Mit arbejde som socialrådgiver stiller mig i daglige udfordringer i forhold til at prioritere den hjælp, jeg skal dele mellem de cirka 60 mennesker, som jeg har i tilsyn, i Kriminalforsorgen i Frihed (KIF)
En af de problematikker, som jeg kæmper meget med i mit arbejde er alle de prøveløsladte, som mit arbejde også indebærer, at jeg siger ja til at tage i tilsyn. En tilsynsperiode varer ofte mellem 12-24 mdr.
De prøveløsladte er Kriminalforsorgens problembørn. Det er dem, der recidiver mest, set ud fra den samlende gruppe af dømte, hvor hele 36,8 % af de prøveløsladte fra et fængsel recidiverede i 2009, hvilket var en stigning i forhold til tidligere år. Det er altså næsten halvdelen, der vender tilbage til fængslet.
Det er meget dårlige tal set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv - også økonomisk! - og derfor er det også besluttet i den nye flerårsaftale - se flerårsaftalen her - mellem kriminalforsorgen og politikerne, at der skal fokus på netop dette område. Sådan en aftale indebærer at en som jeg skal blive bedre til at hjælpe de prøveløslade med at holde sig fri af kriminalitet, når de løslades til gaden.
Seneste statistik på området
Vejen til prøveløsladelse
Inden jeg tager en prøveløsladt i tilsyn, skal fængslet høre mig - og jeg skal efterfølgende godkende, inden en endelig prøveløsladelse kan finde sted. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, inden jeg kan svare ja. En indsat skal fx have et sted at bo og penge til forsørgelse, før han eller hun kan prøveløslades. Derudover skal der være beskrevet et formål med tilsynet.
At finde et formål er som regel ikke svært, da de fleste har brug for massiv støtte til komplekse sociale problemer, men det kniber ofte med de to andre ting.
Mange, der står overfor en prøveløsladelse, er desperate for at komme ud, men har ikke en bolig at blive løsladt til. De kan så have fiktive adresser - og fængslerne ved det, men vender det blinde øje til - hvorfor de reelt er hjemløse, når de møder mig en uge efter løsladelsen.
Kontanthjælpen er ofte ikke søgt og bevilget, og de står derfor uden en krone på lommen. Det gælder for rigtig mange af de unge mænd, jeg møder i mit arbejde.
Første samtale efter løsladelsen handler derfor ofte om, at de skal til at skaffe sig det helt basale for at overleve. I København, hvor jeg arbejder, finder man ikke lige en lejlighed, og det tager tid at få en kontanthjælp igennem, da man først skal oprette NEM-id, skaffe dokumentation for diverse, tilmelde sig Jobnet og søge nogle ledige stillinger for at vise, at man står til rådighed.
Det er en længere proces, som prøveløsladte burde have hjælp til, allerede inden de bliver løsladt. Nogen får da også hjælp til det, men alt for ofte sker, at der ikke søgt hjælp og ydelser.
Løsladelseskuller
Mange prøveløslade er helt rundt på gulvet og har det man kalder ”løsladelseskuller.” Nogle har siddet inde i flere år, og samfundet har måske ændret sig i den tid, de har siddet inde bag muren. Den digitale virkelighed og komplekse regler og systemer rammer dem som en betonklods, og de reagerer ofte med at blive psykisk lammet og totalt passive eller aggressive og opgivende.
I den situation er der ikke andet at gøre end at handle for dem - også selvom man som socialrådgiver har lært, at det er hjælp til selvhjælp. Den virker ikke her.
Derfor er løsladelsessituationer ofte meget kaotiske. Der er ikke noget netværk - og hvis der er, er det ofte kriminelt. Det kan være, at de har penge til gode, eller at de selv skylder og derfor er jagtet fra dag 1.
