener altså, at Cecillia skal hjælpe sig selv - der stilles krav, hvis de vil hjælpe hende! (Læs, en syg skal stille sin egen diagnose og fortælle sundhedspersonale, hvad de skal gøre.)
Da jeg taler med Cecilia, fortæller hun.
"Jeg fortæller dem, at jeg ikke ved, hvad der er galt med mig. At jeg ikke kan forklare hvorfor jeg hele tiden græder og ikke har lyst til at leve. Hvis jeg vidste det, ville jeg jo ikke bede dem om hjælp." Hun har ikke har sovet i 4 nætter på grund af tankemylder.
Jeg får hospitalet overtalt til at beholde hende natten over, hvorfra en ny overlæge vil tage stilling. Cecillia får så at vide, efter ny stuegang, at de vil udskrive hende, da hun ikke kan forklare dem, hvad hun har behov for, for at blive rask.
Jeg ringer derfor igen til sygehuset, der oplyser mig om, at jeg besværliggør processen ved at blive ved med at ringe (har ringet én gang før).
Cecillia får endnu en nat i professionelle rammer, men den 28.09.2013 lader Slagelse Sygehus Cecillia udskrive. Jeg bliver ikke orienteret, og finder først senere ud af det, da jeg har passet mit normale arbejde og derfor ikke har haft tid til at hjælpe.
Cecillia fortæller, at de ikke mente, at hun havde brug for hjælp og kunne klare sig selv uden videre.
"De mente godt, jeg kunne klare mig selv, selvom jeg sagde til dem, at jeg slet ikke var parat til at komme alene hjem. Lige pludselig var der bare en transport, og så sad jeg der med medicin til imorgen. Jeg aner ikke hvor jeg skal skaffe penge til medicin de næste dage," siger Cecillia, hvis eneste livline nu er Facebook.
Hvad sker der for fagprofessionelle mennesker og system?
Jeg er rystet over den måde, vi behandler syge mennesker på. I dette tilfælde et voldsoffer, der har fået slået sine kranie i stykker med en hammer. Hvad ville vi sige, hvis et menneske, der havde brækket begge ben blev sendt hjem uden at få gips på - og uden nogle former for smertestillende medicin?
Hvis man ikke selv er syg - eller kender nogle der er - har man intet begreb om, hvor slemt, det står til i den virkelige verden.
Det godt være, at vores sundhedsminister Astrid Kragh går til angreb mod tvang i psykiatrien i en kronik bragt i Politiken, men hvad med at få skabt nogle sengepladser, så man både kan undgå al den tvang - og samtidig tvinge overlæger til at sende syge mennesker hjem, vel vidende at de er selvmordstruede, i dyb krise og i fare for at tage deres eget liv.
Hvad skal der til, før man vil tage vare på et voldsoffer, der har fået smadret hele kraniet for 3 måneder siden ?
Har hun ikke krav på hjælp udover hjerneoperationer - hvad med alle de skjulte handicaps, der følger med, er de ikke godkendte til nogle former for behandling?
Kære Cecillia Mundt, jeg håber du en dag får den hjælp, du er berettiget til.
Links til artikler om overfaldet på Cecillia Mundt i Juni 2013. Der blev i september 2013 afsagt dom i sagen, som var den første dom for hatecrime nogensinde givet i Danmark.
