For at skildre den gruppe af unge fyre, der er bande- og rockerrelateret, vil jeg i dette blogindlæg tage udgangspunkt i en anonymiseret case, der meget godt beskriver prototypen på de unge, der ender i bande- og rockermiljøet. Jeg tror, det er vigtigt at forstå, hvorfor der gennem de sidste 5 år er så mange unge mænd, der er blevet draget af miljøet – et miljø, der også på nuværende tidspunkt er i politikernes søgelys. For hvad skal man som samfund gøre for at forhindre den udvikling, der har fundet sted gennem de sidste år. Personligt tror jeg, at man skal forstå de unges baggrund for at kunne handle på udviklingen.
Drengen fra ingenmandsland
Første gang jeg så ham, var jeg sikker på, at han ikke var en dag over 18 år, indtil det gik op for mig, at denne her spinkle dreng faktisk var 24 år - ildpåsætter og dømt for væbnet røveri. Man ville aldrig tro det om ham, hvis man ikke vidste det. Og sådan er det faktisk i de fleste tilfælde. Mange af de her fyre er små drenge, der er endt i de forkerte klør.
Mutsi var en streg i luften. En læge ville kalde ham underernæret - med en afslørende gennemsigtighed i huden – en farve, der tydeligt viser manglen på proteiner.
Genert - med store brune øjne, der i små glimt turde strejfe mit blik. Nedbøjet med foldede hænder - og fingre, der uroligt kørte rundt. Jeg gav ham en håndtræningsdims, (sådan en fjedersag man træner fingermuskler med ) som jeg havde liggende på kontoret til samme formål. Så var de urolige hænder beskæftiget. Mutsi tog den uden at stille spørgsmål – det hjalp med det samme. Som et lille barn, der får et stykke legetøj i hænderne. Lyden af fjederen var gennemtrængende og kom i hurtigere og vedvarende ryk. Han sagde ikke noget, men kiggende ned på sine håndbevægelser.
- Hvor kommer du fra?
Palæstina.
- Nej, hvor kommer du fra?
Hvad mener du?
- Altså, hvor bor du henne ?
Arhhh, griner stille: Nørrebro.
Lang pause. Ingen af os siger noget.
- Ved du hvorfor du sidder her?
Ja, Det er fordi jeg er kriminel, men det er jeg i virkeligheden ikke.
- Ok. Hvorfor er du ikke det?
Jamen, det var slet ikke mig. Det var dem, jeg var sammen med, der satte ild.
- Hvem var du da sammen med?
Dem fra gaden.
- Hvorfor er du på gaden?
Det er fordi, det er mine venner....eller venner og venner – det er nogle jeg kender.
- Hvor er din familie?
Jeg har ingen familie.
Flygtningedreng, men opvokset i Danmark
Mutsi er barn af palæstinensiske flygtninge. Han var meget lille, da familien kom til DK. Han kan ikke huske det. Der er så meget han ikke kan huske. Det har han fortrængt. Men han fortæller, at hans familie er splittet i atomer, og at han ikke ved, hvor hverken hans far eller mor er henne.
Han ved dog, at faderen er udvandret af Danmark med hans mindre søskende, men ikke hvor til. Hans mor blev psykisk syg for mange år siden og skilt fra faderen, der fandt en ny kone, som han fik flere børn med.
Mutsi har en helbror, der forsat er i Danmark, men han ved ikke rigtig, hvor han er. Hans mor har han ikke set, siden han var lille og blev fjernet og sat på en form for opholdssted. Mutsi kan ikke selv huske hverken navne, tidspunkter eller de steder, hvor han har været anbragt af kommunen. Han kan bare huske, at han altid stak af fra de steder og klarede sig selv på må og få.
Når man spørger Mutsi, hvem der så har passet på ham, svarer han: ”mig selv.”
Finder fællesskabet i banderne
Mutsis historie er én ud af mange. Hans historie minder om mange af de andre unge, der drages ind i de såkaldte bande- og rockermiljøer. I banderne finder de et fællesskab. En familie, en tryghed som de ikke kan få andre steder. Mutsi fandt også tryghed i dette miljø efter en lang ensom rejse og søgen efter tryghed og følelsen af at kunne bruges til noget.
Mutsi siger ikke rigtig noget de første par gange, vi taler sammen. Han er stille, men svarer på de spørgsmål, han ved, han skal. Han er ikke dum. Han er streetwise, som det hedder. Det kan godt være, at han ikke har gået en uddannelse, men han har gået i livets hårde skole. Der, hvor livet som svigtet - og systembarn - giver ar, der ikke kan ses udenpå, og læring, der beskytter mod omverdenen.