Nul kroner og en månedlig samtale
Når jeg skriver det her, er det for at fortælle, at vores arbejde med de prøveløsladte ikke er nemt, samtidig med at der stilles krav om, at vi skal blive bedre til at undgå recidiv, hvilket vil sige, at de prøveløsladte igen kommer i fængsel for ny kriminalitet. Statistikkerne viser jo, at vi er for dårlige til at hjælpe dem ud af kriminalitet.
Men hvordan fixer man så lige det som socialrådgiver med nul kroner og en månedlig samtale af en times varighed?
For mit vedkommende kan det virke ret håbløst - man når til et punkt i sit arbejde, hvor man på forhånd kan udpege dem, der igen ender bag tremmer. Det er ofte dem, der så også er mindst overskud til at hjælpe. Tiden er knap, og man prioriterer benhårdt de mennesker, hvor man kan se, at der er en mulighed for, at de ikke bliver en del af de omtalte statistikker. Resten er reelt opgivet, og dermed bliver det lidt et lykke-lotteri, at blive løsladt.
Men er det rimeligt?
Nej, det er det vel ikke, men det er virkeligheden. Hvis politikerne ønsker at nedsætte recidivprocenten - at det er de samme unge mænd, der havner bag tremmerne igen og igen, så skal der laves totalt om på et system, der i dag ikke fungerer.
Sådan kan vi gøre noget
Hvis man vil undgå recidiv vil jeg forslå følgende:
1. Et special kontor i kommunen, hvor man udelukkende tager sig af tidligere dømte og prøveløsladte, der står med en række helt særegne problematikker som fx tårnhøj gæld, manglende netværk, afpresning fra tidligere miljøer, psykiske lidelser, manglende faglige kvalifikationer mv.
2. Prøveløsladte ender ofte med at få en enkeltydelse, hvor de skal klare sig for 1700 kr til en måned, afhængig af løsdadelsesdato. Der burde være et helt bestemt afsat ”startbeløb” til denne gruppe, da det kræver midler at etablere sig på ny. 1700 kr er ingenting, når man skal omstille hele sit liv.
3. En særlig gældsrådgivning for målgruppen og mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger på særlige vilkår. Fx nedsættelse af gæld for at holde sig kriminalitetsfri.
4. Gulerod for hvert år man er kriminalitetsfri i form af sletning af år på straffeattest. En plettet straffeattest er en meget stor hindring i forhold til at blive en del af samfundet på ny.
5. En hotline mellem kommunerne og Kriminalforsorgen, der kunne optimere samarbejdet. I dag er det så godt som umuligt at etablere et samarbejde, da man ikke har faste sagsbehandlere at kontakte.
6. Sikring af boliger til prøveløsladte, der har afsonet i over 2 år og som står uden bolig. Enten fordi de ikke havde en før de blev indsat, eller fordi de har mistet den under indsættelse. Løsladelse til fiktiv adresse er mere reglen end undtagelsen. Men at løslades til at blive sofasover ender som regel galt.
Nedsæt forum med praksisindsigt
Tænk om der kunne nedsættes forum af fagpersoner, der inddrage alle de erfaringer, vi som fagpersoner oplever fra praksis. Problemerne opstår som regel, når dette ikke sker. Alt for ofte sættes akademikere til at udtænke strategier på det sociale område på et meget overordnet plan.
Den bedste plan er, at man spørge os gulvarbejdere, hvad der virker, når vi i praksis skal hjælpe mennesker med at forholde sig kriminalitetsfri.
Som det er i dag kan man i arbejdet med kriminelle se, hvem der ryger retur inden der er gået en fuld kontanthjælp ind. Og man behøver vist ikke meget fantasi for at forestille sig, hvem det er. Nemlig de unge mænd uden håb og drømme i forhold til det samfund, som politikerne ønsker, de skal blive en del af.
Hvis løsladte skal inkluderes kræver det mere end en prøveløsladelse med tilsyn - for det er nok en af de grupper, hvor et tæt samarbejde og en særlig målrettet indsats som ovenfor nævnt er nødvendig for at nedbringe de røde recidivtal på bundlinjen.