Sult og angst
Mutsi fortæller om en opvækst med sult og angst. Angst æder sjæle op. Sult kan få de fleste mennesker til at gøre hvad som helst. Alle os der har gået i gymnasiet har lært om det ved at se filmen ”Sult” af Knut Hamsun. Sult kan føre til vanvid, hvor fornuft udelades og man som menneske befinder sig i en form for fantasiverden.
Men ingen sulter da i Danmark? Jo. Mutsi har sultet og gør det forsat. Han får ikke nok at spise.
Men en dag fik Mutsi nok af at være sulten.
Efter flere forgæves forsøg på at komme oven vande uden at begå kriminalitet. Flere forgæves kommunale forsøg på at hjælpe. Flere gange, hvor alt var mislykkedes, fordi – som Mutsi fortæller - der ingen hjælp er at hente ved kommunen, når man er over 18 år.
Den hjælp han fik tilbudt var en udbetaling på 4500 kr. mdr. til at betale husleje og mad. De penge rakte ikke langt på gaden. Mutsi fortæller, at han via miljøet - i det område han kender bedst til i København - altid har været gode venner med de kriminelle, rockerne og banderne. Han havde dog altid formået at holde sig væk fra dem.
Men sulten var ikke til at holde ud, og det endte det med, at Mutsi søgte hjælp hos rockerne.
Rockerne hjælper
Mutsi gik ned i et klubhus og spiste, efter han var blevet inviteret af nogle venner. Han gav op, som han selv siger.
Han havde ikke lyst, og følte sig som en taber. Men sulten var gennemtrængende. I klubhuset var der varmt. Der var bløde møbler, tv og mad. Der var andre unge og voksne mænd, og de bekymrede sig om ham. De hjalp ham.
Men Mutsi var ikke typen, der røg hash, og han havde ikke nerver til at begå kriminalitet. Alligevel lod han som om, at han var en del af flokken og forholdt sig tavs i starten.
- Men hvorfor er du sammen med dem?
Det er jeg heller ikke mere. Jeg orkede ikke at sidde i alt det hashos. Det var ikke mig. Jeg vil noget mere med mit liv.
- Hvad vil du med dit liv?
Jeg vil i hvert fald aldrig mere sulte. Det har jeg lovet mig selv!
- Men hvorfor er det du har sultet sådan?
Jeg har ikke haft nogle steder at spise.
- Kunne du så ikke gå ned på et Herberg, der er jo gratis mad?
Nej, det er slet ikke mig.
Kommer i specialprogram
Mutsi har gennem et år været en del af et specialprogram i kommunen, der har særlig fokus på de hårdest kriminelle unge. Programmet er en del af samarbejdet mellem politi, socialforvaltning og Kriminalforsorgen.
Det går ud på, at man i fællesskab diskuterer de unges sager på et møde og forsøger at finde en løsning, der kan bringe den unge videre og ud af kriminalitet. En såkaldt helhedsorienteret løsning.
Problemet er blot, at der ingen midler er til at bevillige noget som helst. Derfor ender indsatsen ofte med tom snak rundt om et bord – uden den unge vel at mærke er tilstede.
Mutsi blev via denne indsats boligindstillet til en lejlighed. Et rigtigt hjem, der var hans eget. For første gang skulle Mutsi have sin egen seng, sit eget køkken og selv lave mad.
Men da den første huslejeregning kom viste det sig, at kommunen havde bevilliget ham en bolig til en udgift, der oversteg hans månedlige udbetaling på ungetaksten på 4500 kr.
Derudover havde Mutsi heller ikke råd til at købe møbler eller andet inventar. Han sov på gulvet.
De første måneder betalte hans sin husleje og levede af ingenting – 0 kroner. Mutsi sultede i hele denne periode, indtil han endte i klubhuset. Han gav op. Kommunen gav afslag på overlevelseshjælp og den ene rykker tog den anden.
Mutsi venter i dag kun på at blive smidt ud.
Altid uden hjem
For Mutsi er det normalt. Han har aldrig tilpasset sig et sted. Han er stukket af fra alle opholdssteder. Stukket af fra surrogat, stukket af fra plejefamilier. Aldrig følt sig hjemme. Evig uro. Altid på vej. Men hvilken vej? Altid på jagt efter roen. Men den eneste ro har været den ene afsoning, som han var igennem i forbindelse med sin dom for ildspåsættelse og røveri.
I fængslet begyndte han at ryge hash. Sådan er reglen, siger han. Men nu er han prøveløsladt, og derfor behøver han ikke længere at ryge hash.
De andre i rockerklubben har luret ham. De ved godt, at Mutsi i virkeligheden er en forsømt dreng, der har ikke har andre – ligesom nogle af dem selv. De er søde ved ham. De har taget ham under deres vinger nu. Sådan er det. Nu er han en af dem.
I Mutsis øjne, er de bare venner. Mutsi er ikke rocker eller medlem. Han gider egentlig heller ikke komme i klubhuset. Det siger han flere gange. Men han har ikke andet valg for kommunen har givet afslag på overlevelseshjælp og hjælp til betaling af husleje for anden gang.
Snoren strammer
Der er gået et par uger. Mutsi er stadig i lejligheden. Han har fået nogle breve fra advokater, som han har revet i stykker. Han gider ikke engang læse dem. Han ved, han er der på lånt tid.
Han fortæller mig stolt, at han har lavet mad i køkkenet, som vi aftalte han skulle prøve ved sidste samtale. Vi havde sammen lavet en indkøbsliste og et par opskrifter. Mutsi fortæller, hvordan risen hele tiden brænder på for ham. Han takker mig mange gange, fordi jeg vil lære ham at lave mad. Det har han aldrig prøvet før. Han er tydeligvis stolt og smiler, når vi taler om, hvor flot det er, at han selv har handlet ind og lavet mad.
Når snakken falder på fremtiden slukker lyset i hans øjne.
- Hvor skal du så bo, når du bliver smidt ud?
Det ved jeg ikke.
- Gør det dig ikke urolig?
Nej, jeg er vant til det. Jeg finder ud af det. Men jeg vil altså ikke være sulten igen. Det kan jeg ikke tåle mere af i mit liv. Så hellere være sammen med rockerne.
Fremtiden er sort
Mutsi står på gaden om maks. to måneder, når fogeden har sat ham ud. Derefter er der kun en vej, og det er ned til klubhuset, der ligger en halv time derfra. Der åbner de døren 24 timer i døgnet. I klubhuset kan man overnatte, indtil der bliver fundet en bolig til en. I klubhuset er der mad og et stærkt fællesskab. I klubhuset er der voksne mænd, der guider og fortæller, hvad, man skal gøre. Det sidste kan Mutsi ikke lide, men han finder sig i det. Sulten og ensomheden er værre.
Jeg fortæller ikke denne historie for, at du som læser skal få medlidenhed med Mutsi - og alle de andre tusinde socialt udsatte unge fyre. Men du skal vide, at Mutsis historie ikke er enestående. Den er faktisk ret normal, når man arbejder med kriminelle. De her unge fyre – og der er mange af dem – er ensomme og alene. Deres netværk er andre svage, rockere, bander eller det, der er værre.
Så vil nogle sikkert sige "Men kan de ikke få hjælp ved kommunen?"
Nej, det kan de ikke. Mange af dem er under 25 år og er på en ungetakst, hvor de får udbetalt alt fra 3500-4500 kr mdr. Derudover er der ingen hjælp at hente. Overhovedet. Udover en beskæftigelsesindsats, der sanktionerer deres hjælp på stedet, hvis de udebliver.
Systemets absurde tilbud
Jeg hjalp Mutsi med at søge en enkeltydelse jf. 81 i aktivloven, der skulle dække den manglende husleje. Den blev afvist med begrundelsen, at det ikke var en uforudset udgift. Denne begrundelse for afslag bliver brugt i 9 ud af 10 tilfælde.
Med hensyn til selve beskæftigelsesindsatsen, der fylder allermest i landets jobcentre, sagde den søde unge sagsbehandler til en samtale, hvor jeg medvirkede, at hun kunne tilbyde ham at komme i praktik på kontanthjælp til 4500 kr. mdr som jord og betonarbejder. Hun kendte et sted, hvor de manglede en ung fyr. Det lå langt væk, og Mutsi ville slet ikke have råd til transporten. Men Mutsi vidste jo også, at han ikke engang kan løfte en kasse øl, fordi han er så lille og fejl- og underernæret gennem sine barne- og ungdomsår.
Men så har kommunen trods alt tilbudt ham noget.
Sagsbehandleren på Jobcentret mente det kun godt, da hun tilbød ham det. Hun sagde flere gange noget med jobplan og beskæftigelse, straksaktivering og match. Mutsi forstod ikke noget af det.
Man kunne se, at han langsomt gled væk i en helt anden verden imens hun fortalte og understregede, at han skulle leve op til det og det for at få sin kontanthjælp.
Kontanthjælpen blev stoppet, da Mutsi takkede nej til aktiveringstilbuddet. Nu er der kommet et brev, hvor der står, at han skal være ude af sin lejlighed inden 14 dage.
14 dage senere
Mutsi ringer helt begejstret og fortæller, at nu har han fundet en skole, han vil starte på. Skolen hedder TAMU - og er en skole, der er udtænkt som et konsekvenspædagogisk projekt i 80´erne, et sted, hvor man samlede de unge mænd op, der ikke egnede sig til at gå i gymnasiet eller andre uddannelsesinstitutioner.
TAMU er i dag endt med at blive et sted for mange af de kriminelle unge fyre, der ikke har andre muligheder. Forskellen på TAMU og Teknisk skole er, at på TAMU modtager de unge på dagpengetakst for at arbejde 37 timer i ugens 5 dage gennem et 30 ugers forløb på en faglinje som fx transport og jordbrug. Noget af beløbet betales af kommunen, da de jo slipper for at udbetale kontanthjælp.
Mutsi fortæller, at hans sagsbehandler har sagt ok til, at han kan begynde. Han skal starte der sammen med en ven fra klubhuset. De skal følges ad hver morgen klokken 5.00. Mutsi er lettet, da han nu har udsigt til en udbetaling på ca. 8500 kr om mdr. det næste halve år.
En uge senere
Mutsi begyndte alligevel ikke på TAMU, da det viste sig, at han skulle møde hver morgen kl. 7.00 - 20 km fra hvor han bor. Transportudgiften skulle i de første mange uger dækkes ud af kontanthjælpen, for han ville ikke få flere penge, som han troede i første omgang. Der ville altså gå op til flere uger, hvor han på en kontanthjælp skulle arbejde derude hver dag, indtil han kunne overgå til dagpengetaksten.
TAMU er nemlig blevet godt trætte af alle de unge, der starter derude og efter et par måneder ikke kan gennemføre. Derfor har de strammet op, ved at lade de unge gå på en kontanthjælp de første måneder.
Mutsi skulle stå op hver morgen kl. 5.00 for at nå det. Han sagde:
Jeg skal gå derude og arbejde i fem dage om ugen i flere måneder og kan stadig kun få de 4500 kr. mdr. Så vil jeg samtidig gå og være sulten, fordi jeg ikke har råd til mad, og så kan det ikke nytte noget at begynde overhovedet. For jeg kan ikke knokle dagen lang i flere måneder på tom mave. Jeg har prøvet det før. Aktiveringer, der ikke førte til noget. Jeg orker ikke mere.
Mutsi gav op - og blev igen bekræftet i, at de nemme penge - og Klubhuset holder hvad, de lover.
Inderst inde ved Mutsi godt, at han kun bider befalingerne fra ham, der bestemmer i Klubben, i sig. Mutsi drømmer sig væk til et liv uden kriminalitet. Han er med sine egne ord, slet ikke den type, men meget bedre end det.
Vejen til bandemiljøet
Med den nye kontanthjælpsreform, der netop er vedtaget, vil alle unge op til 30 år nu skulle leve af ungetaksten på 5700 kr. brutto mdr. Det giver normalt en udbetaling på 4000 kr. mdr. afhængig af fradraget.
Gruppen af unge mellem 25-30 år på kontanthjælp tæller ca. 55.000 og over halvdelen er ikke vurderet arbejdsmarkedsparate. I fagsprog betyder det, at de er socialt udsatte unge med problemer udover ledighed.
Mange fra denne nye gruppe risikerer at blive skubbet ud i reel fattigdom, når de i fremtiden kun har krav på den ydelse, som Mutsi har levet for igennem 5 år.
Resultatet er åbenlyst. Dem der virkelig kæmper må give op. Det simpelthen er for hårdt - og næsten umuligt - at leve for den ydelse, når man heller ikke har et sted at bo og løber rundt på en rygsæk af sociale eller psykiske problemer. Så er der alternativer, der nok er værre, men samtidig fri for et system, der ikke forstår, formår eller former.
Derfor bliver bande- og rockermiljøet et attraktivt alternativ til de kommunale tilbud, der ikke længere eksisterer. TAMU og Teknisk skole har fået nok, og begynder i tråd med kommunerne også at stille større krav, som denne gruppe ikke kan honorere.
Med hele denne historie in mente, vil det kun give god mening at hæve ydelsen til et beløb, de unge kan leve for i en verden, hvor huslejer og mad er steget til det dobbelte gennem de sidste 10-15 år. Det vil give mening, at sørge for, at de boliger kommunen anviser er til at betale. Som det er i dag har kommunerne ikke boliger til en leje under 4.-5000 kr.
Derfor ender de udsatte unge ikke bare på gaden, men på en sofa i et klubhus.
